"220 procent," skrev en kendt musiker på Facebook bagefter.

Sir Simon Rattle havde lige optrådt i DR Koncerthuset, havde modtaget Léonie Sonnings Musikpris, havde dirigeret Det Kongelige Teaters orkester som tak.

Tallet var ment som en karakter. Den britiske dirigent fik orkestret til at spille 220 procent over daglig vande, mente det glade medlem selv.

Og det er overraskende præcist. Berlinerfilharmonikernes chef gør først sine musikere dobbelt så gode og giver dem så et ekstra gear. Ingen har vel hørt hundredtallet af teatervirtuoser spille så fantastisk før.

Gennemført genialt

Hans metode er på én gang enkel og alt for sjælden: Rattle dunker ikke musikerne i hovedet med sin dirigentstok. Denne vidunderligt venlige stjerne løfter og bærer til sidste takt. Han signalerer "Jeg skal nok være der for jer!"

Han får kort sagt det bedste frem i folk. Både i publikum med de stående ovationer og i musikerne med de to timers noder for sig.

Den sidste symfoni fra 1924 af finske Sibelius bliver meget mere end birketræer og grønne bakker i hans hænder. Den bliver også spekulativ, brydsom, næsten tragisk.

Gennemført genialt. Aftnens travle orkester klinger lysår større end sædvanligt, men ikke et sekund for bredt.

Og danske Abrahamsens stykke bliver lige det modsatte: Et frosset øjeblik af stille skønhed. Et kunstværk af krystal. Forrygende forløst af to heltinder på klaver og soloviolin - man kunne tabe hjertet til de piger, hvis det ikke var gået i stå.

Festens hovedperson er hjerteligheden selv. At han også kan være eklektisk og savne lidt kant, tager man bare med sådan en aften.

Udvikler kluntethed

For det glatte har også en nyttig side og bliver til guld i festens sidste værk:

Carl Nielsens fjerde symfoni. En turbulent halv time fra begyndelsen af Første Verdenskrig. En teknisk tour de force med mange trængsler og to sæt vrede pauker i hver sin skyttegrav.

I nogles øren et lidt kluntet værk. Somme mener, den danske sangskriver ikke var for god til det med orkester. At han ikke rigtig kendte sine instrumenter og lossede toner på med skovl.

Symfonien bliver det modsatte med Sir Simon Rattle på podiet. Briten glatter måske nok de store steder lidt ud, men glider lige så let hen over de knap så store - lidt efter devisen: Hvad man ikke hører, har man ikke ondt af.

Musikken hylles kort sagt ind i en stærkt formildende atmosfære. Det bliver en musik, hvor få har for meget og færre for lidt.

Og det er måske derfor, den aldrig har virket så gribende før. Så storslået i sin fortælling om liv og død. Så teknisk helstøbt.

Donerede prisen til ungt talent

Sir Simon Rattle modtog sin pris, donerede som ventet de 600.000 kr. til skolingen af en ung kollega og fik samtidig sendt sjove stikpiller efter forgængeren Herbert von Karajan - som kun en britisk humorist og fascistforagter kan gøre det.

Vi har alle brug for milde øjne af og til. Berlinerchefens blik vil hvile over os lang tid fremover. Han rejste hjem efter knap en uge, men lod sin inspiration blive tilbage.

Hvem: Det Kongelige Kapel og Sir Simon Rattle samt Tanja Zapolski på klaver og Carolin Widmann på violin
Hvad: Sibelius' 7. symfoni, Abrahamsens dobbeltkoncert og C. Nielsens 4. symfoni samt ekstranummer af Dvorák
Hvor: DR Koncerthuset, lørdag aften