Den geniale gnavpot

Forfatteren, samfundsrevseren, debattøren og billedkunstneren Günter Grass er død. Han blev 87 år gammel.

Foto: © Susana Vera / Reuters. Günter Grass, her fotograferet i november 2013, blev aldrig en folkelig forfatter, men kom med »Bliktrommen« tæt på det. Reaktionen på den såkaldte Danzig-trilogi lærte ham, at »bøger kan vække anstød, frisætte vrede og had. Hvad, der opstod af kærlighed til ens eget land, blev set som redepisseri. Siden da har jeg været omstridt.«
Læs mere
Fold sammen

Han var et barn af tiden. Den tyske tid. Den, der kom før den nazistiske katastrofe, den, der kom efter. Og nazitiden selv, selvfølgelig. Han blev født i 1927 i fristaden Danzig. Som 15-årig meldte han sig frivilligt til værnemagten, som 17-årig blev han optaget i Waffen-SS. I efterkrigstiden blev han et af sit lands mest indflydelsesrige forfattere, kulminerende – på det ydre plan – med modtagelsen af Nobelprisen i litteratur i 1999.

Günter Grass var på det tidspunkt for længst en litterær verdensstjerne, i det omfang en krævende forfatter nu kan være det, men han var meget mere end det, for han gav den altid og gerne som bedrevidende, revsende gnavpot og irriterede af samme grund rigtig mange rigtig meget. Nu er han død, 87 år gammel. Tyskland har mistet en af sine mest markante stemmer.

Vejen til berømmelsen gik ikke direkte via ordene. Efter krigen blev Günter Grass uddannet stenhugger, fra 1948 til 1952 studerede han grafik og billedhuggeri på kunstakademiet i Düsseldorf, studierne fortsatte han i Berlin. Det med det billedlige var tidligt – og forblev – en uomgængelig del af hans virke, for som grafiker var han betydelig, men det var altså ordene, der blev hans vigtigste udtryksmiddel, og han blev som ganske ung medlem af den indflydelsesrige kreds af forfattere og fornyere, der kaldte sig »Gruppe 47«.

Det politiske engagement

I 1954 giftede han sig med schweiziske Anna Schwarz, der var balletstudine, og de næste år tilbragte parret i Paris, og ud over et par tvillinger var det konkrete udbytte af opholdet manuskriptet til intet mindre end «Bliktrommen«, den geniale roman, der i 1959 blev til hans store gennembrud, og som også, mange år senere, blev til en storfilm af den tyske instruktør Volker Schlöndorff.

Inden da var Günter Grass debuteret som lyriker og librettist, men det var »Bliktrommen«, der gjorde forskellen, og det er ikke bare romanen an sich, der er betydelig, ja, nærmest overvældende i sin idérigdom, sin billeddannende evne og sin sproglige kraft. Det er også her, vi for første gang så tydeligt ser dét foldet ud, som var så grundlæggende for Günter Grass: 50 års tysk historie spænder romanen over, fra 1899 til Forbundsrepublikkens første år, og den kollektive tyske fortrængning af nazitiden, den manglende bearbejdning af, hvad der var foregået, løber som en rød tråd gennem værket.

I den forstand er »Bliktrommen« politisk. Ligesom det i det hele taget er umuligt at tale om Günter Grass uden samtidig at tale om den politiske Günter Grass. Han var en af den senere socialdemokratiske forbundskansler Willy Brandts varmeste støtter og altid tæt på det tyske socialdemokrati, selv om han i 1992 meldte sig ud af SPD i protest mod strammere asylregler. Han kritiserede forfatterkolleger, der efter hans mening var for opsatte på nære relationer til kollegerne i det kommunistiske DDR, og han markerede sig kompromisløst, da Akademie der Künste i 1989 afviste at lægge lokaler til en solidaritetsaften til fordel for den Grass-inspirerede britisk-indiske forfatter Salman Rushdie, som ayatollah Khomeini havde dødsdømt for en roman, som få havde læst, men millioner var rasende over. Afvisningen fik Grass til i protest at melde sig ud.

I 1990 foretog han sig noget så kontroversielt som at tale dunder imod den tyske genforening, for han foretrak en konføderation af de to tyske lande, så dét i øst kunne konsolidere sig, økonomisk såvel som demokratisk. Mange vil mene, at eftertiden har givet ham ret. Også sprogpolitikken blandede han sig passioneret i. Til sin død var han modstander af de retskrivningsreformer, der blev indledt i 1990erne og fortsatte ind i 00erne.

Engagement, engagement, engagement. Var man så heldig at møde den store mand, blev man slået af hans polemiske evne og trang, nogle gange overrasket over hans enøjethed, altid fascineret af den energi, han lagde for dagen – også efter at Det Svenske Akademi havde givet ham den ultimative udmærkelse.

»Jeg blander mig i politik, det har jeg altid gjort. Ikke fordi jeg er forfatter, men fordi jeg er en borger, der betaler sin skat og tilfældigvis af profession er forfatter,« sagde den dengang 75-årige Günter Grass i et interview med denne nekrologs forfatter. Og så gik han ellers løs på hadeobjekterne. Med en ildhu, så man i litterær sammenhæng skal til netop afdøde Klaus Rifbjerg for at finde noget tilsvarende:

»Vi har en Berlusconi i Italien og en Haider i Østrig. I et gammelt demokratisk land som Holland har vi en stærkt højredrejet regering, og selv i et liberalt land som Danmark sidder der nu en regering, der tolererer racister som nærmeste samarbejdspartnere.«

Sådan vrissede Günter Grass, der i årtier holdt ferier i det Danmark, han trods alt elskede. Nærmere bestemt på Møn, hvor han – som tysker – måtte nøjes med at leje, ikke eje. Der blev ikke lagt låg på. En dag var det ham selv, der kom i skudlinjen.

Et hak i imaget

Mere end 60 år! Så længe skjulte forfatteren, at han som 17-årig var blevet en del af elitetropperne i det berygtede, forbryderiske Waffen-SS.

Det var i august 2006, han fortalte, hvad der var sket, til Frankfurter Allgemeine Zeitung, og reaktionerne kom prompte. CDUs daværende kulturpolitiske ordfører, Wolfgang Börnsen, mente, at Günter Grass skulle give sin nobelpris tilbage. Han var ikke den eneste. Forargelsen over, at en mand, der måske mere end nogen anden havde ført sig frem som den, der talte til tyskernes dårlige samvittighed, som den, der følte sig kaldet til at kritisere årtiers fejen fortiden ind under gulvtæppet, ja, den var lige så forudsigelig som uundgåelig. Andre forsvarede ham.

»Man må respektere Grass for hans bekendelser,« sagde således den tyske forfatter og filosof Rüdiger Safranski.

Måneden efter kom så selvbiografien »Når løget skrælles«, hvor det hele stod. Der var tale om en frivillig tilståelse, hele vejen igennem, men Günter Grass’ image blev aldrig helt det samme igen. Hvilket på den anden side ikke forhindrede ham i at fortsætte provokationerne. Som 84-årig vakte han opsigt med et 69 linjer langt digt, aftrykt i Süddeutsche Zeitung, der begynder med ordene »Hvorfor tier jeg, tier alt for længe om det, der er åbenlyst«. I digtet tog han afstand fra »atommagten Israel«, der »truer den i forvejen skrøbelige verdensfred«.

Digtet gav ballade, men Günter Grass stak ikke af den grund sin uundværlige pibe ind. Tværtimod. I en række TV-optrædener satte han ind med en modoffensiv.

»Jeg havde håbet, at der ville komme en debat. Men det, jeg oplever, er en nærmest ensrettet presse,« lød et af hans statements, og de tyske aviser undlod ikke at bemærke, at ordet »ensretning« – »Gleichschaltung« – næppe kunne være tilfældigt valgt. Det var dét ord, nazi-Tyskland brugte om den gradvist øgede kontrol over alt og alle, der var Hitler-statens mål ...

Kompromisløst sin egen

Men tilbage til det egentlige, det stadig væsentligste. Forfatterskabet.

Romanforfatteren Günter Grass var også lyriker. Han illustrerede selv sine digtsamlinger, det var hér, han syntes, han var mest sig selv, tættest på sig selv. Men især var han romanforfatter. Gennembruddet, »Bliktrommen«, var en del af den såkaldte Danzig-trilogi, hvortil også hører »Kat og mus«, der skildrer middelklasseungdommen i Danzig under krigen, og »Hundeår«, hvor fokus er på efterkrigstidens Tyskland. Günter Grass sagde selv senere, at reaktionerne på trilogien lærte ham, at »bøger kan vække anstød, frisætte vrede og had. Hvad, der opstod af kærlighed til ens eget land, blev set som redepisseri. Siden da har jeg været omstridt.«

Et hovedværk blandt romanerne er »Flynderen«, den store udgivelse fra 1977, der begynder helt tilbage i de ældste tider og fortsætter frem til det Gdansk (igen Gdansk!), der opstod på ruinerne af fødebyen Danzig. Et andet er »Mødet i Telgte«, hvor en række tyske digtere mødes for at genskabe enheden mellem sprog og litteratur i den del af Europa, den tyske, der var helt smadret efter 30-årskrigen, menneskeligt, materielt og politisk. Temaet genforening blev igen taget op i den svært håndterlige kæmperoman »En længere historie« fra 1995.

En folkelig forfatter blev han aldrig, Günter Grass. »Bliktrommen« var vel det nærmeste, han kom sådan en status, men sådan måtte det være. Hverken forfatteren eller debattøren Günter Grass var den, der bøjede af, gik på kompromis, gjorde tingene for let for sig selv eller andre. Det irriterede mange, men inspirerede nok endnu flere. Foruden Salman Rushdie hører litterære giganter som Gabriel García Márquez og John Irving til dem, der åbent vedstod/vedstår deres gæld til den store tysker.

Gnavpot eller ej.