Den forhadte budbringer

I sin netop udkomne bog om Blekingegadebanden fremhæver Peter Øvig Knudsen journalisten Lars Villemoes "banebrydende" artikler fra tiden, da banden blev arresteret. Artiklerne stod i Information og var præget af en usædvanlig indsigt i det venstreradikale miljø. De burde have skaffet Lars Villemoes Cavlingprisen, som han blev indstillet til, men i stedet blev han lagt for had og kaldt agent og politistikker. Her fortæller han hvorfor.

Den forhadte budbringer - 1
Foto: Kristian Sæderup Fold sammen
Læs mere

En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes' lejlighed i København.

De råbte »Villemoes, din svindler - du hænger snart og dingler«. Nogle af aktivisterne graffitimalede »Nazi Dø!« på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad »Journalisten« havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

Peter Øvig Knudsen har netop udgivet det første af to bind om Blekingegadebanden frem til 1980, og her får Lars Villemoes fuld æresoprejsning. Hans artikler om banden og dens miljø bliver betegnet som banebrydende. Banden var en gennemprofessionel terrorbande, der arbejdede tæt sammen med den marxistiske palæstinensiske gruppe PFLP. Bandens medlemmer var iskolde idealister, der røvede, myrdede og kidnappede for at skaffe penge til PFLP.

Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer.

Tavshed og fortrængning

Men der rådede en mærkværdig tavshed over venstrefløjen. Man kunne ikke tro, at en morderisk røverbande, der var født ud af den danske venstrefløj, havde plyndret banker, kidnappet en bankdirektør og myrdet en politimand. I dagene efter arrestationen rådede der forvirring ikke mindst på den gamle modstandsavis Information, der op gennem 1970erne var blevet venstrefløjens samlede talerør. Hvad skulle man gøre? Gå til biddet og skrive om banden eller fortie virkeligheden?

På Information sad rockanmelderen og journalisten Lars Villemoes, der havde bedre indsigt i bandens baggrund end de fleste. Han havde som gymnasieelev i årene 1970-74 været en del af det miljø omkring Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Han var ikke blevet hvervet til gruppen, men havde godt kendskab til de aktivister, der senere skulle blive centrale medlemmer af Blekingegadebanden:

»Jeg kendte flere medlemmer godt, og havde omgang med Holger Jensen, som var superaktivisten, der allerede på det tidspunkt havde tæt kontakt med PFLP. Men jeg tog opgøret med ham og gruppen, fordi jeg fornemmede, hvor det bar hen. Viljen til vold var allerede klart formuleret, og jeg tog derfor en beslutning om at distancere mig«.

Mange år senere fandt Informations chefredaktion, som bestod af Lars Hede­­gaard og Peter Wivel, at han var den rigtige til at grave videre i sagen. Da Villemoes var blevet nævnt i nogle af de gamle papirer, som politiet havde konfiskeret under ransagninger, blev han, sammen med mange andre fra det gamle miljø, bedt om at afgive forklaring. Han kunne dog ikke fortælle mere om sine oplevelser, der lå godt 15 år tilbage, end så mange andre unge aktivister. Men på Information var det af afgørende betydning, at den gamle trotskist Lars Hedegaard valgte at lade Lars Villemoes køre sagen:

»Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner. Oppositionen på redaktionen var mærkbar, og den blev styrket af, at det begyndte at vælte ind med læserbreve efter min første artikel, der hed »Fighterne og de nyttige idioter«. Fighterne var PFLP og Blekingegadebanden, og de nyttige idioter var hele den bredere kødrand af naive sympatisører, som PFLP nød godt af.«

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører var alle de gamle frontkæmpere med i hylekoret mod Informations afsløringer. Folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VSeren Per Bregengaard samt mange mange andre.

Trotylbandemedlemmets hetz

Som sagt gik det ikke stille af. En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som »politistikkere«. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

Bladets opposition blev yderligere styrket, da venstrefløjens tre juridiske koryfæer Preben Vilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet skrev en kronik i Information. Deres argumentation var på det formelle plan en juridisk kritik af, at Lars Villemoes overhovedet skrev om bandens baggrund og historie, før de var blevet dømt. Reelt var det et forsøg på en total nedgørelse af Villemoes' artikler, der blev betegnet som »fiktion og ondsindet sladder«. Alle senere afsløringer og Peter Øvig Knudsens bog har vist, at hvert et ord i Villemoes' artikler var sande, men denne sandhed var ubærlig i 1989.

»Det lykkedes takket være Lars Hede­gaards indsats at få trykt en række artikler om banden og dens oprindelse på venstrefløjen«, fortæller Lars Villemoes, men situationen skærpedes hele tiden. På Det Fri Aktuelt lod chefredaktør Lisbeth Knudsen i 1990 sin journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Villemoes' journalistiske hæderlighed. Kramer, der i dag er chef for TV2 Øst, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

Villemoes fortæller:

»Situationen blev stadig mere usikker. Ved årsskiftet 1989/90 gik Lars Hedegaard og Peter Wivel af som chefredaktører og blev erstattet af journalist Lasse Ellegaard, der tidligere havde haft job på netop Det Fri Aktuelt. Efter at have krævet og fået trykt berigtigelser og truet med sagsanlæg mod Peter Kramer og Det Fri Aktuelt indgik Ellegaard alligevel på mine vegne, men uden overhovedet at orientere mig, et lunkent forlig i stedet for at stå fast på det hele.«

Lasse Ellegaards svigtende mod i mødet med Det Fri Aktuelt, den redaktionelle opposition og læsernes vrede viste sig nu ved, at Lars Villemoes blev sat af sagen og en ung praktikant blev sat til at følge retsmøderne mod bandens medlemmer:

»I mine øjne svigtede Ellegaard og avisen sin uafhængighed, og efterfølgende valgte avisen en tam linie, der harmonerede gnidningsfrit med forsvarernes holdninger. Man havde ikke mod til at fastholde den kritiske linie over for Blekingegadebanden, fordi man frygtede læsernes reaktion.«

De slap billigt

Lars Villemoes mærkede lugten i bageriet og søgte over til Weekendavisen, hvor han i de følgende år skrev videre om retssagen mod Blekingegadebanden og om bandens fanskare i det autonome miljø i Købehavn.

På Information tog man aldrig et opgør om avisens holdning i sagen, og så sent som i sidste uge ved Peter Øvig Knudsens bogudgivelse undlod man at omtale avisens egen rolle i sagsforløbet. Efterspillet blev bittert, siger Lars Villemoes:

»Banden fik meget milde domme, blev ikke dømt for flere meget alvorlige forhold og blev hurtigt løsladt. Nævningene var udvalgt blandt hovedsagelig medlemmer af venstrefløjspartier på Københavns Rådhus. Da dommen faldt, gik nogle af dem på værtshus og drak guldbajere og fejrede, at deres ideologiske venner var sluppet så billigt.«

Danmark fik aldrig et reelt opgør om Blekingegadebanden. Bandens andel i PFLPs internationale terrorisme blev tidligt strøget af anklageskriftet, og ifølge Lars Villemoes var specielt anklagemyndigheden ikke overbevisende professionel.

Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for »idealismen« hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

Lars Villemoes siger i dag: »Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. Hvis Information tidligere havde taget et reelt opgør med voldstænkningen, så var nogle af bandens beundrere måske faldet fra, men det turde avisen ikke, eller også overraskede det blot journalister og redaktører, at så mange af læserne ikke ville vide af det. Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.«

Man giver ikke Cavlingpriser på efterbevilling, selvom Villemoes selvfølgelig burde have haft en. Men nu har han i det mindste fået æren tilbage med Peter Øvig Knudsens bog.