Luften i Repræsentanternes Hus er tung af spænding.
En debattør har lige set USAs præsident sætte alle spilleregler til side.
»Hr. Underwood!,« råber han som en sidste livline. »Deres opførsel er stærkt upassende!«
Præsidenten selv i skikkelse af Kevin Spacey har ventet på præcis det øjeblik. Hans muskler slappes til et umærkeligt smil. Alt falder på plads.
»Jeg er ligeglad,« siger han så.
Femte sæson af »House of Cards« ligger klar. Tusinder af seere har tændt for Netflix og fundet deres amerikanske popcorn frem. Millioner af masochister verden over vil de næste dage udsætte sig for synet af et demokrati i frit fald.
For seriens kerneydelse har alle dage været dens ekkoer af virkelighedens verden.
Dens paralleller til virkelighedens stadig mere pinagtige præsident er blevet stadig mere pinefulde.
Dens plot lægger sig stadig mere præcist mellem analyse af verdens begrædelige tilstand og forudsigelse af kommende katastrofer.
Og sæson fem er ikke nogen undtagelse.
Den begynder uden intro og lige i halen på sæson fire. En radikaliseret amerikaner har henrettet sit gidsel for åben skærm. Landsmændene flokkes om Det Hvide Hus og kræver øjeblikkelig handling fra husets hersker.
Men præsidenten og hans hustru i skikkelse af Robin Wright er seriens svar på ægteparret Macbeth hos Shakespeare:
De to magtmennesker må bruge katastrofen til noget. At finde den unge gerningsmand ville ikke være nok i sig selv. Umennesket skal også kunne fungere som redskab til mere magt og dermed yderligere undergravning af tingenes orden.
Det Hvide Hus' første trin virker hårrejsende for enhver med erindringer om de seneste år og måneders politik:
Præsidenten har stadig bøvl med heltene fra dagbladets dygtige gravergruppe og lukker ned for sine pressebriefinger.
Han kræver også indrejseforbud for bestemte folk og mobiliserer i det hele taget landet til krig.
Og fruen bliver på et dramatisk højdepunkt overhældt med maling.
Vi kender det hele.
Hvad næste træk bliver, skal ikke afsløres her. Kun at det er overordentlig dystert og lettere makabert. Femte sæson tangerer her det eventyrligt utroværdige og skiller sig af samme grund lidt ud fra de fire første.
Og heldigvis for dét. Et simpelt aftryk er aldrig nok. Fiktion skal helst være mere spændende end virkeligheden.
Sæsonen er vel også en smule mere glat i stilen end de øvrige. Mere forståelig i vejen fra scene til scene. I sidste ende mere mainstream.
Hvilket bizart nok både gør den til bedre underholdning og knap så realistisk som nøgleskildring - forhåbentlig da.
Den har så samtidig sine forudsigelige sider.
Fascinerende karakterer som stabschefen Doug Stamper og bladmanden Tom Hammerschmidt udvikles ikke umiddelbart.
Handlingen kommer også stadig tættere på virkeligheden i hele dynamikken mellem det storpolitiske og det mikromenneskelige.
Begravelsen af det halshuggede gidsel giver for eksempel helt forkert publicity - takket være en datter, der siger sandheden.
Og uden at afsløre for meget: Terroristens meget amerikanske mor falder ikke for den korrumperede magt. Helt som Claire Underwood selv så småt viser sig som en noget metaltræt jernlady.
»Jeg skulle ikke have grædt ved begravelsen,« siger hun til sin mand.
»Det virkede da?,« siger narcissisten koldt.
»Ja - men ikke for mig,« svarer hun.