Den farlige ytringsfrihed

Jesper Beinov, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frihed er det bedste guld, men når det gælder ytringsfriheden, så kan det op til næste uges tiår for Muhammed-tegningerne konstateres, at den er trængt på flere fronter.

Terrorhandlingerne i Paris og København tidligere i år har sat sig deres tydelige spor. Men da både vores kultur og samfund bevæger sig gennem fri debat, er det ikke uden grund at Flemming Rose, den gamle tegningesags absolutte hovedperson, anslår en bekymret tone i »Hymne til friheden«, der udkommer mandag.

PET skjuler f.eks. ikke, at der er elementer med onde hensigter på kontinentet, og det lægger en dæmper på viljen til at offentliggøre tegninger, der kan udløse terror. Selvom der passes godt på, og der gøres meget for at bekæmpe radikalisering og ekstremisme, er faren ikke drevet over.

Flemming Roses synspunkt er, at så længe man ikke opfordrer til vold eller andre kriminelle handlinger må ordet være frit. Men også i EU er der sket sådanne indskrænkninger af ytringsfriheden, så det efter Roses mening klinger noget hult, når man afviser indskrænket ytringsfrihed i forhold til religionskritik.

23 europæiske lande har såkaldte erindringspolitiske love. Tyskland kriminaliserer f.eks. benægtelse af holocaust, Frankrig af det osmanniske folkemord på armenerne under 1. verdenskrig og Polen sovjetkommunismens forbrydelser. Alle tre begiveheder er historisk ubestridelige, og efter min mening noget der må imødegås med det frie ord.

Men i de konkrete lande er der udmærkede historiske grunde, fordi deres historiske fortid er anderledes grum, end her i vores fredelige lille land. Selvom der er noble motiver bag disse EU-landes kriminalisering, så får det også den sideeffekt at lande som Rusland beskylder Europa for dobbeltmoral, når man selv sætter grænser for det fri ord. Men så må EU selvsagt gøre sig ekstra umage ved at argumentere konkret!

For mig at se handler det om stå fast og sige, at det er en fundamental ret, at ytringsfrihed også kan bruges til at sige urimelige sige ting der kan gøre ondt. Og at hårde ord ikke er det samme som onde handlinger.

Noget har flyttet sig i det sidste tiår. Der er i det mindste kommet en ærlighed i debatten, når det gælder talen om offentliggørelse af kontroversielle tegninger, der af fanatiske typer kan bruges som undskyldning for terroristhandlinger. Af frygt for at antænde en bombe, tænker man sig godt om i vestlige medier, og siger det lige ud. I stedet for at komme med alle mulige søgte undskyldninger.

Det er en tragedie for de åbne samfund, at der er så høj en pris at betale for at hævde det frie ord, så lad os benytte 10-året for de omstridte tegninger til at sætte fokus på, hvordan vi både beskytter og fremmer den kulturelle ytringsfrihed. Hjemme og ude.