Den går slet ikke

Restaurant: Beliggenheden alene gør det ikke - køkkenet, råvarerne og vinen er alt for ringe på Sletten Kro.

En samba-restaurant - så har man set det med: Sletten Kros koncept er ifølge den nye restauratør Jesper Hedegaard, at både brasilianske toner og gastronomi skal flyde ved Øresund. Forklaringen er, kan man læse på kroens hjemmeside, at Hedegaard, der er musiker, i sin tid slog sine folder i dette sambaens hjemland, og gerne vil gøre noget for at udbrede kendskabet til det store sydamerikanske land gennem blandt andet særlige koncertaftener.

Personligt er mit kendskab til den brasilianske gastronomi ikke stort: Jeg har tilbragt ti dage i Bahia, og ovenpå den oplevelse undrer det mig ikke, at landet er mere kendt for dets fyrrige kvinder og heftige karneval end køkkenet. Det er heller ikke ligefrem fordi, den gamle koloniherre Portugal hører til i gastronomiens superliga: Smags & Behags redaktør, den store Portvinskender Henrik Oldenburg, som af indlysende årsager ofte gæster dette land, har således engang betroet mig, at han så vidt muligt spiser kinesisk, når han er i Porto.

Nå, men vi var dog endnu ved godt mod, da vi lagde vejen nordover til det idylliske fiskerleje, umiddelbart syd for Humlebæk. Vinden havde lagt sig efter en grå dag, og solen skinnede frem fra en skyfri himmel, så vi placerede os udendørs på terrassen, som har uhindret udsigt til Sundet og Hven.

Mens vi betragtede menukortet, fugtede vi ganerne med Brasiliens nationaldrik, caipirinha (68 kroner) - det var i hvert fald det, vi levede af fra morgen til aften dengang i Bahia - som består af limebåde og rørsukker, der overhældes med isklumper og sukkerrørsbrændevin. Med priser på hovedretter fra 178 til 198 kroner falder Sletten netop inden for den dyre kategori i vores restaurantguide, men kroen byder også på muligheder for at vælge tre retter fra kortet til 315 kroner.

Vi startede med hver at bestille forret og hovedret og meddelte tjeneren, at vi sandsynligvis ville vende tilbage til dessert eller ost og dermed fuldføre en trerettersmenu.

Jeg valgte at tage mig af de brasilianske indslag - eller mere præcist de to retter på kortet, som var angivet ved deres portugisiske navn. Først var det »Camarão a carioca« (80 kroner) - på dansk kaldet »tigerrejer i hvidløg, lime og olivenolie med salat«. Den eksotiske titel til trods var skuffelsen monumental: På tallerken lå fire-fem små tigerrejer og en lille bunke icebergsalat - intet andet. Magen til en gang kejserens-nye-klæder må jeg desværre helt tilbage til hin mørke vinteraften i Skt. Gertruds Kloster for at finde. Rejerne, som jeg er villig til vædde en kasse Tuborg på var af den dybfrosne variant, var relativt velkrydrede, men det er også det eneste positive at sige om serveringen, som slet ikke hører hjemme på en restaurant i dette prisleje.

På den anden side af bordet var situationen lidt bedre. Min ledsager fik en gang tuncapaccio (80 kroner) - altså tynde skiver rå tun. Fisken var både marineret med hakkede kapers og garneret med en pestolignende sauce, så det var ikke nemt at smage selve tunen.

At drikke til fik vi en halv flaske riesling fra Eschbach-Dornstetter i Alsace, som er producenten Leon Beyers billige label - vinen var tålelig, men lovlig kostbar til en pris af 165 kroner. Det var den eneste halvflaske, der var at finde på det utilfredsstillende vinkort, som udelukkende bestod af et kedeligt udvalg fra én enkelt leverandør til alt for høje priser. Jeg kunne faktisk næsten ikke finde noget, jeg gad at drikke til under de cirka 350 kroner per flaske, som vi her på siden plejer at bruge som loft.

Næste brasiliansk klingende indslag var »Filet Mignon com verduras grilhadas e molho madeira« (198 kroner) - på dansk »oksemørbrad med hvidløg og grillede grøntsager samt sauce«. Bøffen var intet mindre end en katastrofe: Der var tale om den bagerste ureelle ende af mørbraden, som tilmed ikke var pudset ordentligt af. Et stykke kød, som burde have været anvendt til at fodre enten hunden eller kødhakkeren. Manden i køkkenet kan således betakke sig for, at jeg bare er madanmelder og ikke rigtig skuemester, som censorerne til de kokkefaglige eksaminer kaldes, for så var han blevet dumpet.

Bøffen var ikke alene grim og klodset. Den var også næsten umulig at skære ud, og så smagte den af stort set intet. Tilbehøret var desværre ikke meget mere opløftende. Madeirasaucen, som på 80er-manér var serveret i så rigelig mængder, at kød og grøntsager nærmest tog bad i den, var pivsød og manglede desperat syre. Af de grillede grøntsager - gulerod, squash, aubergine - var kun nogle møre. Det eneste forsonende element var nogle skiver lækre, bløde, orange sweet potatoes.

Min ledsager fik dagens fisk. På tallerken lå også her et stort spejl, eller soppebasin om man vil, af sauce. Her en noget sødlig, men ellers udmærket smagende, flødelegeret jomfruhummerbisque. Fisken, som også tog bad i saucen, var en rødtunge, skåret i tre-fire små filetter, rullet sammen og dampet rigeligt igennem i rødvin. Hverken farve- eller smagsmæssigt var sammenstillingen mellem den bordeaux fisk og den lyserøde sauce særlig heldig. Og uden at vide noget som helst om hvor og hvornår fisken var trukket op af vandet, var vi enige om at vi begge havde smagt mere karakterfuld rødtunge.

Vinen, vi drak hertil, var en ikke videre ophidsende 2001 Marmorelle Rosso fra Tenuta Rubino (255 kroner) i den syditalienske region Apulien. Vinen blev serveret alt, alt for varm, hvilket undrede mig, eftersom jeg havde mærket på den en halv time før, da vi bestilte, og udtrykkelig bedt om at få den kølet ned. Nu bad vi om promte at få en køler med isvand ind, og således blev temperaturen snart korrigeret til det tålelige.

Oven på de ikke ligefrem opløftende for- og hovedretter havde vi egentlig mest lyst til at gå direkte til kaffen, men da madanmelderembedet påbyder sin udøver først at fælde sin dom efter at have testet et bredt udvalg af etablissementets tilbud, bestilte vi pligtskyldigt dessert. Forventningerne var indrømmet ikke ret høje, og måske netop derfor blev desserterne en relativt positiv overraskelse: Jeg fik en gang gang æble-strudel, her en ret voldsom filodejspakke med kanelkrydrede æble og ved siden af en kanelparfait, som var så iskold og stenhård, at den ikke var til at hugge eller stikke i de første fem-syv minutter, men smagte udmærket, da den begyndte at tø op.

På den anden side af bordet fik min medspiser husets »dessert-fanfare«, som uden ligefrem at være virtuos indeholdt udmærkede ting som for eksempel en tæt chokolademousse-kage og en kokosis, som grangiveligt smagte hen af den kokosmasse, man køber i glas fra Condi.

Derefter bestilte vi stempelkaffe (29 kroner), som vi regnede med ville ankomme hurtigt og tændte derfor straks vores to medbragte havanesere op. Jeg nåede imidlertid halvt gennem min pænt store corona, inden kaffen, som var lidt til den tynde side, dukkede op.

Nogen stor spiseaften havde det ikke været. Det kunne vi hurtig blive enige om. Men det er næppe noget, man kan lægge det brasilianske nationalkøkken til last. Faktisk mener jeg, at Sletten gør det sydamerikanske land en bjørnetjeneste ved at servere så trist mad under brasiliansk flag.

Da jeg efterfølgende kom hjem og opdagede, at jeg var blevet tørret på regningen for 70 kroner, fordi tjeneren havde slået vores seks retter ind som a la carte-priser i stedet for som to menuer, var det ikke ligefrem fordi, sympatien voksede. Men to stjerner skal Sletten Kro dog have, ikke mindst for den gode udsigt.