Den endeløse strengeleg

Copenhagen Jazz Festival. Den amerikanske stjerneguitarist Pat Metheny var veloplagt og generøs, men ikke så lidt af en egotripper, da han leverede sin vare i et tvivlsomt lydbillede

Den amerikanske guitarist Pat Metheny med den malysiske bassist Linda Oh på scenen i DR Koncertsalen, mandag aften. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Internationale highlights. Det er fællesbetegnelsen for den koncertrække, som Copenhagen Jazz Festival har henlagt til DR Koncertsalen. Og udtrykket kan man ikke argumentere imod, i hvert fald ikke med hensyn til det internationale. Mere problematisk er det med hightlights.

OK, det er en subjektiv sag, men hvis man har hørt jazz på byens små og mellemstore lokaliteter og har oplevet musikkens nærhed og kreative proces, ja, så kan aktiviteterne på DRs store scene forekomme langt væk, ikke mindst når man nok engang må tage til takke med en alt andet end perfekt lyd.

Der skal ikke herske tvivl om, at den nu 61-årige amerikanske guitarist Pat Metheny i mange år har været en af jazzens store stjerner og en af dens mest beundrede instrumentalister. Og han var som den første i highlight-rækken da bestemt også både veloplagt og generøs. Ja, tæt på to en halv times musik. Så hvorfor så overhovedet have nogle indvendinger?

Ja, primært fordi der var for meget af det, man i gamle dage kaldte egotrip. Kort sagt – guitaristen var stort set på hele tiden, spillede alenlange soli, som bestemt var virtuose og flot sammenskruede, men som alligevel alt for ofte endte i tomme kalorier.

Ret beset var repertoiret ganske nuanceret, overvejende let funky, ligesom Pat Metheny jævnligt skiftede guitar. Og det blev til flere fine folkemelodiske og romantiske forløb, om end det var i den modsatte ende af skalaen, altså når der gik rock’n’roll i foretagendet, at tingene kom ud over rampen, ikke mindst da Pat Metheny i dialog med den mexicanske trommeslager Antonio Sanchez leverede en gang ufortyndet syrerock.

Sådan! Ikke så meget pjat. For selv om alt det øvrige langt fra var det rene pjat, så var det dog en blød mellemvej, som blot blev basis for Pat Methenys endeløse udflugter.

Men nu havde han jo også sine ledsagere, og hvad rolle spillede de? Ja, føromtale Antonio Sanchez slog distinkt og dynamisk og lå relativt skarpt i lydbilledet, og den malaysiske bassist Linda Oh var en stabil sekundant, der lejlighedsvis bød på et pænt solospil. Og dertil kom så den britiske pianist Gwilym Simcock, der virkelig er en af nutidsjazzens bemærkelsesværdige pianister, hvilket dog kun fremgik sporadisk ved denne lejlighed.

Som akkompagnatør druknede han i lydbilledet, og i de påfaldende få soloforløb, han blev tildelt, viste han et godt håndelag. Men samtidigt meldte spørgsmålet sig, om strengene var præpareret med søm og skruer, eller om det virkeligt var muligt, at lyden af et koncertflygel kunne forvrænges så grufuldt?

Ja, jeg ved, at det er kedeligt at læse om dårlig lyd, men det var ikke uden betydning, at lydbilledet denne aften langt fra var optimalt.

Hvem: Pat Metheny with Antionio Sanchez, Linda Oh & Gwilym Simcock.

Hvor: DR Koncerthuset, Koncertsalen, mandag aften