»Den hvide mands æra er slut«

Donald Trump har politisk medvind, fordi hvide mænd er begyndt at se sig selv som ofre. Det mener den amerikanske forfatter, mandeforsker og feminist Michael Kimmel, der netop har besøgt Danmark.

»De ser sig selv som ofre, og deres logik er enkel: Engang havde vi noget, det er blevet taget fra os; vi må kræve det tilbage,« siger forfatteren Michael Kimmel om Donald Trumps kernevælgere - de vrede, hvide mænd. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere

Den amerikanske forfatter og sociologiprofessor Michael Kimmel er overhovedet ikke i tvivl: USAs næste præsident hedder Hillary Clinton. Og det passer ham godt.

»Det vil have en stor symbolsk værdi, at vi endelig får en kvinde som præsident. Det vil også have en praktisk værdi på grund af den store forskel på Donald Trumps og Hillary Clintons syn på ligestilling. Deres kamp om præsidentposten er et symbol på kampen mellem fortiden og fremtiden,« siger Michael Kimmel, da han sidder i Den Sorte Diamant under et besøg i København.

Få sekunder melder tvivlen sig alligevel.

»Men hvis der sker et terrorangreb lige inden valget ... så ved man aldrig ...«

Michael Kimmel er en af verdens førende mande- og maskulinitetsforskere. Han er erklæret feminist, stifter af og redaktør for det videnskabelige tidsskrift »Men and Masculinities« samt forfatter til en række bøger som »Guyland«, »Manhood in America« og senest bestselleren »Angry White Men – American Masculinity at the End of an Era«, der beskriver den gruppe af mænd, som ifølge Michael Kimmel er årsag til, at Donald Trump er endt som præsidentkandidat.

»Jeg skrev bogen, før Donald Trump trådte frem på den politiske arena, og det er jeg glad for – ellers ville andre være kommet mig i forkøbet. Den handler om en gruppe af mænd, der repræsenterer fortiden. De har mistet den særstatus, som de havde tidligere, fordi de er hvide og mænd. De tilhører typisk arbejder- og middelklassen, og de kan ikke acceptere, at den hvide mands æra er slut. De er vrede og føler, at de er blevet frataget noget. De føler ikke, at de får det, som de selv synes, at de har fortjent. De ser sig selv som ofre, og deres logik er enkel: Engang havde vi noget, det er blevet taget fra os; vi må kræve det tilbage,« fortæller Michael Kimmel med henvisning til, at Donald Trumps støtter angler efter en fortid, hvor den hvide mand per automatik var i højstatus.

»De troede, at de var selvskrevne til at få gode job, så de kunne købe et hus og forsørge en familie, for det er sådan, mænd gennem generationer har defineret maskulinitet. De deler verden op i os og dem. »Os« er hvide mænd, og »dem« er alle de andre: Kvinder og farvede mennesker. De siger, at de vil have deres land tilbage. Men hvem har sagt, at det er deres land? Hvordan har de fået den idé? Den eneste befolkningsgruppe, der kan sige det med en vis rimelighed, er Amerikas oprindelige folk. Donald Trump har succes, fordi han sætter ord på deres frustration. Han taler nedladende om farvede mennesker, og han omtaler kvinder på en måde, som mange mænd ville føle skyld over – selv hvis det foregik i et omklædningsrum,« konstaterer Michael Kimmel.

Han tager sin telefon frem og viser en mail fra en mand, der er er faldet over »Angry White Men« på Amazon. Ordlyden gør det helt tydeligt, at manden på ingen måde er tilfreds med bogens budskab. »Looks like you were premature in writing off white men, bitch! Looks like we might be making a comeback!« lyder det i den vrede mail.

Men på trods af Donald Trumps sejre i kapløbet mod præsidentposten mener Michael Kimmel, at det er helt utænkeligt, at Trump skulle ende i Det Hvide Hus.

»Det kommer ikke til at ske. Man kan ikke skrue tiden tilbage. Kvinder kommer næppe til at sige: Det er bedst, hvis mændene bestemmer mest og har højest status, for jeg elsker at være et sexobjekt og er ligeglad med mine karrieremæssige ambitioner. Og farvede mennesker kommer nok heller til at drømme sig tilbage til en tid, hvor de var andenrangsborgere. Vi befinder os i en ny tid på vej mod ligestilling på flere forskellige fronter,« siger Michael Kimmel.

At vejen ikke er uden bump, og at en bevægelse udløser en modbevægelse, så Michael Kimmel, da Barack Obama blev valgt som præsident.

»Det er virkelig trist, men Obamas valg udløste en bølge af racisme. Vreden mod farvede mennesker er vokset markant i USA. Lige efter Obama blev valgt, løb alle rundt i en lykkerus og erklærede, at USA nu var »post-racial« (ude af tiden med racisme, red.), men i løbet af få måneder oplevede vi en eksplosiv stigning i antallet af racistiske udfald og forfald til den logik, hvor man deler verden op i dem og os,« siger Michael Kimmel.

Feminisme er simpelt

Michael Kimmel er 65 år og dermed med egne ord selv rundet af den hvide mands æra. En af hans gennemgående hovedpointer er, at privilegier er usynlige for dem, der har dem. Det oplever han også selv som hvid mand. Som studerende kunne han for eksempel ikke se problemet i, at hans kæreste fungerede som hans assistent og eksempelvis renskrev hans tekster. Det var helt naturligt for ham, indtil hun gjorde ham opmærksom på, at der var noget galt med balancen i deres forhold.

»Min første tanke var, at hun havde ret. Min anden tanke var: Hvorfor har jeg ikke tænkt over det før? Det fik mig til at begynde at interessere mig for køn og blive feminist. Det krævede noget refleksion, for når vi vokser op med manglende lighed og ligestilling, så bliver det naturligt for os, at tingene er som de er,« siger Michael Kimmel.

Han mener, at feminisme ikke er en særligt kompliceret størrelse.

»At være feminist er en meget enkel ting. Det har ikke noget at gøre med at hade mænd, være lesbisk eller ønske kvindeligt overherredømme. Det kræver kun, at man kigger på verden og foretager en enkelt observation og på basis af den observation indtager en moralsk position. Observationen er, at mænd og kvinder er ikke lige. Og den moralske position er, at det skal de være. Punktum. Og ligestilling er ikke kun moralsk rigtig og fair – det er også klogt. Undersøgelser viser, at det er godt for virksomheders bundlinje, og det er godt for mænd. Mænd siger i undersøgelser, at de gerne vil være gode fædre og have gode og ligeværdige forhold til kvinderne i deres liv. Det kræver ligestilling mellem kønnene,« siger Michael Kimmel, som mener, at vi er kommet et langt stykke i den vestlige verden.

»Tag et land som Danmark. Jeg ved godt, at danske mænd ikke er tilbøjelige til at udråbe sig selv til at være feminister, som det er tilfældet i Sverige. Men det er lige meget. For danske mænd i den nye generation, som er småbørnsforældre nu, lever i høj grad ligestillede liv. Deres bedstefædre ville ikke kunne genkende deres liv som mænd, og den udvikling vil fortsætte, selv om der sikkert også er hvide, vrede mænd her,« gætter Michael Kimmel.

I sin forskning kan han se tydelige tegn på, at en ny manderolle vinder frem:

»I vores nære fortid har der været overensstemmelse mellem mænds forestillinger om maskulinitet og det liv, de levede. Maskulinitet har været forbundet med at være stærk, kunne forsørge en familie, være konkurrenceorienteret, skjule følelser og svage sider, og at rigtige mænd ikke græder. Men i takt med samfundsudviklingen er der gradvist opstået en kløft mellem forestillingerne om maskulinitet og mænds hverdagsoplevelser. Kløften er nu blevet så stor, at mænds opfattelse af maskulinitet er under forandring, og i løbet af de sidste fem år er vi begyndt at se, at de mener, at maskulinitet også er at være omsorgsfuld over for familien og være en god samtalepartner. De vrede, hvide mænds opfattelse af maskulinitet er under pres, og der er ingen tvivl om, at deres æra er slut, selv om der endnu er et stykke vej.«