Den kyniske kunst at forføre kvinder

»Roger Dodger« er en skarp og intelligent film om en smart skørtejæger og hans uskyldige nevø

Roger Swanson ryger cigaretter, og eftersom filmen »Roger Dodger« er amerikansk, signalerer smøgerne fra første scene, at han er en upålidelig type med en problematisk karakter.

Ganske rigtigt. Roger arbejder på et reklamebureau i New York og er en ivrig skørtejæger, idet han bruger sin massive selvsikkerhed og sit velsmurte snakketøj som midler til forførelse. Ubetinget succesrig er han dog ikke som moderne Casanova, for hans ego er lidt for stort og hans strategi lovlig demonstrativ, og bag hans glatte facade og smarte bravader aner man en rungende tomhed.

Roger ligner et amalgam af personer hentet hos Woody Allen og Bret Easton Ellis, og han vokser yderligere i egen agtelse, da hans 16-årige nevø Nick ankommer fra Ohio og gerne vil lære noget om, hvordan man gebærder sig over for kvinder. Gennem en hidsig nat tager Roger den uerfarne teenager med på scoreturné gennem New York. Men uden at røbe for meget kan man dog afsløre, at missionen forløber ikke helt efter hensigten, og at det ikke lykkes for den beregnende kynisme at korrumpere den oprigtige uskyld.

Titlen refererer uden tvivl til den listige lille lommetyv The Artful Dodger, der hos Charles Dickens skal lære Oliver Twist at stjæle, og »Roger Dodger« er da også en moralsk sædeskildring med en både fascinerende og frastødende hovedperson, som Campbell Scott - søn af afdøde George C. Scott - spiller med intelligent intensitet. Den ordrige dialog er begavet skrevet af den debuterende instruktør Dylan Kidd, som med et årvågent og nærgående håndholdt kamera tager os med gennem Manhattans sydende natteliv, hvor begærets dunkle mål ulmer under enhver samtale.

Jesse Eisenberg er passende upoleret og uspoleret som den jomfruelige Nick, der forekommer kvinderne at være mere kær end den kalkulerende Roger, og som en af disse kvinder er Jennifer Beals blevet langt mere attraktiv end dengang, da hun for 20 år siden debuterede i Adrian Lynes »Flashdance«, mens Elizabeth Berkley har en væsentlig bedre rolle end i Paul Verhoevens pinlige »Showgirls«.

Endda får hun denne gang lov til at beholde tøjet på, for Selv om personerne er stærkt optaget af sex, er »Roger Dodger« ingen sexfilm. Den er derimod en både skarp, humoristisk og pinefuld udlevering af en mand, der inderst inde foragter de kvinder, som han jager som trofæer, og som derfor er dømt til at tabe i det erotiske spil. Roger, over and out.

Længde: En time og 44 minutter. Censur: Ikke oplyst.