Den perfekte verden er lidt mindre perfekt

Hvad får en 42-årig landsmandskone til at rejse over Atlanterhavet for at få en farlig skønhedsoperation? Svaret er jagten på perfektion. Den kosmetiske bølge er i sig selv ikke et problem, men vores jagt på perfektion er.

1.

Kathleen Cregan var en 42-årig landmandskone, som - når hun så sig i spejlet - så en meget ældre kvinde. Hendes hår var ved at blive samme farve som støv, og hun var begyndt at undgå andre mennesker. Hun følte, at de betragtede hende, som hun betragtede sit eget spejlbillede.

Det var indbildning. Hvis hun havde spurgt sine venner, ville de have fortalt hende, at hun stadig var en attraktiv kvinde, og hvad vigtigere var - hun havde et godt liv. Hendes mand elskede hende, deres søn skulle snart konfirmeres, og til sommer skulle hele familien på ferie i Frankrig. Hvad i alverden betød så et grånende hår?

Men landmandskonen fra Limerick i Irland spurgte aldrig sine venner, og hun ville sikkert heller ikke have lyttet til dem. For hun havde fundet sin egen løsning. Hun havde læst en avisartikel om en irsk bedstemor, som havde besøgt en plastikkirurg i New York og fået den store guld-behandling. »Jeg har fået et helt nyt liv. Det er fantastisk. Folk vender sig på gaden og fortæller mig, hvor godt jeg ser ud,« bedyrede bedstemoderen i artiklen.

Kathleen Cregan besluttede sig for at sende en e-mail til kirurgen, fortæller The Independent.

»Jeg er kun 42 år, men jeg ligner en kvinde på 56 eller 58 år,« skrev hun. »Jeg er begyndt at blive meget selvbevidst, når jeg møder andre mennesker.«

Limerick er ikke New York eller Paris. Det er ikke her, modellerne går kattegang i de seneste kreationer, det er ikke her, filmstjernerne kommer for at vise sig selv frem, og hvis Limerick var en limerick, ville pointen formentlig være lettere mørk. Det er en irsk provinsby med godt 50.000 indbyggere, som - siger statistikken - i højere frekvens end resten af landet spiller rugby og stikker med kniv.

Så for blot en halv snes år siden ville der i mere end én forstand have været et verdenshav mellem byen og kosmetiske indgreb, mellem landmandskonen og kirurgen, men ikke nu, ikke længere. Kosmetiske indgreb er ikke kun for de få og udvalgte - de rige, der ikke længere føler sig helt så unge og smukke; kosmetiske indgreb er blevet en massebevægelse, en af de bevægelser, der betegner vor tid. Hver anden russer overvejer et indgreb, hver tredje irer, hver fjerde amerikaner, hver femte dansker, fremgår det af en global meningsmåling fra instituttet A. C. Nielsen.

13. marts 2005 rejste Kathleen Cregan til New York. »Jeg vil have et helt nyt ansigt,« lød hendes bestilling.

2.

Og hvad skal vi mene om det?

Den kosmetiske massebevægelse betegner vor tid, men en vis rådvildhed betegner til gengæld massebevægelsen.

Berlingske Tidende har nu i fire uger og gennem tre verdensdele skrevet et halvt hundrede artikler om den kosmetiske tendens, de fleste sten er vendt, og selv om vi havde skrevet det dobbelte antal artikler og fra endnu flere verdensdele, så ville vi formentlig stadig sidde tilbage med det helt grundlæggende spørgsmål:

Hvad skal vi så mene om det?

Det er ikke svært at forholde sig til de ekstreme aspekter, til en Joycelyn Wildenstein, der bliver opereret, så hun kommer til at ligne et afrikansk kattedyr, eller til en lille bombearret cambodiansk dreng, der får et nyt ansigt. Det ene appellerer til forargelse, det andet til forståelse. Men bevægelsen er ikke i ekstremerne - bevægelsen er i massen. Den er i de otte procent af danskerne, der allerede har fået foretaget kosmetiske indgreb, og den er i de 51 procent af amerikanerne, der ikke er tilfredse med deres udseende.

Christina Rosen forsker i etik i en konservativ amerikansk tænketank, og selv hun har svært ved at finde sine egne ben. I en nylig artikel analyserede hun tendensen med »demokratiseringen af kosmetiske indgreb«, hun søgte dybt og skrev langt, og hun stod stadig der med sin tvivl. På den ene side var hun konservativ, og som konservativ gik hun ind for personlig frihed og privat foretagsomhed, og hvis de to kvaliteter enedes om kosmetiske indgreb, så måtte indgreb være i orden. På den anden side var hun også konservativ. Der er noget skræmmende over den skødesløshed, som vi behandler skaberværket med, skrev hun.

Feministerne - på den modsatte politiske fløj - slås også med spørgsmålet. Nogle feminister er klart imod. Det er undertrykkende, at kvinder på den måde skal underkaste sig samfundets skønhedskrav, siger de, mens andre feminister siger som den hollandske forfatter Kathy Davis: »Der er noget befriende over, at kvinder via videnskaben kan blive herrer over deres egen krop.«

Hvis spørgsmålet er så svært at besvare, så er det måske i sidste ende spørgsmålet, der er noget galt med? Måske er det omsonst?

Det er lidt som at spørge, hvad vi skal mene om globaliseringen. Vi kan demonstrere mod globaliseringen, bebrejde og beskatte, men globaliseringen sker, og den sker, fordi den er mulig, og kun en altforandrende kataklysmisk begivenhed kan forandre den. På samme måde med den kosmetiske bevægelse. Hver morgen står kvinder og mænd og ser sig i spejlet, og en dag når de til samme konklusion som Kathleen Cregan. Den kosmetiske massebevægelse sker, og den sker, fordi den er mulig, og kun en tilsvarende kataklysmisk begivenhed kan forandre den.

Eller som chefanalytikeren bag føromtalte Nielsen-måling svarede, da han blev spurgt om rækkevidden af svarene.

»Det er tydeligt,« svarede han. »Vores mødre gik til Tupperware demonstrationer. Vores generation går til Botox-demonstrationer.«3.

Så hvis den kosmetiske massebevægelse er ustoppelig, hvis den kun vil tage til og kosmetiske indgreb i løbet af få år vil blive nye normalitet a la Tupperware, så er det måske snarere værd at spørge - ikke hvordan vi stopper den, men hvordan vi gør den sund og godartet.

For den mest problematiske del af massebevægelsen er ikke Jocelyne Wildenstein og amok-operationerne, det er ikke overgrebet på skaberværket eller de feministiske indsigelser, det mest problematiske er den måde, som bevægelsen er en del af en endnu større bevægelse - perfektionsbevægelsen. Vi vil have det bedste, ikke det næstbedste. Det klogeste, smarteste, kønneste, alle positive tillægsord i tredje bøjning, og tillægsordene i anden bøjning er i virkeligheden de første tabere. Som en skolekammerat, der er flyttet til København, fortalte den anden dag: Han og hans kone brugte uanede ressourcer på at få deres børn i den rigtige skole, den bedste skole.

»Sådan var det ikke hjemme i Skjern i 1970erne,« sagde han. »Dér kom vi bare i den nærmeste skole.«

»I samfundet i dag er vi besat af perfektion - og perfektion på alle leder,« siger professor i psykiatri, Elizabeth Midlarsky, til magasinet The Columbia Journalist. »Folk vil have de bedste skoler, det bedste tøj, og selvfølgelig vil de også have de bedste kroppe og ansigter.«

I det amerikanske ungdomsmagasin Girl's Life klagede teenagepiger for nyligt over kravet om perfektion. De følte, at de skulle være »de sødeste døtre, de bedste veninder, score topkarakterer, være gode til sport og musik, have det smarteste tøj, den bedste hud og de dyreste status-håndtasker.«

Som den 15-årige Shari sagde: »Vi piger gør altid vores bedste, og vi vil altid være de bedste...men vi føler altid, at vi kunne gøre et eller andet endnu bedre.«

Intet sted bliver kravet om perfektion udtrykt bedre end i et af de vers, som amerikanske forældre bruger til at motivere deres børn:

»Good, better, best

Never let it rest

Until your good is better

And your better best.«

Det er forældrene, der citerer verset for deres børn, og det er forældrene - den såkaldte rødvinsgenration - der skaber idealet om perfektion og ikke mindst i udseendet.

»Ingen er så intolerant over for det mindste tegn på aldring som netop rødvinsgenrationen,« siger Elizabeth Midlarsky. Generationen, der altid har fordret et rynkefrit liv, vil også i deres egen alderdom have en hud uden rynker, eller for at parafrasere en udtalelse fra Goldie Hawn i filmen »First Wives Club«: I vor tid er en ældre kvinde med rynker og plushager en usoigneret kvinde.

4.

Bare spørg Mary Tannen.

Hun er moderedaktør på New York Times og skrev for nyligt en klumme om sine egne overvejelser. Hun havde længe været en puritaner, hun mente, at skønhed kom inde fra, og at der var en egen skønhed i rynker og tegn på aldring. Én for én - som i de sidste timer på et diskotek - forsvandt hendes veninder imidlertid, de forsvandt ind i den kosmetiske bevægelse, men hun holdt stand, og hun fandt trøst i forfattere som Karen Blixen og Lillian Hellman og skuespillere som Diane Keaton og Simone Signoret og »poesien i deres udseende«.

Hun citerer ikke George Orwell, men hun kunne have gjort det. »Som 50-årig har et menneske det ansigt, som det fortjener,« sagde Orwell. Ansigtet er vores historie, og at strømline det ansigt er at strømline vores historie.

Men Mary Tannen blev mere og mere ulykkelig med sin puritanisme, hun følte sig som en smuk person, der var fanget i en slap krop og et ditto ansigt, og hun begyndte at overveje det utænkelige, og hendes klumme sluttede med, at hun besøgte to kosmetiske læger, og at hun vejede for og imod. Skal, skal-ikke.

Hendes overvejelser og hendes argumenter er typiske, og de er i virkeligheden en enestående triumf for skønhedsindustrien, som har skabt et narrativ, der hedder, at vi kun kan finde os selv - og perfektionen - på den anden side af et løft, en sugning, et snit eller en stramning. At vores sande jeg er fanget i et ydre, som ikke yder os retfærdighed, anfører Alex Kuczynski i bogen »Beauty Junkies«. Det er ikke en tilfældighed, at stort set alle deltagerne i kosmetiske TV-shows som Extreme Makeover og The Swan - efter at have fået deres operation - jublende udbryder: »Hurra, nu ligner jeg endelig mig selv.«

Umiddelbart lyder det som en slags jiuitsu, der vender op og ned på alle begreberne - det naturlige bliver unaturligt, mens det kunstige bliver ukunstigt - og hvis man føler sig så plaget af sit udseende, og man i øvrigt ikke er elefantmanden, så er det vel snarere en psykiater, der skal til og ikke en kosmetisk læge? Men selv psykiaterne køber industriens narrativ. En fremtrædende kosmetisk læge i USA, George Weston, har haft flere psykiatere som patienter, og han spurgte et par stykker af dem, hvorfor de - hvis de var utilfredse med deres udseende - ikke valgte psykoterapi frem for kirurgi.

Svaret lød: »Hvorfor bruge år på at tale om manglende selvtillid, hvis to timer på et operationsbord kan løse problemet?«

Det er hemmeligheden i plastik-kirurgi, siger George Weston til magasinet The New Atlantis: Ikke forandringerne uden på, men forandringerne inden i. Den måde, som de ændrer patienten på og giver patienten et nyt jeg, et bedre jeg. Et mere perfekt jeg.5.

De kosmetiske indgreb er i sig selv - og med få undtagelser - ikke problematiske. Hvis et kvinde vil have fjernet kragefødderne fra øjenkrogen, så må hun selv om det. Problemet opstår, når de kosmetiske indgreb bliver en del af den store perfektionsbølge. Fordi det på en og samme tid er alt for svært - og alt for nemt.

Det er for svært, fordi målet flytter sig hele tiden, og fordi det endelige mål, evigt liv eller i det mindste evig skønhed, er illusorisk. Og det er for nemt, fordi vi blot lader os opsuge af en massebevægelse. At vi uden videre køber ideen om at være et A-menneske med U-hage og C-skål.

Den amerikanske bestsellerforfatter Anna Quindlen udgav sidste år en 64-sider kort bog - »Being Perfect« - som var en personlig enetale vendt mod perfektion.

Hun havde selv på alle leder og kanter forsøgt at være perfekt, og ikke bare perfekt, men perfekt på den perfekte måde - den problemfri perfektion, der virker som om, den kommer som tryllestøv. Hun var nu blevet så gammel, at hun havde turdet give slip. »At forsøge at være perfekt kan forekomme uundgåeligt for mennesker, der er kloge, ambitiøse, interesserede i verden og ikke mindst i verdens billigelse. Men på ét niveau er det for hårdt, og på et andet niveau er det for billigt. Det kræver kun, at man læser tidsånden på det sted og i den tid, som man befinder sig i, og at man tager tidsåndens maske på.«

Hun fortsætter: »Intet vigtigt, intet meningsfuldt, intet smukt eller interessant er nogensinde blevet født af imitation. Det virkelige hårde og på samme tid fantastiske er at opgive kravet om perfektion og at begynde arbejdet med at blive sig selv. At finde fryd i den kendsgerning, at ingen er perfekte.«

6.

Øjeblikkets mest omtalte TV-serie i USA hedder »Ugly Betty«. Heltinden er alt det, som moden ikke er. Hendes hår er kikset, hun har store bøjler på tænderne, og hun går i en poncho, der er så naturlig som en polystyren-kop.

At finde sig selv, at finde fryd i den kendsgerning, at ingen er perfekte, handler ikke om at opsøge uskønheden. Det vil næsten være en menneskelig umulighed at dyrke og glædes over, at vi ikke rammer den til enhver tid herskende opfattelse af skønhed, men det handler om at sætte skønheden i perspektiv.

Betty er blevet ansat som sekretær på et modemagasin på Manhattan, og hendes kolleger skaber ikke bare skønhedsbølgen, de surfer selv allerøverst på den, men de har ikke meget at byde på ud over deres falske næser og bryster, deres nådesløse ambitioner og intriger. Og dermed bliver seerne stillet over for et valg: Hvad betyder mest? Kollegernes skønhed og fornemmelse for mode? Eller Betty, der ikke er chic, men til gengæld er kompetent og intelligent, et rigtigt menneske, 37 grader varmt og med et rigtigt liv?

Serien er det største hit blandt de nye amerikanske TV-serier, og de 16 mio. seere kommer ikke for at heppe på de falske næser. De kommer for at heppe på Betty.

Og dét er perspektivet. Vi er summen af vore enkeltdele, ydre skønhed er kun én af de mange kvaliteter, der skaber et menneske, og det står ikke skrevet noget sted, der findes ingen regler om, at skønhed er først blandt kvaliteterne, og det er på én og samme tid det bundbesværlige og det inderligt opløftende i hele diskussionen. Der kommer ingen myndighed og sætter skønheden ind i perspektiv, der kommer ingen lov om ligestilling af skønhed og andre menneskelige kvaliteter; det er en beslutning inde i os selv, det er vores svar på en række spørgsmål, der går til selve hjertet af vores eksistens:

Hvad er det, der gør mig til mig? Er det i sidste ende mit hår, min næse, mine bryster, min bagende eller mine overarme? Er jeg min ydre skønhed, eller er jeg mere end min ydre skønhed, og er jeg så meget mere, at jeg ikke har behov for at perfektionere min ydre skønhed?

Svarene vil ikke nødvendigvis lede os væk fra kosmetiske indgreb, men de vil lede os væk fra kosmetiske overgreb, og måske vil vi forstå - som en amerikansk poet sagde - at selv om vi rejser over hele verden for at finde skønhed, så vil vi aldrig finde den, hvis ikke vi på forhånd har den inde i os.

7.

Liam Cregan kunne ikke tro sine egne ører. Der var en stemme i telefonen, og stemmen hævdede, at hans kone lå i koma på et sygehus i New York.

Det kunne ikke passe. Hans kone, Kathleen, var på et to-ugers forretningsseminar i Dublin. Det havde hun selv fortalt ham, da hun tog afsted. Hun kunne ikke være i New York. En eller anden måtte have stjålet hendes pas og hendes identitet. Der var noget galt, sagde han.

Men der var ikke noget galt.

Kathleen Cregan, en mor til to drenge, var taget til New York for at få et nyt ansigt. Hun havde holdt operationen hemmelig for alle, og hun havde ikke givet hverken venner eller familiemedlemmer mulighed for at give hendes fortvivlelse en smule perspektiv. De kunne måske have gjort som skytsenglen, der i klassikeren »It's a Wonderful Life« redder en selvopgivende mand ved at vise ham summen af hans kvaliteter.

To dage senere - 17. marts 2005 - stod Liam Cregan ved siden af en hospitalsseng i New York. Lægerne slukkede for de maskiner, som holdt hans kone i live, og Kathleen Cregan døde, 42 år gammel.

I hendes rygsæk fandt de en udrevet avisartikel om en bedstemor, som efter en skønhedsoperation jublede: »Jeg har fået et helt nyt liv.«

I den perfekte verden vil verden være lidt mindre perfekt.