Den menneskelige kommunist

Alexander Dubcek, der ledte forsøget på at indføre en menneskelig socialisme i Tjekkoslovakiet, er en af de mest omstridte ledere i Østeuropa i anden halvdel af det 20. århundrede.

Alexander Dubcek 1990. Tjekkoslovakiet var igen demokratisk. To år senere døde han ved en trafikulykke. Fold sammen
Læs mere

For nogle er han en frihedshelt, for andre en naiv kommunist, der troede, at han kunne sætte sig op mod Sovjetunionen uden tragiske konsekvenser. Såvel ortodokse partisoldater som medkæmpere ved det såkaldte Forår i Prag 1968 betragter ham som en forræder, fordi han først ville demokratisere landet og siden trak reformerne tilbage.

Dubcek (1921-1992) var livet igennem præget af tvivl. Født ind i en slovakisk kommunistfamilie tilbragte han det meste af sin ungdom i Sovjetunionen. Under Anden Verdenskrig deltog han, nu selv kommunist, i den slovakiske modstandsbevægelse. Efter 1945 arbejdede han sig op i partiet. Han accepterede det kommunistiske kup i Prag 1948, hvor udenrigsministeren, Jan Masaryk, på mystisk vis faldt ud ad vinduet på herretoilettet i sit ministerium og dræbtes på stenbroen nedenfor. Han overlevede de stalinistiske udrensninger. Han affandt sig ligeledes med den sovjetiske invasion af Ungarn 1956, men den overbeviste ham formentlig om, at reformer i et kommunistisk system må komme fra partiet selv – at det ikke kan tillades, at andre får ideen. Forsøget i Tjekkoslovakiet 1968 havde derfor intet at gøre med parlamentarisk demokrati. Kommunistpartiets overskyggende rolle skulle bevares om end blødgøres – en slags oplyst enevælde. Han blev således den sidste, der af et ærligt hjerte prøvede at gøre kommunismen appetitlig i Centraleuropa.

Problemet for fyrre år siden var ikke blot brutaliteten fra Sovjetunionen og dens statholdere i bl.a. DDR, Polen og Bulgarien, der deltog i invasionen, men Dubceks eget vægelsind. I de bevægede dage i foråret og sommeren 1968 svingede han snart mod den ene, snart mod den anden side. Ikke desto mindre afskaffede han censuren og tillod politiske diskussioner, som tidligere havde været bandlyst.

Berlingske Tidende mødte Dubcek 1992 i Bratislava, hvor han søgte at afværge opsplitningen af Tjekkoslovakiet. Dubcek var engageret og flyvsk som altid. »Det er for sent at græde over spildt mælk,« sagde han om den mislykkede revolution 24 år tidligere. Da var han blevet formand for det føderale parlament i Prag, skønt han havde drømt om at blive landets præsident. Posten som statschef var overtaget af Vaclav Havel.

Petr Uhl, der kendte ham godt, beskriver ham som »en venlig, men temmelig rådvild mand. Han var flink, hjertelig og god, og han ville aldrig gøre noget, som foruroligede nogen – omtrent som Havel. Undertiden manglede han logikken. Han var meget følelsesbetonet. Han var ikke et ondt menneske.«

Dubcek døde ved en færdselsulykke. Tragedien forhindrede, at han oplevede et nyt nederlag – delingen af Tjekkoslovakiet 1. januar 1993. Den blev gennemført uden en folkeafstemning i hverken Bratislava eller Prag.