Den herlige håndskrift

Foto: Iris/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da jeg var dreng, skiftede jeg hele tiden håndskrift.

En grafolog ville jo nok have anet den samme venstrehånd bag samtlige typer. Men jeg fandt selv min leg med identiteter fascinerende og kunne sagtens være bankdirektør om morgenen og kunstner om aftenen.

Vi lærte jo også håndskrift fra bunden dengang. Børn i dag skriver stil på computer og sender resultatet på en mail til læreren. En anden måtte sidde oppe til sent og skrive blyantskladderne rent med kuglepen på linjeret papir.

Computeren har så fundet vej til mig siden. Min kreativitet har for længst giftet sig med den moderne maskine.

Jeg er vild med dens muligheder og kan slet ikke undvære den længere: Muligheden for at rette, flytte rundt på ordene og arbejde med sætningernes indbyrdes længde. Muligheden for at arbejde med sproget til det sidste og ikke lægge sig fast på et resultat før to minutter over deadline.

Men jeg holder min håndskrift ved lige – om end den desværre bliver stadigt mere ulæselig.

Jeg arbejder som bekendt meget med musikanmeldelser. Blok og blyant har altid været to af jobbets vigtigste redskaber.

Hvilke ord står på blokken? Nogle af dem er simple iagttagelser, der skal huskes til redaktionen dagen efter. »Flot«, »for hurtigt«, »fagot glemte indsats« og den slags.

Men de vigtigste er nok færdige sætninger med den helt rigtige rim og rytme. Hvis en sætning skal være skarp og måske endda klinge pænt, må min venstrehånd i sving. Når jeg arbejder på computer, skriver jeg mest med hjernen. Når jeg tager min blyant, skriver jeg mest med hjertet.

Fænomenet er ikke desto mindre på vej ud, siges det. Håndskriften risikerer en død på linje med fænomener som præsens participium og personnavne i kursiv.

Enkelte i min omgangskreds kan ikke længere forfatte en elementær indkøbsliste. Nogle sender en SMS til sig selv i stedet for.

Okay. Ikke alle undersøgelser bekræfter mine erfaringer fra operahus og koncertsal: At når man skriver i hånden, trækker man på væsentligt flere sider af sig selv.

Studerende kan til gengæld have stor glæde af den hæderkronede disciplin. Ikke så få har deres bærbare med i auditoriet og skriver noter ind på den. Men noget tyder på, den vigtige viden hænger dårligere fast i deres hoveder bagefter. At lytte med en blyant i næven kan være den direkte vej fra hørelse til hukommelse.

Alle ord, samtlige sætninger, hver eneste bog frem til Gutenberg blev skrevet i hånden. Hele vores kultur og historie er skrevet med en hånd ad gangen.

Vil den nymodens inddragelse af fingerspidserne på begge hænder forandre noget? Man må så håbe, det bliver til en endnu bedre verden.

Jeg satser foreløbig selv på bogstavernes sanselige bugtninger på blokken og nyder hvert sekund.