Den pessimistiske marxist

Den italienske filminstruktør Michelangelo Antonioni er død, 94 år gammel kun et halvt døgn efter Ingmar Bergman.

Blow Up« fra 1966 vakte furore og blev Antonionis største billetsælger på grund af filmens erotiske scener mellem skuespillerne Vanessa Redgrave og David Hemmings. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Få timer efter at den svenske filminstruktør Ingmar Bergman mandag døde i sit hjem på Fårö, gik en anden stor europæisk og kunstnerisk beslægtet filmskaber bort. Michelangelo Antonioni var 94 år gammel, da han sov fredeligt ind i sit hjem i den norditalienske by Ferrara. Instruktøren vil i dag ligge på lit de parade i en af salene i Roms rådhus og vil i morgen blive begravet i sin hjemby.

Antonioni var en af Italiens mest anerkendte instruktører, som uden for sit hjemland først og fremmest var kendt for en trilogi af engelsk-sprogede film, hvoraf den første, Oscar-nominerede »Blow Up« fra 1966, måske er den mest kendte.

Antonioni kom til filmen i 1930erne via studenterteater og en virksomhed som filmskribent. Hans første film fra 1940 var en dokumentarfilm om en sindssygeanstalt, en film der dog ikke blev færdig. Allerede under Anden Verdenskrig, da den italienske neorealistiske film var under udvikling, var Antonioni i opposition til samtidens instruktører. Hvor landsmænd som Roberto Rossellini og Vittorio de Sica fremhævede en »snavset« realisme og lineær fortælleteknik med underklassen som foretrukkent motiv, var Antonioni interesseret i abstrakte fortællemåder, der ofte overskred vedtagne filmæstetiske regler.

At han i nogle interview fastholdt en æstetisk frem for en politisk holdning, og samtidig i enkelte film satte fokus på overklassens fremmedgjorte medlemmer, gjorde ham i en periode til skydeskive for marxistiske filmkritikere. Han har dog også beskrevet sig selv som marxist, hvilket i 1972 skaffede ham en invitation om at komme til det kommunistiske Kina for at lave en dokumentarfilm. Det officielle Kina fordømte dog det portræt, han tegnede af landet i sin film. For mange filmelskere er Antonioni sammen med Andrei Tarkovsky, Werner Herzog og førnævnte Ingmar Bergman indbegrebet af en »svær« filmskaber, der maner til eftertanke om menneskets ensomme eksistentielle livssituation. Hans film kan virke meget stiliserede, til tider fortænkte i deres radikale kunstgreb. Ifølge Antonioni selv forberedte han imidlertid aldrig scener på forhånd, men lod sig alene styre af sit instinkt.

Denne holdning til sit arbejde førte instruktøren til kunstneriske beslutninger, der fik filmpublikumet til at klø sig i panden. Han klippede sjældent frem-og-tilbage mellem de talende under dialoger, brugte abrupte klippeteknikker eller undlod helt at klippe i lange sekvenser som i den afsluttende scene i filmen »Profession: Reporter« fra 1975. Scenen er siden blevet en filmskole-klassiker for dens konsekvente stilrenhed, men var også en teknisk tour de force, der krævede overvindelse af mange fysiske vanskeligheder på indspilningsområdet.

Antonionis film er blevet kaldt tomme og prætentiøse, men er også tit blevet fremhævet for deres indfølte naturskildringer. Antonioni selv hæftede sig ikke ved filmens miljøer, men hævdede, at han ønskede at skabe en film, hvor baggrunden var helt fraværende. Omvendt nærede han en uvilje mod lange replikskifter og skar dialogen i sine film ned til det minimale.

»Jeg tror ikke på ord. Mennesker bruger for mange ord og som regel på en forkert måde. Jeg er sikker på, at folk i fremtiden vil tale meget mindre og på en meget mere substantiel måde,« sagde han i et interview i 1969. Året efter beskrev Antonioni datidens anarkistiske ungdomsoprør i filmen »Zabriskie Point«, og i samtidige interview knyttede han en forsigtig optimisme for fremtiden til det samme oprør. Set i bakspejlet synes Antonionis samlede værk først og fremmest at rumme mistillid til menneskelige ambitioner og til selve virkelighedens væsen.

Selvom instruktøren blev delvist lammet af en hjerneblødning i 1985, fortsatte han med at skrive manuskripter og skabe film, idet han satte lighedstegn mellem sit filmarbejde og selve det at leve. Det arbejde ophørte i går.