Den europæiske musik er kanon

Jesper Beinov, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er klassisk musik for alle pengene, når DR SymfoniOrkestret giver 90-års jubilæumskoncert i weekenden. Men spilles der nu også af de kanoniske værker, altså en del af den liste over særligt værdifulde værker, vi bør kende til for at forstå hvem vi er?

I Søren Schausers nye bog »Klassisk!« giver Berlingskes klassiske musikredaktør eksempler på det storslåede, på identitetsbærende europæisk musik. Hvorfor Schauser slutter sin omfattende europæiske musikhistorie omkring 1900, hvor det moderne rodløse menneske som type bryder frem i historien, er en diskussion værd. For er en del af det moderne ikke også det fremmedgjorte individ, og er rodløs musik dermed en del af identiteten?

Schauser antyder selv det bekræftende svar, når han beskriver den klassiske musiks historie som »et vemodigt kig tilbage mod det tabte og verden af i går«. Det minder os om en anden tid med andre værdier, andre måder at leve på.

Kanon er værd at tale om. For det handler om det fælles gods, det almene, det der samler os.

Hvad der karakteriserer den klassiske musiks kanon er en flertydig størrelse, men Schauser kommer tæt på, når han sammenfatter sagen: »Kulturen i Europa lægger sig ret permanent mellem krop og ånd, mellem det sanselige og det tænkte, mellem det jordiske og det himmelvendte. Vi er blevet stående i et filosofisk ingenmandsland og taler sjældent med drønende trommer eller sjælfulde klokker alene«.

Der er en forventning om, at Bertel Haarder, når han er færdig med at forhandle om kulturkronerne, genstarter kanon-debatten, som fyldte en hel del i det foregående årtis kulturkampe. Under VK-regeringen havde han mere end en finger med i spillet, og vi fik udover kulturkanonen bl.a. en kanon for nordisk litteratur, for dansk litteratur, og for demokrati og historie.

Nu skal kanonerne tilsyneladende støves af, for at se om der stadig skal stå det samme, eller om noget skal ændres. Her burde den klassiske musik få sin egen kanon - der er godt nok 12 musikstykker med i den oprindelige kanon, ligesom andre felter indgår, så som design og arkitektur, film, scene- og billedkunst, populærmusik og børnelitteratur.

Der er selvfølgelig en fare for at udvande begreberne, hvis alting skal have sin egen værkliste. Men dybest set handler kanon om sammenhængskraft og er ingen museal aktivitet. Det vil være en dynamisk liste, der skifter hen over årtierne. I en kanon kan alle principielt være med, men når vi kommer til vores egen tid, vil der uden tvivl opstå hidsige identitetspolitiske slagsmål - altså slagsmål om hvad og hvem vi er.

For mig at se er danskhed i dag en mere inkluderende størrelse end tidligere, inden vi fik indvandring i en større skala. Her skilles vandene selvsagt, og svaret afhænger af øjnene der ser. Det vil uden tvivl afstedkomme mange debatter. En kanon er ikke modsigelsesfri, tværtimod vinder den ved at inspirere til modsigelse og debat. For at forstå os selv, må vi have rødder og antenner i orden, og det får vi blandt andet ved selv at opleve og diskutere de store værker.