Den naturlige orden

De såkaldte fysiokrater ville forene politisk ufrihed og økonomisk frihed, men det er endnu ikke lykkedes for nogen. Hovedværk fra 1700-tallet genudgivet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den franske filosof Michel Serres har igennem flere år redigeret en serie bestående af væsentlige, men længe uopdrivelige franske filosofibøger, som havde betydning for deres tid. Værkerne genoptrykkes, som de først kom, og der er ingen noter. Man får simpelthen teksten, som datidens læsere fik den.

I denne serie finder man f.eks. Condillac, Condorcet, Comte, Descartes, Helvétius, d`Holbach, Proudhon, Taine, mens man leder forgæves efter Voltaires og Rousseaus hovedværker, fordi disse hyppigt genoptrykkes.

Den seneste udgivelse er Lemercier de la Rivière's »l`Ordre naturel et essentiel des sociétés politiques« fra 1767, som ikke har været genoptrykt siden 1910.

I denne bog om samfundets »naturlige orden« opstillede den da 47-årige Lemercier de la Rivière fysiokratiens principper. Det var den økonomiske lære, som vandt indpas i årene inden Den Franske Revolution, og som baserer samfundets rigdom på landbruget.

Politisk vil den forene absolut kongemagt med retssamfundet, meningsfriheden og den fulde økonomiske frihed, og den fastslår, at ejendomsretten er grundlaget for den sociale orden. Den økonomiske frihed vil gøre samfundet rigere og menneskene lykkeligere, mente fysiokraterne, fordi den gør det muligt for enhver at forfølge sin egeninteresse og udfolde sin virkelyst, hvorved samfundet automatisk bliver rigere. Der opstår en harmoni i samfundet, som skabt af en velgørende guddom, »der vil, at Jorden befolkes af lykkelige mennesker«, slutter Lemercier sit værk, som er fysiokratismens hovedværk.

Lemercier er antidemokratisk og imod tidens lighedsdoktriner, som han mener strider mod den menneskelige natur.

Han ville forene politisk ufrihed med økonomisk frihed, men fysiokraterne formåede ikke at dæmme op for revolutionen, thi økonomisk frihed fører altid den politiske med sig. I dag forsøger Kina, som tidligere Pinochets Chile, at gennemføre de la Rivières balancegang, som ingen altså endnu har haft held til.

Med sine teorier om den fri verdenshandel, den fri konkurrence, som skaber de rette priser og dermed forøger samfundets rigdom, er Lemercier i overensstemmelse med sine samtidige skotter, David Hume og Adam Smith.

Men med sin politiske absolutisme, der benævnes »det legale despoti«, kom han til at danne bagtroppen i den politiske udvikling, selv om han blev deputeret under Den Franske Revolution og således blev valgt af det system, han ikke mente kunne fungere. Og som kappede hovedet af den konge, han mente skulle have den absolutte magt.

Lemercier døde i 1794 og nåede ikke at se, et nyt »legalt despoti« knæsætte sig med Napoléon. Men dennes erobringsiver havde sikkert budt ham imod, fordi han forudså og anbefalede en frivillig, europæisk konføderation bestående af alle Europas nationer.

For de mange, der interesserer sig for oplysningstiden, er udgivelsen af Lemercier de la Rivières »Den naturlige og essentielle orden« et værdifuldt og nødvendigt supplement.