Den evige skurk fylder 90

Christopher Lee fik øjensynligt blod på tanden, efter at han som barn debuterede som Rumleskaft.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Betegnelsen »gammel skurk« synes at passe til manden, som i over et halvt århundrede gang på gang har indtaget antagonistens rolle, og skulet olmt i øjnene på alle fra James Bond til Abraham van Helsing.

Men selvom hans alder vækker minder om bingospillets Gamle Ole, er han stadig særdeles aktiv både foran kameraet og på de skrå brædder. Hans karriere tæller til dato ikke færre end 276 filmroller og et utal af optrædener i forskellige teatersammenhænge verden rundt, hvorfor det ikke kan overraske, at dagens 90-års fødselar, (Sir) Christopher Lee, blev slået til ridder af England i 2009.

Det synes at have været et forvarsel om den kommende karriere, da Christopher Lee som barn debuterede som titelrollen i en teateropsætning af Brødrene Grimms Rumleskaft. Skuespilkarrieren måtte dog vente til efter den turbulente periode i verdenshistorien 1939-1945, hvor Lee først meldte sig under den finske fane i Vinterkrigen mod Rusland, og siden tjente under den britiske i Afrika og Italien.

Hans højde på 1,96 meter var en hæmsko i karrierens begyndelse, og i det følgende årti måtte han nøjes med mindre – og ofte ukrediterede – roller som f.eks. »Spydbærer« i Hamlet fra 1947. Højden blev en afgørende faktor for hans mangeårige karriere hos filmselskabet Hammer Films, som gav ham bærende roller i en lang række af horrorgenrens største klassikere. Således har han både været Frankensteins monster i The Curse of Frankenstein fra 1957, mumien i The Mummy fra 1959 samt rollen som Grev Dracula, som han gentagne gange har optrådt i siden debuten i The Horror of Dracula fra 1958.

I det følgende årti fulgte en lang række film, herunder de famøse optrædener som den kinesiske forbryderkonge Fu Manchu i en række film 1965-1969. Hans velkendte generalieblad førte til flere famøse roller, herunder hans personlige favorit som Lord Summerisle i kultklassikeren The Wicker Man fra 1973 og året efter som Scaramanga, også kendt som Manden med den gyldne pistol i James Bond-filmen af samme navn.

Op gennem 1970erne og 1980erne fulgte både op- og nedture på skærmen, før karrieren gik en smule på hæld i starten af 1990erne. Ti år senere skulle han dog blive mere populær end nogensinde, ikke mindst som sithfyrsten Count Dooku i Star Wars 2 og 3 og troldmanden Saruman i Ringenes Herre-trilogien – en rolle han i øvrigt vender tilbage i, når Hobitten har premiere til december.

J.R.R. Tolkiens værker har alle dage haft en stor rolle i Christopher Lees liv, måske fordi han som barn mødte fantasyforfatteren. Mangen en gang har Lees dybe røst givet Tolkiens skrevne ord nyt liv, blandt andet med det danske orkester, The Tolkien Ensemble. Som klassisk trænet skuespiller er sangen ikke fjern for Christopher Lee, der optræder på en lang række soundtracks og sågar med forskellige heavy metal-bands som 80er-rockerne i Manowar.