Som man for nylig kunne læse i Berlingskes spalter, er tennis den sportsgren, der er mest livsforlængende. Hele 9,7 år kan man lægge til sin alder, hvis man hører til dem, der hyppigt svinger ketsjeren. Ud fra den devise, er vor fødselar faktisk kun 80,3 år, men med sit aktivitetsniveau er det nærmest, som om han kun er det halve. I hvert fald synes tennisstjernen og multikunstneren Torben Ulrich uforenelig med begrebet otium.
Man er fristet til – med et alt for forslidt udtryk – at sige, at han har mange bolde i luften. Hvor de så lander, er ikke til at forudse. Som han selv udtrykte det for nogle år siden til Berlingske: »Improvisation vil i min verden sige at bruge erfaringen og på samme tid glemme den.«
Udtalelsen kan måske være en ledetråd, hvis man vil indkredse 90-års-fødselaren. Eller? Man kan sige meget om Torben Ulrich, som har fødselsdag 4. oktober, og det skal nok være rigtigt alt sammen. Sikkert er det, at han altid har været en provokatør, som dog i kraft af sin afvæbnende elskelighed aldrig for alvor har provokeret.
Torben Ulrich har først og fremmest markeret sig som en dybt original tennisspiller, og derudover har han indskrevet sig i historien som jazzmusiker, jazzklubejer, musikanmelder, forfatter, billedkunstner, filmskaber, filosof og buddhist.
Med sin ketsjer tog Torben Ulrich danmarksmesterskabet 19 gange, og som stjerne på de internationale tennisbaner gjorde han sig bemærket med sin musikalske stil, sin bohemeagtige fremtoning og sin filosofiske tilgang til spillet.

Udeblev fra Wimbledon

Mindeværdigt er det, at han bevidst tabte en Davis Cup-finale, fordi han hellere ville passe sin jazzklub, at han blev væk fra en Wimbledon-kamp, fordi han skulle skrive en jazzartikel færdig, og at han i 1966, da han førte i en DM-semifinale, opgav kampen, fordi han hellere ville se VM-finale i fodbold på TV.
Kort sagt – Torben Ulrich er aldrig gået efter at vinde. Spillets virtuositet og improvisation har været kunsten, fuldstændig som det er tilfældet i den jazzmusik, som han oprindeligt dyrkede på sin klarinet.
Uoverskuelige mængder af tankevækkende ordstrømme har undsluppet hans pen. I mange år handlede det primært om jazz i tidsskrifter og dagblade, ligesom Torben Ulrich stod for talrige jazzudsendelser i Danmarks Radio.
I 2003 udkom den 500-siders bog »Jazz, bold og buddhisme«, som indeholder et vægtigt udvalg af hans skriverier helt tilbage fra nogle jazzblade i 1945, og netop nu har et nyt og tilsvarende værk, »Et vækkeur i Cecil Taylors flygel«, set dagens lys.
Torben Ulrich bosatte sig i 1983 i Seattle i USA med sin amerikanske kone, journalisten Molly Martin, og parret har i de senere år boet i en forstad til San Francisco. Han har dog jævnligt været hjemme og også i forbindelse med nærværende fødselsdag vender han hjem til noget, som på det nærmeste ligner en Torben Ulrich-festival.
Selvfølgelig skal han møde de gamle venner. Og her har den ærlige og gensidige gensynsglæde aldrig været til at tage fejl af.

Torben Ulrich
Bonusinfo

Født på Frederiksberg og opvokset i Hellerup.
Har repræsenteret Danmark i flere end 100 Davis Cup matcher.
Sammen med tenniskollegaen Kurt Nielsen åbnede han i 1952 jazzklubben Blue Note.
Blev i 1959 gift med fotograf Lone Sylvester Hvid (død 1998).
Far til Metallica-trommeslageren Lars Ulrich (f. 1963), der har jazzsaxofonisten Dexter Gordon som gudfar.
Har som billedkunstner siden 1971 arbejdet på rispapir, hvor bolde, ketsjere og sko, dyppet i maling, skaber farver og mønstre.
Har jævnligt optrådt med free-jazz-trioen Clinch og med pianisten Søren Kjærgaard, med hvem han har indspillet flere plader.
Til fejring af 90-års-fødselaren hører, at Galleri Tom Christoffersen udstiller en helt ny serie af hans tennis-relaterede rispapir-malerier, og at Cinemateket 11. oktober viser hans to film: »Before The Wall: Body & Being« (2002) og »Leaping, Looping: Before the Call« (2018.