Walkien skratter i dørlommen: »Aaaare you ready?« Vi befinder os på Circuit of The Americas. Der hvor Hamilton, Magnussen og resten af Formel 1-feltet hvert år kæmper om trofæet i det amerikanske grandprix. Racerbanen ligger nær musikbyen Austin i cowboystaten Texas, hvor de elsker rockmusik, barbecue og skydevåben, lige så meget som de elsker en overflod af hestekræfter. Hvilket er netop hvad den nye Mercedes-AMG GT 4-dørs kan levere. Med præcis 639 hestekræfter er den nye GT 63 S 4MATIC+ den kraftigste model fra det tyske supermærke nogensinde – og lige om lidt skal vi slippe alle 639 løs. Instruktøren i den forreste bil er ingen ringere end den tyske femdobbelte DTM-mester og verdensmester i sportsvogne, Bernd Schneider – et ikon, som hang på væggen på undertegnedes drengeværelse sammen med Jan Magnussen og Michael Schumacher – og han indleder sin alternative sightseeing med at vise os, hvor vi skal bremse og styre ind. Allerede i første sving er tempoet ret kvikt, men på anden omgang tager fanden pludselig ved ham. »Follow up,« siger han i walkien – og stikker af. Og så handler det sådan set bare om at hænge på. Et dap med pedalen sender os fra sjette til andet gear, og den fireliters V8 med dobbeltturbo kvitterer med et growlende brøl, – fuldstændig som det skal i en ægte AMG. Nul til hundrede ekspederes på 3,2 sekunder, og det firedørs missil stopper ikke, før det rammer 315 kilometer i timen. Det er sådan nogle tal, som kan gøre ejeren af en Porsche 911 Turbo i dårligt humør.

Den lange, lave coupé vejer på den tunge side af to ton, men takket være de imponerende mængder af power kan den flytte sig som få andre biler med fire døre og et fornuftigt bagagerum. Hvor topmodellen har en V8 med biturbo og 639 eller 585 hestekræfter, er basismodellerne udstyret med en 6-cylindret rækkemotor med turbo samt elektrisk kompressor. Her må du nøjes med 367 eller 435 hestekræfter.
Den lange, lave coupé vejer på den tunge side af to ton, men takket være de imponerende mængder af power kan den flytte sig som få andre biler med fire døre og et fornuftigt bagagerum. Hvor topmodellen har en V8 med biturbo og 639 eller 585 hestekræfter, er basismodellerne udstyret med en 6-cylindret rækkemotor med turbo samt elektrisk kompressor. Her må du nøjes med 367 eller 435 hestekræfter. Daimler AG - Global Communicatio

Så høje hastigheder når vi dog ikke på Circuit of The Americas, men det føles alligevel forrykt, når du flyver ned ad langsiden med omkring de 250 km/t og går på bremsen, så selen strammes i en grad, at du frygter for dine ribben. Styr ind lidt langsommere, end du umiddelbart har lyst til, men hop så tilbage på gassen, og mærk hvordan de 900 Newtonmeter samarbejder med elektronikken om at forvandle al power til rå fremdrift uden slinger i valsen. Det er ikke hver dag, du får lov til at køre, som om politiet var efter dig i en bil til tre millioner kroner og en sjat. Og slet ikke på en amerikansk Formel 1-bane, der med sine mange kringlede sving og bakker er udformet som noget, du står i kø for at prøve i Tivoli.