Den gamle bokser

»Rocky Balboa« er vist og spillet uden ironi, men med nostalgisk kærlighed.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Tredive år er gået, siden Rocky kom fra gaderne og ind i bokseringen i »Rocky« og 16 år er gået siden den femte film i rækken om bokseren Rocky Balboa sidst så et lærred. Hvad der siden skete med ham viser den sjette - og måske sidste? - film, »Rocky Balboa«.

Og Rocky er blevet en ældre herre, der passer sin restaurant, opkaldt efter sin afdøde kone Adrian, og ser for lidt til sin voksne søn, Rocky Jr.

Men da den nuværende og upopulære verdensmester i sværvægt, Mason Dixon, udfordrer ham til en opvisningskamp, gør Rocky sig klar til sit livs sidste fight.

I en klassisk tre-akts-opbygning går de to første dele ud på at vise den følsomme side af Rocky, når han hjælper sine venner og får smagen for endnu en tur i ringen og slutter naturligvis af med et brag af en boksekamp, der er veloplagt filmet.

Som med tre tidligere Rocky-film (2, 3 og 4) er det Stallone selv, der står for både manuskript og instruktion og selv om han på ingen måde er en opfindsom filmskaber, forstår han til gengæld at skære ind til benet.

Her er hvad der skal være, inklusiv de legendariske trænings-sekvenser af en ægge-drikkende, trappe-løbende Rocky tilsat Bill Conti's geniale lydspor.

Alt sammen vist og spillet uden ironi, men med nostalgisk kærlighed, og selv om »Rocky Balboa« på ingen måde er hverken en kæberyster eller et knock-out af en film, er den så tilpas underholdende, at man ikke har noget imod endnu en tur ned af memory lane.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse