Den første diva

Hun var filmhistoriens første diva. Gennem to nye film kommer publikum tæt på Asta Nielsen. En alt andet end omgængelig kvinde, der knoklede for kunsten og brændte sit lys i begge ender, siger instruktøren bag, Torben Skjødt Jensen.

Den første diva - 1
Asta Nielsen blev verdenskendt som 30-årige for sin første stumfilm »Afgrunden«. Hun slog sig ned som stjerne i Berlin på Fasanenstrasse, hvor hun holdt litterære saloner for folk som Piccasso, Einstein og Freud.<br> Foto fra »Den Talende Muse« Fold sammen
Læs mere

Var Asta Nielsen blot en lunefuld dame, eller var hun en af verdens største skuespillere nogensinde?

Hun var begge dele og er således med rette blevet udråbt som filmskuespillets moder. Verdens første rigtige filmstjerne. En vaskeægte diva med et kulsort dybt blik. Selv 31 år efter sin død aftvinger hun stadig respekt for sit talent og måden, hun spillede på - og til - følelserne. Ikke mindst i filmkredse - og især hos filminstruktøren Torben Skjødt Jensen.

Han har med sine to seneste film givet »die Asta« en helgardering med et både smukt, grumt og seværdigt eftermæle. Selv ophøjede hun sig til »Den Tiende Muse«, hvilket også var titlen på hendes to binds selvbiografi fra 1945-1946.

Torben Skjødts portrætfilm om die Asta, »Den Talende Muse«, har i denne uge deltaget i hovedkonkurrencen på Odense Film Festival. I morgen under Copenhagen International Film Festival følges op med verdenspremieren på instruktørens højdramatistiske »Afgrunden«, som han har skabt i samarbejde med manuskriptforfatteren Peter Asmussen.

Autensiteten i begge værker er fuldendt. Bl.a. fordi det lykkedes Skjødt at komme i besiddelse af knap 100 timers optagelser af telefonsamtaler med Asta Nielsen. Samtaler hun førte med sin fortrolige Frede Schmidt, som i sin tid havde en af Københavns mest interessante forretninger for rariteter. Båndene, som kommer fra Schmidts dødsbo, indeholder en kulturarv af dimensioner, som man kan lytte med på i »Den Talende Muse«. Her kommenterer divaen ikke mindst sin samtid. Ikke i rosende vendinger, skulle vi hilse at sige.

Frygtindgydende Gebuhr
I titelrollen som Asta Nielsen i filmdramaet »Afgrunden« spiller en frygtindgydende 87-årig Vera Gebuhr over for en mere og mere skræmt og forbløffet Ole Lemmeke, som spiller journalisten Lars Smith. Han har i filmen som den eneste skaffet kontakt til divaen og fået lov til at skabe en dokumentarfilm om hendes karriere og berømmelse.

At Asta Nielsen ikke var medgørlig, viser en af »Afgrunden«s indledende replikker, hvor hun beder journalisten om ikke at tale, men kun lytte. Efterfulgt af svadaen:

»Kulørte historier hader jeg. Min historie er ikke kulørt. Min historie handler om jernhård vilje«.

Og stædighed kan vi andre tilføje. For hun ville f.eks. ikke udtale sig om datteren Jesta, som hun fik som 20-årig - ej heller oplyse, hvem der var datterens far. Jesta gav hun fra sig til et børnehjem men hentede hende hjem en måned senere på moderens opfordring, fortæller Torben Skjødt, som fandt mor-datter forholdet dybt interessant.

»Astas mor sagde: I vores familie giver vi ikke børn væk.« Men smerten, at blive givet væk af sin mor, sad altid i Jesta,« siger instruktøren.

Jesta, der blev opdraget hos sin mormor fik først kontakt med sin mor langt oppe i teenageårene, mens moderens karriere var på sit højeste i Berlin. Den kluntede datter, som man klart fornemmer altid er i vejen, begik selvmord i 1964.

»Afgrunden«s dramatiske indhold svarer godt til det billede, som den nu afdøde forfatter Henrik Stangerup i sin tid også nåede at få dannet sig af den berømte skuespiller. Da han dristede sig til at ringe til divaen i december 1965, fik han fra domicilet på Peter Bangsvej 61 at vide, at hun aldrig gav interview. Fire måneder senere er Stangerup heldigere. Han møder Asta Nielsen under en middag »84 år og frisk som var hun 40«, kan man læse i forfatterens essaysamling »Tværtimod«, som er udgivet efter hans død.

Stangerup beder under middagen om at få lov til at lave en kortfilm med die Asta og kan i sin dagbog notere, at en appelsin er dumpet i hans turban - og stumfilmstjernen »rides again«. Imidlertid gik alt galt lige fra starten. F.eks. kom Stangerup for skade at kalde hende fru Nielsen. »De kan kalde mig fru Asta Nielsen eller die Asta; fru Nielsen kan De kalde min rengøringsdame«, var reaktionen.

Projektet kuldsejlede forståeligt nok, fordi Henrik Stangerup ikke ville efterkomme hendes ønske om at klippe i scenerne. Han var imidlertid storsindet nok til at give hende et smukt eftermæle; kaldte hende »en smuk, majestætisk fugl«. Og tilføjede til sidst: »Jeg burde fra starten have vidst, at en sådan fugl ikke lader sig indfange.«

Instruktøren Torben Skjødt har ikke haft en Asta Nielsen til at kigge sig over skulderen i sit vellykkede forsøg på at indfange et billede af verdens første filmstar. En kvinde han nærer dyb respekt for.

»Hun var en kvinde, der ikke delte ud af sit privatliv. Da hun vendte tilbage til Danmark i 1937, var hun en kvinde, der valgte ensomheden - og tavsheden,« siger Skjødt. Han fik ideen til Asta Nielsen-portrættet i 1996, netop som han havde færdiggjort sin film om Carl Th. Dreyer.

Drivkraften var, at han undrede sig over, at Asta Nielsen i årene før og efter sin død i 1972 altid har været betragtet som et kuriosum. Man mente endog, at hun nærede sympati for Hitler og nazisterne. Måske lidt selvforskyldt, fordi hun ved sin hjemkomst til Danmark i 1937 i et interview i Berlingske Tidende erklærede, at Tyskland var og blev hendes andet fædreland.

Mens portrætfilmen »Den Talende Muse« er baseret på interview og fakta omkring stjernen, er »Afgrunden« bygget op som et kammerspil, der også er inspireret af forfatterinden Else Gress' korte, men aldrig opførte teaterstykke om sammenstødet mellem Stangerup og Asta Nielsen.

»Men folk skal ikke kunne sige, at vi gør grin med Stangerup, for det er ikke meningen, tværtimod. Vi har derfor rent tidsmæssigt placeret vores historie et par år tidligere, så vi også får datteren Jesta med. Hun flyttede hjem til moderen, efter at hendes mand og store kærlighed, Paul Vermehren, var død.

Om de båndede optagelser med Asta Nielsen siger Torben Skjødt, at ophavsmanden talte med hende som en bedre Jørn Hjorting. Frede Schmidt kunne få hende til at lette sit hjerte. Under arbejdet med filmene er han kommet frem til, at Asta Nielsen var en kvinde, der brændte sit lys i begge ender.

»Hun var klog nok til at kunne forudse, at når lyset slukkes, synker hendes liv i grus. Men hun er også så stædig, krævende og så egocentrisk, at hun lyver for sig selv. Hun må have været frygtelig at være i nærheden af,« siger instruktøren. »Men hun gav sig for kunsten. Det kunne aldrig blive godt nok.«

Bag hendes kunstneriske ambitioner lå en jernvilje, der blev grundlagt i barndommen. Die Asta kom fra ekstremt fattige kår på Nørrebro - fra proletariatet. Faderen døde, da hun var barn, og moderen, der var vaskekone, og resten af familie knoklede som rasende for at skaffe mad på bordet.

»Asta Nielsen brød sin sociale arv - adskillige år før kvinderne skilte sig ud, havde en mening, eller overhovedet fik valgret,« siger Skjødt om skuespilleren, der blev verdenskendt som 30-årige. For sin første stumfilm, »Afgrunden«, hvor hun i 1910 smyger sig liderligt op ad en anden af Danmarks ubestridte stjerner, Poul Reumert.

»Hun vokser med ét ud af Nørrebro og slår sig ned som stjerne i Berlin på Fasanenstrasse, hvor hun holder litterære saloner for folk som Piccasso, Einstein og Freud. Og det er vel at mærke hende, der taler, og dem, der lytter. Hun har kæmpet sig frem til en stor position - og megen egocentri. Hvilket betød, at hun tilsidesatte andre til fordel for sig selv,« fortæller Skjødt. Men det vidste hendes fans ikke.

»Fra lærredet syntes mænd, hun besad en fantastisk erotisk udståling, og kvinder berømmede hende, fordi hun i sine film fremstillede nogle figurer, de sagtens kunne identificere sig med,« fortæller Skjødt.

»Afgrunden« var også en verdenssensation, fordi filmmediet siden 1895 havde været at betragte som den rene markedsgøgl. Med die Asta kom der ægte følelser på.

»Hun tilsidesatte et almindeligt liv for at være i et udtryk. Og hun har været udsat for utrolig mange censurgreb,« fortsætter Torben Skjødt. Og det var ikke, fordi hun smed kludene. Det var alene på skuespillet.

»Hendes varemærke var, at hun spillede på sit mimiske udtryk. Gav det aldrig mere, end det kunne bære. Hun blev tragediennen over dem alle,« tilføjer Skjødt og hentyder til, at hun døde i 75 pct. af sine film. Af forsmået kærlighed.

Asta-metoden
»Historierne var jo som en lægeroman. Har man læst en, har du læst dem alle, men instruktører som Lubitsch og Parbst fik mere ud af hende. Og det var længe før, skuespillere lærte sig begreber som method acting eller Stanislavskij. Der burde faktisk være en metode, der hedder Asta Nielsen-metoden,« erklærer instruktøren. Det ærgrer ham, at hun aldrig har fået en større plads i den danske filmhistorie.

»Hun fylder meget lidt. Men jeg tror også, at det var hendes egen stædighed, der blokerede. Hun har følt sig på kant med Danmark og var led og ked af hele miljøet. F.eks. søgte hun en biografbevilling 13 gange og fik hver gang afslag,« siger instruktøren.

Men hun var en kvinde, som ikke søgte medlidenhed, den dag karrieren var slut. Hun ville heller ikke underkaste sig. Hun var bitter, men samtidig insisterede hun på ikke at stille sig frem til offentlig skue. Hun havde kun ganske få fortrolige men var i selskabeligt lag en kvinde, der ikke nægtede sig selv livets goder, fortæller Skjødt.

»Hun røg f.eks. som en skorsten næsten lige til det sidste. Nok ikke den, man skal skabe en antitrygekampagne over i dag. Der var inden Første Verdenskrig et cigaretmærke, der bar hendes navn. Hun lagde i sine velmagtsdage samtidig navn til parfumeserier og læbestifter, og en restaurant i Budapest solgte Asta Nielsen-koteletter.

Større kan en dansker vist ikke blive ude i den store verden,« siger instruktøren.