Den fremmede

INTERVIEW Efter næsten tre års pause udgiver forfatteren Thomas Boberg en ny digtsamling. Han fortæller, at digtene valgte ham, skønt han havde planlagt at skrive en rap opfølger til rejsebogsuccesen »Americas«. Han bor i Peru, har set en del og fortæller, at han føler sig som en fremmed i både Lima og København.

Engang tog han livet på nakken og begav sig af sted, kun 20 år gammel. Siden har han i en vis forstand aldrig været hjemme, nogen steder.

Det var ligesom striber i tigerens dragt/ når den lyner i tajgaen/ ligesom skygger på sandet af græsstrå i vinden/dette rovdyrinstinkt der tænker mig/dengang solen/dengang alle veje til horisonten/dengang armene helt strakt ud/i mulighedernes bue... skriver han i »Hullerne«, som er et de sidste digte i den seneste digtsamling »En stående aftale«. Den udkommer i dag.

Digtet bevæger sig fra tiger til kat af den gråstribede hjemme-slags, der holder til i køkkenet sammen med syge smil og livets halvveje, men så lyder kampråbet: så bliv ikke på halvvejen/bryd den cirkel/vær musik..."

Lyrikeren, prosaisten og rejsebogsforfatteren Thomas Boberg har aldrig været halvvejenes mand. Han er ikke 20 år længere, men snart 42, er peruviansk gift, bor i Lima og har en søn på 11 år. Han kan godt mærke tidens tand på kroppen, fortæller han, især når han løber eller spiller fodbold en gang om ugen med dem fra gaden.

»Selv om jeg ikke rejser så meget mere, er tiden ikke gået i stå. Det drejer sig jo netop om at bryde cirklen og bevare vildskaben, ellers kan jeg lige så godt pakke skriveredskaberne sammen. Jeg kæmper for at bevare denne vildskab, samtidig med at jeg har fundet et sted at være. I grunden har jeg levet på den samme måde i de sidste ti år og har fundet en base i Lima, for jeg oplever en trang til at snævre feltet ind; jeg er blevet mere organiseret og min tolerancetærskel er blevet lavere, lidt som ikke at gide se det samme TV-program hele tiden.«

Han hører til den danske litteraturs store rejsende, skønt »hjemme eller uhjemme - det eneste sted, jeg virkelig føler mig hjemme, er i sproget,« som han selv formulerer det og konstaterer med forundring, hvordan det er blevet tilladt at tale om de fremmede i Danmark. »Det er sprogligt skruet op og gået helt over gevind. Det har taget os hundrede år at bygge landet op til noget, vi er beundret for alle andre steder, og alt det er man nu i færd med at rive ned.«

Hans ansigt er kønt indtil det kedsommelige, uden den mindste uregelmæssighed, som øjet kan hvile ved, og det klæder det at blive ældre. Der hvor han kommer fra, er det tidligt efterår, og sommerens sol har tegnet fine hvide striber omkring øjnene. Det giver karakter, som ellers kun var til stede i blikket, men de hvide striber får ansigtstrækkene til at komme på omgangshøjde med det hypersansende og musiske, som kommer til udtryk i bøgerne.

Han har tidligere omtalt sig selv som det mest forskræmte væsen, der findes, men så kom der blandt andet en barndom med opbrud i vejen og drev ham ud dér, hvor de færreste, måske ikke engang han selv, foretrak at komme, og hvor man ikke ved, om der er nogen vej tilbage. Han har levet i Sudan, Marokko og Spanien, været rundt i New Orleans' åndelige og fysiske sumpe og rullet sig i støv, kryb og elendighed i Sydamerika, og derfra har han skrevet hjem, så »En stående aftale« er blevet til digtsamling nummer 11.

Han har været ude i længere tid end hjemme, selv om de begreber med tiden har fået en anden betydning, fortæller han, mens han bæller kaffe og danskvand i sig for at holde jetlag'en i ave. Han er netop landet fra Peru, hjemme i en vis forstand - og alligevel ikke, hverken her eller der. »I Lima er jeg stadig en dybt fremmed, og jeg går rundt i København og ser på folk som en anden turist. Det kunne jeg godt tænke mig at skrive om, engang. Men jeg har fundet mig til rette med mig selv, i mit ægteskab, og sådan er det vel også for folk, der ikke rejser ud,« fastslår han som et grundlæggende vilkår for at have taget livet på nakken, uanset hvor man befinder sig.

Altså ikke gået i stå, men gået videre. Til efteråret planlægger han en længere oplæsningsturné i Argentina og er lige nu en måned i Danmark, forud for udgivelsen af »En stående aftale«, hvor hans søn er med for at få en fornemmelse af landet, at her har han familie, som holder af ham og byder ham velkommen.

Thomas Boberg debuterede i 1984 med digtsamlingen »Hvæsende på mit øjekast« og er i mellemtiden blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, arbejdslegater fra Statens Kunstfond og Otto Gelsted-prisen er det også blevet til, men det var rejsebogen »Americas« for knap tre år siden, der for alvor slog hans navn fast udenfor de lyrik-læsende kredse og gjorde, at pressen ombejlede ham som aldrig før.

»Aha,« tænkte jeg. »Det er den vej succesen blæser, for man er jo til fals som menneske. Jeg er i hvert fald,« konstaterer han. Men i stedet for en lille rap opfølger til succesen, som han havde planlagt, trængte digtene sig på og overtog det hele som ubudne, men alligevel uhyre velkomne gæster. »Sådan er det med poesien. Enten er den der, eller også er den der ikke. Det er ikke noget, du kan vælge, og hvis du kan, er det ikke poesi.«

Det har undret ham, at han i den danske offentlighed optræder som tre personer, dels som lyrikeren, dels som gæsteoptrædende i dagspressen og endelig som rejsebogsforfatteren. »Men for mig er det en helhed, et hundrede procent. Lyrik og prosa er to sider af samme mønt, selv om det altid er digtene, jeg vender tilbage til. Det er dem, som giver retningssans,« siger han, men føler sig et kort øjeblik slået ud af kurs, fordi en rettelse, han havde foretaget for kort tid siden, ikke var kommet med, da bogen blev trykt. »Hele rytmen i digtet er slået i stykker,« siger han momentant fortvivlet og håber, at rettelsen kommer med, hvis der bliver trykt et nyt oplag.

Det er kun noget man kan i kunsten. Ikke i livet.

sbe@berlingske.dk