Den digitale musikkrig kan koste dig Annisette og Duné

Internetgiganten YouTube har præsenteret de små, uafhængige pladeselskaber og deres kunstnere for en række nye krav. I yderste konsekvens kan det betyde, at vi i Danmark ikke længere vil kunne høre musik af en række kendte danske stemmer.

Hvis YouTube og en række små uafhængige pladeselskaber ikke kan blive enige om en række nye kontraktvilkår, kan det være slut med at høre Annisette og Savage Rose, når man for fremtiden bruger den populære internettjeneste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Snart kan det være slut med at opleve kunstnere som Backseat, Nikolaj Nørlund, Savage Rose, Duné, Rasmus Walter og tusindvis af andre danske og internationale kunstnere, når man går ind på YouTube for at lytte til musik.

Internetgiganten, der er ejet af Google, er røget i åben krig med alverdens små pladeselskaber, og i yderste konsekvens kan det betyde, at tjenesten vælger at blokere for selskabernes kunstnere. Problemerne er opstået efter, at YouTube som forberedelse til eventuelt at overgå fra annoncefinansieret tjeneste til abonnementsfinansieret streamingtjeneste har fremlagt et krav om, at de små pladeselskaber skal godkende en række nye betingelser for brug af tjenesten. Vilkår der efter pladeselskabernes mening er betydeligt dårligere end de aftaler, man har indgået med andre streamingtjenester som Spotify, Deezer og WiMP.

»De nye forretningsbetingelser dækker over den streamingtjeneste, som alle forventer kommer på YouTube, så det er en helt anden forretningsmodel, end det de er kendt for tidligere. Det, der er på tegnebrættet, er en tjeneste lige som de øvrige på markedet. YouTube ønsker bare ikke at betale det samme til kunstnerne som de andre, og det er meget problematisk,« siger Kristoffer Rom, formand for DUP, der er den danske organisation for små, uafhængige pladeselskaber.

Små selskaber kan blive tvunget med

Situationen er så alvorlig, at DUP sammen med en række lignende musikorganisationer i Europa nu har bedt EU-Kommissionen om at se nærmere på de nye vilkår fra You- Tube, og på om der eventuelt er tale om konkurrenceforvridning.

»Det er jo et frit marked, og naturligvis er de i deres gode ret til at bestemme, hvad deres produkt skal indeholde, men på den anden side forstår jeg ikke, at de bare tromler hen over en musikalsk fødekæde, der bare skal fungere. Det er jo paradoksalt, at de i brandingen af deres egen platform slår på historier om det åbne og frie internet, hvor kreativitet kan få lov at spire, og at de så stiller det ultimatum her. Det hænger ikke sammen,« mener Kristoffer Rom og påpeger, at YouTube har haft masser af muligheder for at forhandle en aftale på plads med de små selskaber, hvis rettigheder varetages globalt af organisationen Merlin, der, hvis man kun kigger på musikken alene, repræsenterer det næststørste katalog i verden kun overgået af musikgiganten Universal.

»Sådan som det normalt fungerer, når der kommer nye tjenester, og man skal blive enige om, hvordan det forskellige indhold takseres, så foregår det på den måde, at en tjeneste forhandler aftaler på plads med de store selskaber og så Merlin, der varetager den samme opgave for hele det uafhængige marked. Men YouTube har slet ikke villet tale med Merlin i det her tilfælde. Så enten ender det med, at de små selskaber bliver tvunget ind i det på en eller anden måde, fordi de føler, de bliver nødt til at være på denne platform, selv om de er underbetalte, eller også så vil de ikke være med på grund af vilkårene, og så ender YouTube og forbrugerne med en tjeneste, der ikke repræsenterer en meget stor del af verdens musik, og som derfor mister en masse konkurrenceevne,« siger Kristoffer Rom.

Kan blive en enorm magtfaktor

Indtil videre har Google og YouTube forholdt sig tavse, men Googles danske talskvinde, Christine Sørensen, kalder sagen »ærgerlig«.

»YouTube har skabt en verdensomspændende platform, hvor musikere kan komme i kontakt med deres fans og tjene penge på deres indhold. Hvert år udbetaler YouTube flere hundrede millioner dollar til musikindustrien, og vi har velfungerende aftaler på plads med hundredevis af uafhængige og større labels på kloden,« lyder det i en mail, hvor det understreges, at man ikke vil kommentere sagen yderligere.

Det er ikke første gang, at YouTube har haft sammenstød med musikbranchen omkring betaling til dem, der har rettighederne til musikken. Tidligere har rettighedsorganisationen KODA og YouTube været igennem en årelang proces for at finde frem til en brugbar betalingsmodel for den danske musik på tjenesten, og den aftale er først faldet på plads for nylig. Men hvis YouTube gør alvor af at blive en egentlig streamingtjeneste og måske blive integreret med Googles nye Play Music-tjeneste, så bliver det med ét slag en enorm magtfaktor, der kan vende op og ned på hele streamingmarkedet.

»Google og YouTube har om nogen muligheden for at lave en sindssyg interessant streamingtjeneste, da de jo allerede har en eksisterende brugerplatform, der er ufattelig mange gange større end de øvrige tjenester. YouTube er der, hvor den brede skare af forbrugere er. Der er ingen anden tjeneste med video som sit hovedprodukt, der kan prale af 340 millioner registrerede brugere. Og kan man konvertere bare en lille smule af den volumen over i en streamingtjeneste, har vi for første gang en rigtig interessant konkurrent til Spotify. Samtidig er YouTube som socialt medie bare vanvittigt vigtigt for alle, der laver musik. Markedsføringsmæssigt er det en god og billig platform, så der vil vi selvfølgelig gerne være – bare ikke for enhver pris,« fastslår DUP-formand Kristoffer Rom.