Normalt går anmodninger om interviews med instruktører og skuespillere gennem både filmdistributøren og et PR-firma, inden man måske får ja til et rundbordsinterview. Hvis vel at mærke det medie, man repræsenterer, er stort og vigtigt nok, og chaufføren i den mægtige markedsføringsmaskine kan se god timing i eksponeringen. I tilfældet Alexander Skarsgård gik det helt anderledes til, og det var noget lettere. Sådan som de ældste journalister i pressekorpset på filmfestivalen i Cannes fortæller historier om virkeligheden på festivalen i 1950erne og 1960erne. Man kunne gå ind fra gaden og få et interview med Cary Grant.

I december sidste år var jeg i Berlin for at skrive hjem om uddelingen af European Film Awards, og der fik jeg et tip fra en venlig sjæl i organisationen om, at vedkommende skulle hente Alexander Skarsgård i lufthavnen. Han var i byen blot for at overrække en pris og få en øl med vennerne. Ikke for at lave pressearbejde. Men min kontakt ville gerne spørge, om han ville give et interview til Berlingske.

I første omgang lød beskeden, at chancerne var gode. Blot skulle Alexander Skarsgård lige have en chance for at hilse på mig. Det skete kort i lobbyen, hvor Skarsgård virkede imødekommende, selv om hans kasket var trukket godt ned i panden. Men interviewet skulle laves sidst på eftermiddagen lørdag, hvor priserne skulle uddeles – mellem et cocktailparty og selve prisuddelingen, så det ville blive presset. Hvis det overhovedet blev til noget. Klokken 17 fik jeg en melding om, at jeg blot skulle gå op og banke på døren til Skarsgårds suite på det femstjernede Sofitel Kurfürstendam.

Det var en uvant situation, men sært forfriskende uden alle de mellemled, man er vant til. Jeg bankede på døren, men der kom ikke noget svar. Jeg ventede et par minutter og bankede igen. Temmeligt hårdt denne gang. »Et øjeblik,« lød det fra den anden side af døren, og to øjeblikke efter lukkede Alexander Skarsgård op. Han havde lige været i bad, og han stod med vådt hår og svensk gavflab iklædt en af hotellets badekåber.

»Kom ind,« sagde han venligt og foreslog, at vi lavede interviewet, mens han strøg den hvide skjorte, han skulle have på samme aften.

Ingen af os havde set David Yates’ »Legend of Tarzan« på det tidspunkt, men der var flere trailere i omløb, og de var flotte og truende i tonen med instruktøren af de fire sidste film i serien om Harry Potter i instruktørstolen. I filmen spiller Alexander Skarsgård over for Christoph Waltz i skurkerollen, og med i filmen er også danske Casper Crump, der spiller kaptajn.

Hvad tror du, »Legend of Tarzan« kommer til at betyde for din karriere som skuespiller?

»Da det er en film med et stort budget, så kommer den bredt ud i hele verden, hvilket er sjovt at prøve. Hvis filmen oven i købet er god, og folk kommer til at kunne lide den, og mange mennesker ser den, så kan der ske noget for mig. Men hvad, er svært at sige allerede nu. Forskellen på en lille og en stor film er ikke det blod, sved og tårer, du lægger i arbejdet, men det er publikums størrelse,« siger Alexander Skarsgård om filmen, der har et budget på omkring 180 mio. dollar.

Hvilken udgave af Tarzan får vi i den nye film?

»Vores vinkel er ret anderledes end det meste, man har set hidtil. Det gælder Edgar Rice Burroughs’ bog og for eksempel en film som »Greystoke«, der er den Tarzan-film, som jeg voksede op med. Begge handler mere om vildmanden, der skal tæmmes, så han kan leve blandt almindelige mennesker, hvilket ikke lykkes for ham. I »Legend of Tarzan« møder vi ham, da han har boet i London i ti år og er blevet en proper britisk gentleman. Han drikker the med premierministeren og går i skræddersyet tøj fra Saville Row. Tarzan tager så tilbage til junglen, hvor han kommer fra, og det er en interessant ny vinkel på en klassisk historie. Kan han finde sine mere dyriske sider og indre vildmand frem igen, når han får brug for den i junglen?« spørger Alexander Skarsgård.

Bruger Alexander Skarsgård sine dyriske sider i rollen som Tarzan, så skal hans udseende tæmmes for at overrække en pris ved European Film Awards. Telefonen i suiten ringer, og det er makeupartisten, der er på vej.

»Rollen som Tarzan var meget intensiv og fysisk krævende. Det var virkeligt hårdt, men det var også sjovt. Når du finder spændende temaer og integritet i en film, der er så stor og dyr, er det lidt som en drøm, og derfor var jeg meget motiveret. Derhjemme havde vi en bunke film med Johnny Weismüller på VHS-kassetter, så dem har jeg også set,« siger Alexander Skarsgaard og fortsætter:

»Den, der blev mest glad, da jeg fik rollen som Tarzan, var min far. Han er simpelthen kæmpestor Tarzan-fan og læste ivrigt historierne i tegneserieblade som dreng i 1950erne og 1960erne, og han havde også set Weismüller-filmene ved matinéforestillinger i biografen.«

Er dit forhold til din far, Stellan Skarsgård, blevet mere som kolleger, nu da du er blevet voksen?

»Ja, for da jeg begyndte som skuespiller, holdt jeg ham på afstand. Det var helt med vilje, for det var vigtigt for mig at finde min egen vej ind i faget. Jeg var også lidt bange for, at det hele skulle virke lidt for nepotistisk. Jeg ville gerne lave mine egne fejl, hvor jeg ikke behøvede at føle, at min far holdt mig i hånden. I dag er det anderledes. Vi taler i det hele taget meget sammen, og når vi ses i familien, taler vi meget om job, og hvad der hører med.«

Da Alexander Skarsgård var dreng, var han ofte i Danmark. For eksempel da hans far var med i filmen »Hip hip hurra«, og han tilbragte også nogle sommerferier på Møn. Som ung mand kom han til at medvirke i Lars von Triers »Melancholia«.

»»Melancholia« blev optaget i Trollhättan i Sverige, men jeg var også i sin tid med i ti sekunder i »D-dag«, som Trier lavede ved årtusindskiftet. Det var uhyre morsomt som ung skuespiller. Jeg har ganske få replikker, men det var et stort pres, fordi vi kun havde et skud i bøssen. Men det var fantastisk at arbejde med von Trier, der er en af vor tids bedste og mest interessante instruktører, og derfor var jeg meget glad, da han ringede og spurgte, om jeg ville være med. Det var sådan en situation, hvor man bare sagde ja uden at spørge til manuskriptet, min egen rolle eller noget som helst andet. Jeg ville bare gerne være med for enhver pris. Optagelserne varede to måneder, og det har været nogle af de bedste i karrieren. Oplevelsen blev jo også fantastisk, fordi det var et galleri af dygtige skuespillere, hvis mage næsten aldrig er samlet. Charlotte Rampling, Jesper Christensen, Kirsten Dunst, min far og mange flere. «

Hvorfor er det ekstraordinært spændende at arbejde med von Trier?

»Du får utroligt meget frihed som skuespiller. Von Trier stoler på skuespillerne, og han er nysgerrig efter, hvad vi byder ind med. Som instruktør møder han op med en stærk idé, men han vil også gerne overraskes. Og det er morsomt. Han ser det som noget positivt og som nyt liv til filmen, hvis der sker noget uforudset. Min første scene var med Kirsten Dunst i en limousine. Lars sagde, at vi bare skulle tale med chaufføren og se at komme i gang, og jeg spurgte, hvor der blev klippet i scenen. Han kiggede bare på mig og sagde, at det vidste han da ikke endnu.

Det var en stor befrielse i forhold til, hvordan andre instruktører laver film. Normalt er det meget mere fastlagt i for eksempel USA. Den situation satte tonen for samarbejdet. Ordren lød jo basalt set, at vi kunne gøre, hvad vi ville, og så skulle han nok finde ud af resten. Det gjaldt også de store scener med mange skuespillere. Processen var meget legende.«

Alexander Skarsgård har været med i 76 ud af 81 episoder af vampyr-TV-serien »True Blood«, der kørte fra 2008 til 2014, og der er i udpræget grad et før og efter »True Blood« i hans karriere.

Kan en skuespiller selv gøre noget for at styre karrieren i USA, hvor du har agent, manager osv. ...?

»Ja, for du kan jo selv være med til at udvikle filmprojekter. Det fungerer ikke sådan, at din agent eller manager bestemmer, hvad der er godt for karrieren. Vi har en dialog, og det endelige valg er mit. For mig er det vigtigt, at jeg føler noget for filmen, og jeg kan stå inde for den. Agenten kan godt have en interesse i at tjene penge, men de ved også godt, at de ikke kan skubbe på og forsøge at skabe en udvikling i deres forretning, uden jeg er med i det. Mange tror, at amerikanske agenter ikke respekterer, at man vil være med i en europæisk film. Det er ikke sandt. Min agent ringede mig for nylig op efter en filmfestival, hvor han havde set en svensk og en brasiliansk film og anbefalede, at jeg fik set de film for at se, om instruktørerne var noget for mig at arbejde sammen med. Jeg bliver ikke tvangsfordret, som man måske kunne tro,« siger Skarsgaard og fortsætter:

»Og så kan man selv skrive breve til de instruktører, man gerne vil arbejde med. De fleste kreative mennesker sætter pris på en personlig kontakt frem for at få en opringning fra agentbureauer.«

Hvad betyder en skuespillers ansigt for karrieren?

»Det betyder nok noget, men du må bare sørge for selv at have et afslappet forhold til den slags. Det farligste som skuespiller er at blive forfængelig. Hvis du for eksempel begynder at tro på en hype. Sidste år optrådte jeg på en liste over de mest sexede mænd i USA, men man må altså erklære sig klogere end den slags. Når du spiller en karakter, er det farligt at lade forfængeligheden gå ud over dit kreative udtryk,« siger Alexander Skarsgård, netop da det banker på døren.

Ind kommer makeupartisten med Skarsgårds assistent, der fortæller, at omkring ti piger var tæt på at fælde en tåre, fordi han ikke nåede sin reception.

»Undskyld, men jeg havde ikke noget tøj på,« siger Alexander Skarsgård, hvorpå assistenten tørt bemærker:

»Det siger jeg ikke videre, for så flipper de nok endnu mere ud.«

»Legend of Tarzan« havde danske premiere i torsdags.