Den geniale lyriker fra Lissabon

En skulptur forestillende Fernando Pessoa foran hans stambord ved Café A Brasileira i Lissabon-bydelen Chiado Foto: DeAgostini/Getty Images) Fold sammen
Læs mere

Portugiseren Fernando Antonio Nogueira Pessoa er uden tvivl én af verdenslitteraturens mærkeligste og mest fascinerende skikkelser, selve inkarnationen af det modernistiske splittelsesmotiv fra tiden mellem de to verdenskrige!

Da han døde af skrumpelever i 1935, 47 år gammel, havde han kun fået udgivet én enkelt bog, et nationalromantisk digt om Portugals historie og store mænd, der indbragte ham en pris for patriotisk lyrik. Men efterladt i hans lejlighed fandt man en skibskiste med mere end 25.000 sider tekst af enhver art, fra kritik og filosofi til en guidebog om Lissabon. Vigtigst var et omfattende poetisk forfatterskab, delt ud på omkring 30 forskellige fiktive forfatterpersonligheder og -navne, de såkaldte heteronymer, der var udstyret med hver deres biografi og skrivestil. De vigtigste skikkelser og dem, der er repræsenteret i »Udvalgte digte«, er Alberto Caeiro, Alvaro de Campos, Ricardo Reis og så »ham selv«, som han kaldte sig. Skrivestilen og tonen spænder fra hyrdedigtning og symbolisme til klassicisme og den vildeste maskinbesyngende futurisme. I et brev fra 1935 til en ven formulerede Pessoa sig som skaberen af det hele:

»Jeg ser for mig, i drømmens farveløse, men virkelige rum, Caeiros, Ricardo Reis’ og Alvaro de Campos’ ansigter og bevægelser. Jeg har konstrueret deres liv og data til dem…. Alle glatbarberede, Caeiro med blå øjne; Reis’ hår har et svagt brunligt skær; Campos er nærmest kommunefarvet, minder lidt om en portugisisk jøde, dog har han glat hår og sideskilning. Han bærer monokel.«

En helt fjerde af de forfatterfigurer, der dukkede op fra skibskisten, er Bernardo Soares, nok den, der i sin »Rastløshedens bog« kommer tættest på at være en slags talerør for kontorernes, gadernes, tobaksforretningernes og cafeernes ensomme og melankolske Fernando Pessoa, og det er da også netop Soares, der et sted får lov til at pointere det særlige forhold til byen: »Og hen over det hele ville jeg med store bogstaver skrive kodeordet LISSABON.«

Forfatteren Fernando Pessoa og byen Lissabon med dens ganske særlige stemning af melankoli er uløseligt knyttet sammen. Bortset fra en tiårig periode i barndommen levede forfatteren hele sit liv i Lissabon, indlogeret på lejede værelser rundt omkring i byen eller på vej gennem gaderne med sin bløde hat på hovedet, den sirligt bundne butterfly, de karakteristiske briller og det lille overskæg. Allerhelst ser man ham for sig ved stambordet på en café, måske Café A Brasiliera i hjertet af Lissabon, måske Martinho da Arcada helt ude ved vandet, »denne cafe; som ligger yderst på kontinentet«, måske i færd med at skrive et digt. Om det så er hyrdedigteren Alberto Caeiro eller futuristen Alvaro de Campos, der har grebet pennen, er ikke til at vide. Men netop de to nærmest diametrale modsætninger illustrerer rigdommen, spændvidden og besynderligheden hos Pessoa, der også har slået sit egentlige tilhørsforhold fast med ordene: »Mit hjem er det portugisiske sprog«.

»At være virkelig« er overskriften på det afsnit af de »Udvalgte digte«, der er lagt i munden og hånden på Alberto Caeiro, som ifølge den fiktive biografi nok er født i Lissabon, men som tilbragte størstedelen af sit liv på landet. Der er en meditativ, nærmest zenbuddhistisk ro i Caeiros digte, hvor afstanden mellem ordene og tingene konsekvent elimineres, og sansning og tanke bliver ét:

»Jeg er en hyrde./Hjorden er mine tanker/Og mine tanker er alle sansninger./Jeg tænker med øjnene og ørerne/Og med hænderne og med fødderne/Og med næsen og med munden./At tænke en blomst er at se den og lugte den/Og at spise en frugt er at kende meningen med den.«

Det er unægtelig en stemme fra en helt anden verden, der meddeler sig i afsnittet »Stik modsat af hvad som helst«, hvor forfatternavnet er Alvaro de Campos. Ham har Pessoa udstyret med en uddannelse som ingeniør og et bemærkelsesværdigt forbrug af opium, alkohol og tobak. Fra hans hånd kommer for eksempel en brølende, knagende, susende, dundrende, rungende »Triumfode«, den rene rablende futuristiske eller med en Pessoa-glose »sensationistiske« maskinbetagelse og fremskridts- og teknologirus:

»Åh, kunne jeg bare udtrykke mig fuldstændig som en motor/udtrykker sig!/Være fuldkommen som en maskine!/Gå triumferende ud i livet som en bil af sidste, nye model!«

Alvaro de Campos er af samme slægt som amerikaneren Walt Whitman og den italienske futurist Marinetti. Det er karakteristisk nok også Campos, der er ophavsmand til et af det samlede forfatterskabs centrale digte, »Tobaksforretning«, med den sigende identitetsbestemmelse: »Jeg er intet./Aldrig bliver jeg noget./Jeg kan ikke ønske at blive noget./Ellers har jeg i mig alverdens drømme.”

Fernando Pessoa, digteren med de mange stemmer, er et af den modernistiske digtnings ikoner. At fremkalde hans mange nuancer og stilskift er endnu en oversætterbedrift af Peter Poulsen. Pessoa er ikke bare én af verdenslitteraturens store poeter, han er flere betydelige digtere i én og samme person. Hvem er jeg i grunden, er bare ét af de spørgsmål, der bliver hængende tilbage i hovedet på læseren.

Titel: Udvalgte digte

Forfatter: Fernando Pessoa Oversættelse: Peter Poulsen. Forord: Martin Bastkjær. Sider: 320. Pris: 200 kr. Forlag: Rosinante.