JERUSALEM: Når man tidlig morgen befinder sig svævende mellem drømmesøvn og begyndende bevidsthed, så kommer Jerusalems lyde til en. Muezzinen fra Al Aqsa-moskeen nogle hundrede meter inden for murene kalder til morgenbøn. Klokkeren i Dormitionskatedralen ovre på Zionbjerget trækker punktligt i rebet til malmklokken. Og morgentrafikken i kurven omkring Sultanens Pool på det historiske Betlehem Road presser sig ind med en kakofoni af bilhorn og uautoriserede sirener.

Gennem jernskodderne ud til vores næsten parisiske tagterrasse titter solen ind over Oliebjerget i øst, og kolibrien, som er en palæstinensisk solfugl, synger muntert udenfor om den nye dag.

Der er noget stort og åndrigt over Den Hellige Stad. Religiøs hovedstad for verdens tre store monoteistiske religioner; jødedommen, kristendommen og islam. Alle med den samme Gud. Alle med de samme åndelige forfædre, Abraham/Ibrahim, Rachel, Isak/Ishmail.

Men der er ikke meget sorgløst over Jerusalem. Splittet, som den er mellem krig og fred, mellem jøder og arabere, mellem overmagt og underkastelse. Og med fattigdom og religiøs fundamentalisme som de tunge fakta, der sætter dagsordenen i år 2005.

Melankolien ligger som et tæppe over byen. De daglige gøremål udføres som var de en kammerkoncert i mol, og det, der burde være en glædens by, genlyder både på og under overfladen af én lang og forståelig klagesang.

»Det går skidt«, siger de alle sammen. Fordi der ikke er nogen turister - Jerusalems eneste kilde til indtægt. Fordi araberne hele tiden sprænger busser i luften. Fordi jøderne er en besættelsesmagt. Fordi, fordi, fordi.

Men måske er Jerusalem som en by i mol, fordi - som Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik engang poetisk har konstateret - Jerusalem ikke alene er en by. Den er en sindstilstand.

Ekstase
Her er det sted på jord, hvor alle jøder i hele verden den dag i dag går i ekstase over ødelæggelsen af det hellige Tempel i år 70 af den romerske Kejser Vespasians søn Titus, som tilmed fik skildret begivenheden i billeder i triumfbuen Titus-buen i Rom.

Her er det sted på jord, hvor muslimer i hele verden går i ekstase over, at profeten Muhammed på forunderlig vis fløj gennem natten og steg til himmels.

Her er det sted på jord, hvor kristne af alle sekter går i ekstase over, at Jesus har levet, prædiket og er blevet korsfæstet.

Ja så meget i ekstase kan mennesker komme, at adskillige hvert år må indlægges til psykiatrisk behandling på Kfar Shaul hospitalet, når de bliver ramt af Jerusalem-syndromet. En sygdom, der rammer uden varsel ved mødet med de hellige steder, og som får et menneske til at tro, at han er Jesus, Kong David eller Jomfru Maria. Vi har mødt både Jesus i lange hvide gevandter - ved et politisk arrangement i Hinnom-dalen - og Maria Magdalene, der dag efter dag sad og stirrede frem for sig i den grotte, hvor Jesus siges at have overnattet, når han rejste i Jerusalem.

Rent fysisk lever Jerusalem til fulde op til tilnavnet Den Gyldne Stad. Hele byen har det samme honningfarvede skær over sig især i eftermiddagssolen, fordi alle bygninger, nye som gamle, er bygget af eller er beklædt med håndhuggede kalksten fra stenbruddene omkring Jerusalem og Betlehem.

Men byen opfylder ikke på nogen måde det mantra, israelerne har gentaget siden erobringen og besættelsen af Den Gamle By sammen med Vestbredden og Gaza i 1967. Den forenede by, sagde de dengang i 1967. De forsikrede, at Jerusalem aldrig mere skulle blive delt, og for at sikre denne hellige og udelte by på jødiske hænder blev Jerusalem kommune omgående udbredt til at omfatte alle de palæstinensiske landsbyer helt ud til Judea-ørkenen mod øst og halvvejs op til Ramallah i nord. Kommunen ledes i dag af en ultra-ortodoks jødisk borgmester, og kommunegrænsen mod øst og nord er blevet martret med opførelsen af den udskældte otte meter høje adskillelsesmur, der stritter betonelementerne i vejret midt ned gennem palæstinensiske hovedgader, olivenlunde og sportspladser.

For faktum er, at Jerusalem i højere grad end nogensinde er en delt by. Ja, den er faktisk to byer med hvert sit navn. Yerushalayim for jøder og Al Quds for palæstinensere. Og sådan har det været siden staten Israels oprindelse i 1948 med den ene undtagelse, at Israel har ekspanderet ind i det palæstinensiske Østjerusalem, hvor der i dag bor omkring 200.000 israelere i rent jødiske kvarterer.

Men her blander man sig ikke. Der bor ingen palæstinensere i det jødiske Vestjerusalem - ja de kommer der stort set aldrig. Og der bor ingen jøder i de rent palæstinensiske kvarterer i Østjerusalem - bortset fra en håndfuld hardcore-bosættere, der af politiske og religiøse grunde har forskanset sig bag pigtråd og med elektroniske hegn og bevæbnede vagter 24 timer i døgnet.

Der er ingen grænser mellem de to byer, men alle ved, hvor det jødiske Vestjerusalem slutter, og det palæstinensiske Østjerusalem begynder. Og kommer man udefra, er man heller ikke i tvivl, for i Vest-byen skorter det ikke på gadebelysning og nylagt asfalt. I Øst-byen skal man se sig godt for efter mørkets frembrud, og hullerne i vejen stiller udfordringer for bilens støddæmpere.

Jødiske israelere kommer reelt aldrig i Øst. Mange er decideret bange for at krydse den usynlige grænse. De er helt sikre på, at de vil blive skudt eller stukket ned med en kniv på åben gade, hvis de forsøger sig.

Når man lader sig transportere rundt med taxa, så skal man også være opmærksom på, om det er en jødisk eller en arabisk chauffør. For ingen af dem kan finde rundt i den andens by. Ja gang på gang har vi oplevet, at jødiske taxaer blankt afviser at køre til Damaskus-porten, som er den palæstinensiske hovedindgang til Den Gamle By, eller de sidste 200 meter til et af hotellerne i Østjerusalem.

De få åndehuller
Der er selvfølgelig nogle enkelte få fælles åndehuller for de to folk i det offentlige rum. Et af dem er hovedpostkontoret på Jaffa Gaden. Her bugter køen sig langt ud på gaden, ikke mindst når der er udbetaling af børnechecks, og det er almindeligt på samme dag at stå i kø med unge fnise-piger med hijab-tørklæde fra det muslimske kvarter i Den Gamle By, med ultra-ortodokse, jødiske »Sort-hatte« med slangekrøller, knæbukser og silkefrakker, med asketiske franciskaner-munke i brune kutter og koptiske præster i sorte gevanter og sjove hatte.

Og der er steder, hvor pæne middelklassepalæstinensere og pæne middelklassejøder mødes og i hvert fald spiser eller drikker kaffe sammen. I Vestjerusalem er det restauranten i YMCA-bygningen på Kong David-gaden. I Østjerusalem er det Ibrahims sommerbar i haven på American Colony Hotel. Her kommer diplomater, journalister, ministre og embedsmænd fra begge sider, og ofte sidder amerikanske bodyguards i gårdhaven med deres kommunikationsledninger ud af ørerne, og så ved man, at en big shot er i byen. Som forleden, da vi rendte ind i Præsident Bush´s udsendinger - den tidligere Verdensbank-direktør James Wolfensohn og den amerikanske general Wiliam Ward - der skal sikre sig, at den israelske tilbagetrækning fra Gaza bliver koordineret med palæstinenserne, og at Køreplanen for Fred kommer på sporet igen til efteråret.

For de knapt så pengestærke er mødestedet mellem øst og vest i pergola-restaurenten på det lille familiehotel Jerusalem Hotel. Her sidder som regel FN-folk og udsendte NGOer og spiser hjemmelavet hummus, drikker palæstinensisk Taybeh-øl og deler et stop æbletobak i vandpiben.

Også det jødiske Vestjerusalem er delt op i usynlige bydele, hvor man helst ikke blander sig. De religiøse har deres i den nordlige og vestlige del af byen, de sekulære ikke-religiøse har deres mindre kvarterer i den sydlige del.

Men et af Jerusalems problemer er, at de ultra-ortodokse, breder sig. I daglig tale kaldes de Black Hats på grund af mændenes hovedbeklædning, som om vinteren i regnvejr beskyttes af en plasticpose fra supermarkedet. Det kunne være meget pittoresk og eksotisk, hvis ikke lige det var, fordi de er så fundamentalistiske med de jødiske leveregler, at ingen butikker i miles omkreds må holde åbent fra fredag til lørdag aften. Bilkørsel er naturligvis forbudt på sabbatten, og busdriften er af samme grund indstillet.

Den udvikling gør sit til, at Israels hovedstad er en af landets fattigste byer, for de ultra-ortodokse arbejder helst ikke. De lever af overførselsindkomster og bruger hele dagen på at studere Torahen på rabbinerdrevne og statsstøttede Yeshiva-skoler.

Stemningen af mol og melankoli og fornemmelsen af at bo i en soveby-provins får de almindelige ikke-religiøse israelere til at flygte. Drypvis forlader de byen for at slå sig ned ved kysten i Tel Aviv, der nok er en mindre by i omfang, men som har en afslappet metropolstemning, og hvor man gerne må gå i shorts på gaden og kan købe ind om lørdagen.

Til gengæld er der ikke meget sjæl over Middelhavsbyen. Verdens-ånden befinder sig i Jerusalem. Inden for Suleyman den Stores 1600-tals mure i de snævre gyder i Den Gamle By. Her gik Jesus med korset til Golgata, hvor Gravkirken senere blev bygget. Her lod Kong David sin søn Solomon bygge det første jødiske tempel på Moriabjerget, hvor i dag kun Grædemuren er tilbage. Her red Profeten Muhammed ud i natten på sin vingede hest Burak fra Al Haram al Sharif, hvor Klippemoskeen i dag knejser med sin guldkuppel og er det ultimative vartegn for Jerusalem, Den Gyldne og Hellige Stad.