Den gik ikke uden Jakobsen

Centrum-Demokraterne valgte i lørdags at lukke og slukke efter tre forgæves forsøg på at komme i Folketinget og en række desperate og meget utraditionelle forsøg på at redde partiet. Dermed er der sat punktum for et kapitel i dansk, politisk historie, hvor den folkelige Erhard Jakobsen og hans datter Mimi havde deres ærefulde andel i et større opbrud, men også et kapitel, der burde være afsluttet for længst.

Erhard Jakobsen var på mange måde en folkelig og karismatisk politiker, og det var hans omgangskreds også. Her går han sammen med forretningsmand og »rejsekonge« Simon Spies i spidsen for et orkester på vej for at fejre skuespiller og sanger Poul Bundgaards 25 års jubilæum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Ofte kan dødsfald virke urimelige og alt for tidlige, men andre gange er tiden bare kommet.

I tilfældet CD, der lørdag blev aflivet ved et ekstraordinært landsmøde, er det nok ikke at gå for langt at mistænke, at de der stod partiet allernærmest - de der var med fra fødslen i 1973 - ånder lettet op.

Uanset hvilke følelser man har for - i dette tilfælde - et parti, så kan det blive så uværdigt og så meningsløst, at man ikke ønsker andet, end at det må få en ende.

Og Centrum-Demokraterne har længe været skrantende.

»CD har jo været hele mit liv, men jeg synes bare ikke, at jeg kan være med længere,« sagde formand for partiet gennem 16 år, Mimi Jakobsen, til Berlingske Tidende, da hun i 2006 forlod skuden til fordel for Socialdemokraterne, efter at hendes efterfølger havde gjort adskillige mere eller mindre desperate forsøg på at overtale Naser Khader til at blive partiets ny leder:

»Jeg tror, min far havde gjort præcist det samme, hvis han havde hørt, at CD vendte sig til en Radikal,« lød afskedssaluten.

Helt frem til netop 2005, hvor partiet for andet valg i træk var langt fra at nå spærregrænsen i Folketinget, var CD ellers mere end noget andet et parti, der på godt og ondt blev forbundet med familien Jakobsen, og det var et parti, der på alle mulige måder havde sat sit præg på dansk politik i de foregående tre årtier.

Da Mimis far Erhard Jakobsen i november 1973 forlod Socialdemokratiet i protest mod partiets venstredrejning og mere specifikt en forhøjet parcelhusbeskatning, skrev han sig ind i historiebøgerne, som manden der udløste et af de største jordskred i dansk politik.

Efter eget udsagn »løb han tør for benzin« og nåede ikke frem til en afstemning i Folketinget, hvilket betød, at regeringen ikke kunne samle et flertal i salen, og statsminister Anker Jørgensen (S) var herefter mere eller mindre tvunget til at udskrive valg.

Valget endte som bekendt med, at fem partier blev til ti. Både CD - som Erhard Jakobsen assisteret af blandt andre datteren Mimi havde stablet på benene på rekordtid - men også Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti, Danmarks Retsforbund og Danmarks Kommunistiske Parti stormede ind i Folketinget.

Og i årene der kom, fik CD vekslet sine mandater til maksimal indflydelse.

Erhard Jakobsen skabte et borgerligt midterparti, der bl.a. hentede opbakning på at beskytte både bil- og boligejere mod højere skatter, og Erhard Jakobsen blev særlig kendt for sin evne til at hive folkelige kaniner op af hatten, hver gang danskerne skulle til valgurnerne.

Den tidligere Gladsaxe-borgmester var en populær mand, som Tom Høyem, tidligere minister for CD, skrev i en kronik i Berlingske Tidende sidste år om et besøg på en »danserestaurant«.

»En ung sygeplejerske spurgte om Erhard ville danse med hende. Han afviste, og hun sagde: »Det er jeg ked af, for det er min fødselsdag, og alle mine venner har udfordret mig, om jeg havde mod til at byde Danmarks mest berømte mand op til dans«. Så sagde Erhard ja og dansede. Vi ville betale for suppen, men tjeneren sagde: »Det er ikke muligt, for en kunde, der ikke ønsker at sige sit navn, har betalt«. Han havde sagt: »Ligegyldigt hvor stor Erhards regning bliver, så betaler jeg«.

I 1982 indtrådte CD for første gang i en såkaldt firkløverregering under Poul Schlüter, og partiet sad på adskillige ministerposter frem til 1988, hvor Schlüter til Jakobsen-familiens ubetingede skuffelse i stedet valgte at indgå i et samarbejde med de Radikale for at sætte en stopper for den såkaldte fodnotepolitik.

CD fortsatte dog ufortrødent og gjorde sig blandt andet bemærket med en meget europæisk-sindet linje, og da Mimi Jakobsen i 1989 overtog roret, blev CD desuden synonym med en yderst indvandrervenlig og »medmenneskelig« profil.

Hendes udtalelser på det tidspunkt gav måske et praj om, hvor det i hvert fald for hendes eget vedkommende bar hen ad.

»Jeg tror i virkeligheden, at langt de fleste af vore medlemmer har betydelig sympati for Socialdemokratiet,« sagde hun dengang, og da partiet næste gang kom i regering, var det i 1993 i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiskledede firkløver, og et af Mimi Jakobsens kerneområder erklærede mål var at få de mange arbejdsløse på understøttelse tilknyttet arbejdsmarkedet.

Det resulterede bl.a. i den berømte og berygtede hjemmeserviceordning, der gav statsligt tilskud til praktisk hushjælp, men efter blot tre år endte det alligevel med et brud med Poul Nyrup Rasmussen, som Mimi Jakobsen trods alt mente var begyndt at læne sig for meget op ad SF.

Tiden herefter blev hård for CD. Ved »udlændingevalget« i 2001 lykkedes det hende ikke at bringe partiet i Folketinget, og da det igen glippede fire år senere, valgte Mimi Jakobsen at trække sig som formand, og Jakobsen-æraen var slut.

Erhard Jakobsen selv nåede kun at opleve begyndelsen på enden, da han døde i 2002, og man kan i hvert fald godt unde ham, at han ikke blev nødt til at overvære CDs sidste år.

For selvom 2005-valget og Mimi Jakobsens afgang syntes som et absolut lavpunkt, så er det siden da kun blevet endnu værre.

Den initiativrige og evigt optimistiske tidligere FDB-formand, Bjarne Møgelhøj, blev udnævnt til ny CD-formand og forsøgte på alle tænkelige og utænkelige måder at puste nyt liv i organisationen, men tiltagene endte som regel i mere eller mindre tragikomiske stunts.

Da partiet i januar 2006 satte annoncer i de danske fagblade for at annoncere efter erfarne politikere og andre kendte ansigter, der kunne tænke sig at blive CD kandidater, blev det genstand for mange humoristiske kommentarer, bl.a. andet skrev Stig Olesen i Jyllands-Posten en ansøgning, der blev afrundet på følgende vis.

»Tillad mig på dette tidspunkt at tilføje, at jeg som tidligere landsformand (for CD red.) Peter Duetofte er en inkarneret tilhænger af rullekravesweateren, der er pæn uden at være højtidelig, afslappet uden at være skødesløs, elegant uden at være lapset, kultiveret uden at være intellektuel - altså præcis så midtsøgende, som det sømmer sig for en seriøs politiker uden en egentlig ideologi. Som det fremgår af ovenstående, mener jeg mig i besiddelse af de ønskede kompetencer for fremover at deltage i partiets berømte fætter- og kusinefester.«

Da CD-ledelsen og en gruppe engagerede sjæle senere forsøgte at lokke den Radikale Naser Khader til at indtage formandsstolen - bl.a. efter at have iværksat en meningsmåling, der viste, at Naser Khader snildt kunne samle 20 mandater - blev det altså for meget for Mimi Jakobsen, der sluttede cirklen og meldte sig ind i Socialdemokratiet, som hendes far havde forladt 33 år tidligere.

Naser Khader ville som bekendt heller ikke have noget at gøre med et CD, der fremstod mere og mere grinagtigt i pressen, men Bjarne Møgelhøj opgav ikke og forsøgte bl.a. at fri til Kristendemokraterne i håb om et listefællesskab á la Enhedslisten på venstrefløjen, men kort tid efter havde selv Bjarne Møgelhøj dog også fået nok og forlod formandsposten for i stedet at melde sig ind i Naser Khaders nystiftede Ny Alliance.

Ind på scenen trådte medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Ben Haddou, der ikke stod tilbage for Møgelhøj ud i alternative - grænsende til absurde - tiltag.

Ind fra det yderste højre hentede han i september 2007 Dansk Folkepartis Louise Frevert, der kort forinden af DF-ledelsen var blevet »bedt« om at tage orlov fra Folketinget pga. en række ekstremt muslimfjendske skriverier på hendes hjemmeside, og han placerede hende som central figur i det pr. tradition indvandringsvenlige og europæisk sindede CD.

Det mærkværdige pressemøde på Christiansborg blev desuden krydret med en mavedans mellem marrokanskfødte Haddou og Frevert.

Centrum Demokraternes historie er om nogens historien om opsigtsvækkende partiskifter og bredt samarbejde, men det her var nok ikke lige, hvad Erhard Jakobsen havde forestillet sig.

Nu er det slut med CD, der vel trods alt stadig vil blive husket som et ganske afgørende og farverigt parti i en periode, hvor dansk politik har gennemgået adskillige opbrud, og mon ikke Jakobsen-familien og andre CD-koryfæer vil komme sig ganske hurtigt over lørdagens endelige dødsstød.

Det var ikke en af den slags »dødsfald«, der skete alt for tidligt. Måske snarere lidt for sent.