Den nye gade i Kongens Have

Efter branden i København i 1795 blev byen beriget med en velhavergade, som fik navnet Kronprinsessens Gade.

Der blev skåret en god del af den daværende Kongens Have, da Kronprinsessegade i baggrunden blev til. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

I løbet af tre dage og nætter i begyndelsen af juni 1795 forsvandt en tredjedel af byens gamle kvarterer i et inferno af flammer. I mindst et halvt hundrede gader blev samtlige ejendomme lagt i aske, og efterfølgende kunne man gøre skaderne op: Mellem 10.000 og 15.000 indbyggere havde mistet hus og hjem og alt, hvad de ejede af indbo. Det var fortvivlende, men handling måtte der til. Og allerede ti dage efter, at de sidste gløder var slukket, lå der en plan klar for genopførelsen af de nedbrændte bydele. I videst muligt omfang skulle gaderne anlægges efter en lineal og skære hinanden i rette vinkler. De nye gader skulle være betydeligt bredere end de krogede stræder i den gamle middelalderby, og så skulle der anlægges åbne pladser, der i fremtiden ville virke som brandbælter og til daglig gøre nytte for den voksende torvehandel.

Det var fremsynet, men for grundejerne var situationen problematisk. Og de krævede erstatning, hvis der som en konsekvens af byplanen blev anlagt bredere gader og åbne pladser hen over deres private jordstykker. De penge måtte magistraten bringe til veje, men hvordan? Problemet var alvorligt, for det var store beløb, der skulle udredes.

Sandsynligvis var det stadskonduktør Rawert, der først fik øje på Kongens Have som nøglen til en løsning på problemet. Hen over sommeren blev der forhandlet om afståelse af en bid af haven til staden København med henblik på udstykning. Salget af nye byggegrunde i en helt ny gade ville skaffe penge, som byen kunne bruge til erstatning til de grundejere, der led overlast som følge af byplanen, og efter nogle måneder forelå der en kongelig resolution: Den del af haven, som stødte op til baghusene i Adelgade, blev på hele strækningen mellem Gothersgade og Sølvgade i et næsten 60 meter bredt bælte overdraget til byen. Det var en storslået gestus af kronprinsen, der traf den slags beslutninger for sin far, men for slotsgartneren var det et hårdt slag: Dels ville det gå ud over leverancerne af stikkelsbær og ribs til det kongelige køkken for slet ikke at tale om asparges, dels ville han pludselig miste græsningsareal til sine køer. Men der var intet at gøre. Sagen måtte gå sin gang.

En ny gade blev projekteret gennem den kongelige køkkenhave, men det tog sin tid, før der kom gang i salget af byggegrunde. I august 1800 blev der afholdt auktion over de grunde, som lå nærmest Gothersgade, og som man antog ville opnå de højeste bud. Hjørnegrunden blev erhvervet af rigmanden, skibsbygmester Lars Larsen, og så fulgte andre købere trop lidt efter lidt. Alle var kendte og velanskrevne borgere med penge på kistebunden: fabrikanter og grosserere, tømrer- og murermestre, en brændevinsbrænder og en porcelænshandler. I takt med at man nærmede sig Sølvgade, faldt prisen på jord, og således opstod der allerede fra begyndelsen et synligt socialt skel i den nye gade: den fine ende med de fornemmeste ejendomme på strækningen mellem Dronningens Tværgade og Gothersgade og et mindre eksklusivt miljø hen mod Sølvgade.

I løbet af det første tiår af 1800-tallet blev arbejdet tilendebragt. Om gadens bredde og om fortovenes ditto havde der været en del uenighed, og beboernes klager over den langsommelige brolægning havde været uden synlig effekt i årevis, men som tiden gik, var resultatet ikke til at tage fejl af: Kongens Have var ganske vist blevet kraftigt beskåret, men det kunne de promenerende i haven godt leve med. Tidligere havde udsigten fra spadserestierne til baghusene i Adelgade været af en sådan karakter, at man i forbindelse med Peter den Stores besøg i 1716 havde været nødt til at opføre kulisser med landskaber for at skåne zaren for et ubehageligt skue, men nu stod der en harmonisk husrække med herskabslejligheder i tidens nyklassicistiske stil. En fryd for øjet, og i stedet for et frønnet plankeværk blev haven nu omsluttet af et smukt gitterværk i jern og en snes små pavilloner, der kunne holde hegnet på plads og samtidig skaffe lejeindtægter til den kongelige kasse, når de blev indrettet til butikker.

Som et resultat af den kongelige gave til byen lige efter branden var København således blevet beriget med en velhavergade, og alle kunne blive enige om, at den måtte have et passende navn. Dannerkronensgade forslog nogle, andre mente, at Gavegade ville passe bedre og andre igen Havegade. I forvejen havde man Adelgade og Borgergade, og så foreslog nogen Bondegade. Men alle forslag blev afvist, og i 1804 blev det ved kongelig resolution slået fast, at navnet skulle være Kronprinsessens Gade med reference til Marie Sophie Frederikke. Også det bestemte kronprinsen, som havde sin egen gade i den gamle del af byen. Og derved blev det.