Første Verdenskrig ændrede Europa, styrtede kejsere, skabte nye lande og et hævngerrigt Tyskland. Men det er altid vestfronten, vi hører om, og ikke Østfronten. Nu kommer bogen om krigen østpå og om de sønderjydske soldater, der kæmpede i krigen og fortalte om den 100 år efter, at freden blev sluttet.
Sønderjyden Jens Møller, der kæmpede i den tyske hær under Første Verdenskrig, skrev i sin dagbog 18. marts 1916: »Det er helt forfærdeligt, som kanonerne går derude i dag, i ét væk hele tiden, så der må være noget nyt derude ved fronten.«
Det var starten på den russiske offensiv, Jens Møller hørte. Det var på østfronten.
Sønderjyder kæmpede også på vestfronten, men østfronten var ikke mindre blodig og traumatiserende for en hel generation. Alligevel blev den ikke i eftertiden omtalt på samme måde som vestfronten, og måske var det, fordi lidelserne i øst virkede så fjerne. I Europa kom der stor litteratur ud af rædslerne i vest, for eksempel Eric Maria Remarques roman »Intet nyt fra vestfronten«, der var en pacifistisk skildring, som i årtier skulle læses af alle danske gymnasieelever.
Den tyske forfatter Ernst Jünger skrev mindre pacifistisk om krigen på vestfronten i romanen »Stålstormen«, som absolut ikke var pligtlæsning i skolerne, og senest har danske Erling Jepsen udgivet romanen "Erna i krig" om sønderjyderne på vestfronten, hvor hans ene bedstefar var med, mens en anden bedstefar var på østfronten og blev taget som krigsfange af russerne.
Ingen af dem skrev om krigen på østfronten, men nu foreligger der en lærd, detaljeret og forrygende bog om den del af krigen og om de sønderjyske soldaters skildring af den i breve hjem til familien. Bag bogen, "Fra verdenskrig til borgerkrig. Østfronten 1914-1924 set med danske øjne,« står de tre erfarne krigshistorikere Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og Niels Bo Poulsen.
Mange folkeslag var involveret i krigshandlingerne mellem det tyske kejserdømme, det østrig-ungarske kejserdømme og zarens Rusland. Et kludetæppe af nationer og befolkningsgrupper var indblandet I de mange slag, og man regner med, at ca. 35.000 sønderjyder deltog i den tyske hær, og at 10.000-12.000 af dem blev sendt til østfronten.
Krigshandlingerne blev drevet frem af krigeriske generaler, blåøjede politikere, nationalistiske befolkninger og en naiv tro på, at krigen ville være let og hurtigt afsluttet. Det startede med det skrøbelige Østrig-Ungarn, der bestod af et væld af etniske grupper, satsede på hurtigt at slå serberne, men det gik slet ikke, som generalerne og kejseren havde håbet på, fordi den østrig-ungarske hær var dårligt motivet og slet udrustet. Bedre stod det til hos alliancepartneren Tyskland, som havde en stor og effektiv hær. Modstanderen, Rusland, var præget af intriger, forældede krigsstrategier og dårlige generaler.
Det første store slag på østfronten stod i Østpreussen, hvor russiske tropper optimistisk var rykket frem til den tysk-russiske grænse. Det er den aktuelle bogs store kvalitet, at de fleste af disse og andre begivenheder bliver beskrevet af danskere, der deltog i slagene og beskrev disse og andre forhold i breve hjem til familier og kærester og i senere erindringer. Sønderjyden Hemming Skov deltog i de første slag og skrev i sine erindringer: "De fleste af ens bedste kammerater fra to år i kasernen fandt døden den dag. Vor komp. blev på denne ene dag halveret fra 250 mand ned til 130 mand."
Den russiske hær rykkede ind i vest og faldt i en tysk fælde, hvorpå den russiske general Samsonov skød sig. Slagene fik navn efter lokaliteten Tannenberg og blev en del af den tyske og senere nazistiske mytologi, og generalerne Ludendorff og Hindenburg skulle på baggrund af slaget få en heltestatus, som for Hindenburgs vedkommende bragte ham frem til præsidentposten. Som præsident kunne han i 1933 give magten til Adolf Hitler.
Vi springer lidt i tiden her, fordi Første Verdenskrigs hændelser var afgørende for Europas skæbne og slagene på østfronten ikke var mindre vigtige end dem på vestfronten. Mens krigen mod Serbien trak blodigt ud, udviklede kampe i Galicja ved Østrig-Ungarns østgrænse sig ikke bedre. Her stod de østrig-ungarske soldater snart over for lokale og russiske tropper, hvilket efter blodige slag resulterede i østrig-ungarsk tilbagetrækning. Dernæst begyndte intense kampe i det russiske Polen, som zaren tidligere havde erobret. Sønderjyden Heinrich Jepsen skrev: "Nu tog vi en by, men måtte den 13. tilbage igen og tabte flere. Om aftenen gik det atter frem, nu gravede vi os ned i jorden, hvor vi satte os fast. Den 15. om eftermiddagen blev vi omgået og måtte ud på fri mark. Her tabte vi en af vore landmænd Callø, som døde i mine arme."
I begyndelsen af 1915 stod det klart, at der ikke ville komme nogen hurtige sejre, som man havde håbet. Ingen var forberedte på, at at det trak ud, og ofrene blev større og større. Nye slag udviklede sig i bjergområdet Karpaterne, og de store tab skyldtes både kugler og forfrysninger. De russiske tropper i Østpreussen var plaget af manglende mad og udrustning og sønderjyden Iver Henningsen fra Haderslev noterede i sin dagbog: »I en stor bygning var hele kælderen fyldt med fangne russere. Det var her vi første gang fik krigens rædsel at se. Sultne og trætte fik vi vort første måltid siden middagen igår. Brødet var frossent, så når vi med sidegeværet slog det itu, sprang det som glas."
De tyske tropper rykkede frem og de russiske tibage, men det skete under blodige slag og mange soldater døde. De russiske tropper i det russiske Polen blev trængt i defensiven og mængder af sodater taget til fange. Russerne trak sig nu ud af russisk Polen og østrig-ungarske tropper fik omsider has på serberne, så det i løbet af 1915 så mere lyst ud for Tyskland og Østrig-Ungarn. Troede de.
En vigtig del af den ny bog handler om civilbefolkningen og krigsfanger. Det gik nemlig hårdt ud over befolkningsgrupper i de berørte områder, og de sønderjyske soldaterbreve fortæller om overgreb og mord. Fordi Østrig-Ungarn var et multietnisk samfund med en skrøbelig centralregering, udviklede der sig en fjendtlighed mod etniske nationaliteter, som man mistænkte for at fraternisere med fjenden eller for at have fjendtlige følelser over for kejserdømmet. Således blev serbisksindene deporteret fra Bosnien og Kroatien, og det blev kun værre, da de østrig-ungarske styrker led nederlag i Serbien.
Deportationer af etniske grupper i kejserdømmet fortsatte gennem hele krigen, og forfatterne til bogen mener, at soldaterne fra Østrig-Ungarn var de værste, når det gjaldt krigsforbrydelser. Den nazistiske racehad var endnu ikke født, men grov racisme og fremmedhad trivedes i bedste velgående. Man nedbrændte gerne landsbyer, skød krigsfanger og voldtog kvinder. Sønderjyden Iver Henningsen skrev i februar 1915 følgende ved den tysk-russiske grænse: "Alt på tysk grund er fuldstændigt afbrændt og udplyndret. Smukke byer med elektriske strassenbaner, store hoteller, varehuse, kirker er en stor grushob."
Store grupper flygtninge søgte til vejene for at komme væk. Det var den rene elendighed, og sønderjyderne så til og skrev om det hjem. Hvis man skal tro brevene, er der ikke noget, der tyder på, at sønderjyske soldater deltog i krigsforbrydelser. At opgøre, hvor mange der døde som konsekvens af krigsforbrydelser mod civilbefolkningen, er svært at gøre op, men forfatterne mener, at antallet af ofre for østrig-ungarske forbrydelser alene i Galicja løb op i 60.000 personer.
Der blev taget millioner af krigsfanger, og Danmark involverede sig i krigsfangehjælp for at styrke landets neutralitet. Man byggede de træbarakker, der endnu står i Hald i Jylland og i Horserød i Nordsjælland, så de kunne huse syge krigsfanger. Det var farligt at overgive sig, og mange fanger blev skud,t inden de nåede i sikkerhed i fangelejre. Alene i Rusland sad der sandsynligvis mellem 2-2,4 millioner krigsfanger - herunder Erling Jepsens bedstefar. Vi ved ikke, hvor mange sønderjyder der blev krigsfanger, men blandt de senere kendte var den senere danske nazileder Frits Clausen.
Soldaternes breve hjem er også et stykke kulturhistorie, hvor der berettes om de fremmedartet mennesker, som soldaterne stødte ind i. Særlig opmærksomhed rettede de imod de jødiske landbyer, hvor de kunne tale med indbyggerne, fordi jøderne talte jiddisch, der kunne forstås af tysktalende. Ofte var danskerne fulde af fordomme om disse fattige jøder. En sønderjysk soldat skrev hjem: "I byerne er det mest jøderne, der dominerer. Dem kender jeg kun her som et snavset pengegrisk folk." Disse jødiske miljøer skulle 25 år senere blive udryddet af nazisterne.
Forbløffende nok lykkedes det i løbet af 1916 russerne at stable en rimelig vellykket offensiv på benene, Det var den offensiv, som Jens Møller hørte, da russiske kanoner tordnede i marts 1916. Over en bred frontlinje med indsats af millioner af mænd lykkedes det russiske tropper at trænge tyske og østrig-ungarske soldater tilbage. De fik hjælp af franske, belgiske og britiske tropper.
Offensiven bragte den Østrig-Ungarske hær på randen af kollaps, og tyske tropper fra vestfronten måtte omdirigeres for at undgå et sammenbrud.. Østrig-Ungarn mistede godt 700.000 mand under disse angreb, mens russerne mistede mellem 500.000- 1.000.000 mand. For at kompensere for disse kæmpetab rekrutterede russerne muslimer fra Centralasien for at fylde geledderne op. Men snart kastedes Rusland ud i interne politiske uroligheder og intriger, der dæmpede tiltroen til en sejr. Sønderjyden Jens Iversen, der var krigsfange, skrev om den russiske opløsning: "Med disciplinen står det sløjt til. Soldaterne hilser ikke på officerne, gør ingen tjenenste hele dagen og driver omkring alle vegne."
Den politiske udvikling i Rusland betød, at bosjevikkerne kom til magten, men det betød ikke, at krigen sluttede. Nu trådte et sandt kaos ind, hvor kejseren af Tyskland abdicerede, Østrig-Ungarn opløstes, zaren blev erstattet af kommunister, borgerkrige rasede, og nye nationer opstod. Kommunisterne respekterede ikke den fredsaftale, som krigsdeltagerne havde underskrevet 3. marts 1918, og fortsatte krigen, og hele østfronten blev præget af nye krigsdeltagere og nye fronter fra 1918 til 1921. Krigen udvidedes og kom til at omfatte også Osmannerriget og hele Balkan, og den trak spor op til Anden Verdenskrig, for Tysklands hævngerrighed efter nederlag i Første Verdenskrig blev næret af nationalistiske gløder. De etniske og indenrigspolitiske spændinger i de gamle imperier forsvandt ikke, selv om nye nationer opstod, og i de fleste af disse lande stod demokratiet svagt og blev afløst af fascistiske og autoritære regimer.
Millioner af soldater havde udgydt blod på slagmarkerne - til ingen verdens nytte. I kongeriget Danmark forblev vi neutrale, hvilket var mere held end forstand. Med deres bog har de tre historikere ydet en fornem indsats for at gøre os begribeligt, hvor tragisk, nytteløs og betydningsfuld østfronten var for Europa.
Fra verdenskrig til borgerkri. Østfronten 1914-1924 set med danske øjne.
Forfattere: Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Martin Bo Nørregård. Sider: 344. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal
