Der blev råbt italienske skældsord, der blev buhet, og der var endda nogen, der udvandrede, da horror- og dødssex-scenerne blev for eksplicitte. Men der var også dem, der klappede. Og gik man ind på de sociale netværk, kunne man finde næsegrus beundring og stor begejstring for værket.

Nicolas Winding Refns danske bud på en guldpalme-vinder »The Neon Demon« havde torsdag aften premiere i Cannes, og som få andre film i konkurrencen delte den sindene mellem afsky og andægtighed.