Den besværlige kærlighed

Lykken er blevet et prestigeprojekt, og det moderne parforhold er presset af tårnhøje forventninger. Det mener May el-Toukhy, der 7. maj debuterer som spillefilmsinstruktør med kærlighedskomedien »Lang historie kort.«

May el-Toukhy. Fold sammen
Læs mere

May el-Toukhy kan slet ikke lade være med at indstille antennerne på hele verdens hjerteslag.

»Jeg har sådan en sygelig optagethed af kærlighedsrelationer – det er nærmest min hobby. Når jeg møder folk, spørger jeg altid »hvordan har du mødt din mand?« »Hvad skete der så?«. Jeg er afhængig af historier om relationer; os og dem, dig og mig. Hvordan vi ser på andre mennesker, og hvordan vi ser på os selv.«

Det ses tydeligt i hendes debutspillefilm »Lang historie kort«, der får premiere 7. maj. For hvorfor fortælle historien om et enkelt parforhold, når der nu er så uendeligt mange vinkler på kærligheden?

Derfor handler filmen om en hel vennefloks livtag med den til tider besværlige kærlighed. Centralt står Ellen, den evigt enlige, der kun vil have dem, hun ikke kan få. Rundt om hende kæmper det lesbiske par Anette og Maya med forskellige forventninger til livet med eller uden børn, mens Rolf, der egentlig havde opgivet kærligheden, måske får en chance til med Dina. Bolette og Adam lader børn og hverdag æde det, der engang var kærlighed, mens Eva dominerer Sebastian så kraftigt, at han er nødt til at genfinde sin maskulinitet hos Ellen. Ringen er sluttet, men historien først lige begyndt, da Max kommer hjem fra et uheldigt ægteskab i USA som en joker, der enten kan få kabalen til at gå op – eller korthuset til at vælte. For i kærlighed er intet givet på forhånd.

»De slås fra hver deres ringhjørne med forestillingen om det perfekte parforhold og med at affinde sig med, at den kærlighed, de nu engang er blevet givet i det her liv, er svær og kompliceret,« opsummerer May el-Toukhy, der kalder filmen en »kærlighedskomedie« frem for en »romantisk komedie«.

»Er det en romantisk komedie? Ja! Men for mig er den kærlighed, vi lever i til daglig, ikke nødvendigvis romantisk. Og fordi den ikke er det, behøver film om kærlighed heller ikke nødvendigvis at være romantiske. Vi skal passe på med at blive ved med at genfortælle myten om den romantiske kærlighed, for den stemmer ikke overens med det liv, vi lever,« siger hun og tøver lidt.

»Det kan selvfølgelig være, at det netop er derfor, folk har behov for de her fortællinger - så de kan få genoprettet troen på, at det giver mening at indgå i en ikke-platonisk relation.«

Optimeret kærlighed

Men hvad er kærligheden så, når den ikke er romantisk?

»Jamen, så er den jo bare,« siger May el-Toukhy.

»Generelt har vi her i den vestlige verden svært ved at acceptere, at størstedelen af vores liv, bortset fra nogle perioder med stor lykke og afgrunde med stor ulykke, leves i sådan et mellemleje, hvor toget bare bumler derudad. Det er sindssygt svært at acceptere, at kærligheden bare er det, den er, og at den også bare er hverdag. At alt det der med at aflevere børn og lave aftensmad er det, der er. Og at ens mand måske mest af alt er ens gode ven og ikke hele tiden er ens hjertes udkårne,« siger May el-Toukhy, der mener, at vi skal lade være med at stresse så meget over, at kærligheden ikke altid er på kogepunktet:

»Simreretter er også god og nærende mad,« siger hun.

May el-Toukhys far kommer fra Egypten, og hun er vokset op med en vestlig bevidsthed om frit at kunne vælge til og fra, mens hun samtidig har oplevet sine kusiner og fætre i Cairo trives i ægteskaber, der ikke kun er baseret på kærlighed, men også på fornuft og konventioner. Det har givet hende et lidt anderledes perspektiv på, hvad parforholdslykke egentlig er.

»Jeg har altid tænkt, at jeg havde potentiale til at blive lykkeligere end mine fætre og kusiner, fordi jeg selv kunne bestemme alting. Jeg kunne for eksempel gifte mig med en mand fra et andet samfundslag end mit eget, hvis det var det, jeg havde lyst til – hvor de helst skulle vælge én fra den veluddannede middelklasse, de selv tilhører. Men når jeg er sammen med dem, kan jeg mærke, at de på nogle områder er lykkeligere, end jeg er, fordi de ikke har så høje forventninger til livet. De begræder ikke det, de ikke har, og sætter større pris på det, de har. »Jeg har en mand, han er et godt menneske, og vi har nogle gode unger og et godt hus og er gode samarbejdspartnere. Og det er et godt liv.« Hvorimod vi i Danmark hele tiden prøver at opdatere og optimere vores parforhold.«

Romantisk propaganda

Problemet opstår ifølge May el-Toukhy, når vi alligevel ikke bliver så lykkelige, som vi forventede, for så har vi kun os selv at bebrejde.

»Vi lever i en »man kan, hvad man vil«-kultur, hvor vi opdrages til at være vores egen lykkes smed, og hvor vi lader os overbevise om, at tingene nok skal lykkes, hvis vi bare vil det nok og arbejder nok for det. Der findes ingen Gud og ingen skæbne, som vi kan pøse noget af ansvaret over på, når vi ikke opnår det, vi drømmer om. Når vi ikke lykkes, konkluderer vi, at det nok var, fordi vi »ikke ville det nok«. Ikke gjorde nok. Men sandheden er jo, at der er virkelig mange tilfældigheder, der spiller ind i et langt liv, og det anerkender vi ikke rigtigt i min generation. Vi giver os selv skylden, når noget går galt – og det gør det jo i alle menneskers liv på et eller andet tidspunkt. Vi er ude af stand til at tilgive os selv utilstrækkeligheden.«

Af samme grund er May el-Toukhy ikke på Facebook.

»Jeg er alt for misundeligt anlagt. Jeg ved godt, at det langt hen ad vejen er ren selv­iscenesættelse, men det der med konstant at blive eksponeret for andre menneskers lykke gør, at jeg selv føler mig mindre lykkelig. Hvis man hele tiden bliver podet med andres fantastiske liv, så tror jeg, at man på et eller andet tidspunkt bliver overbevist om, at alle andre mennesker ER mere lykkelige end én selv. Og hvis man så ikke selv er lige så lykkelig som dem på billederne, hvad er der så galt med én? Er det, fordi man ikke realiserer sig selv, har det rigtige job eller den rigtige kærlighedsrelation?«

Vi bombarderes med visionen om den perfekte kærlighed fra stort set alle sider: Facebook, dameblade, romantiske film ..., og May el-Toukhy har tænkt en del over populærkulturens fremstilling af kærlighed, som hun ikke mener har særligt meget med en moderne virkelighed at gøre.

»De fleste piger i teenageårene bliver tiltrukket af den romantiske propaganda – fortællinger hvor omdrejningspunktet er »den eneste ene«. Begrebet stammer fra 1800-tallet, hvor det blev brugt til at kontrollere de ugifte døtres seksualitet, både så man kunne være sikker på, at de blev godt gift, så de kunne forsørge den næste generation, og så de kunne forsørge deres forældre, når de blev gamle. Hvis kvinderne begyndte at fjolle for meget rundt og få børn med alle mulige forskellige mænd, kunne den konstruktion ikke eksistere, så på den måde kan man sige, at den romantiske idé er noget, vi har skabt for at kunne holde sammen på vores samfund gennem familien som institution.«

Nu hvor vi ikke har behov for konstruktionerne mere, fordi kvinderne kan forsørge sig selv, og samfundet kan forsørge os, så opstår ifølge May el-Toukhy en kæmpe konflikt mellem det ene og det andet.

Venner er vigtigere

»Selvfølgelig er der en dyb længsel i alle mennesker efter tilhørsforhold. Der er lavet mange undersøgelser, der tyder på, at de lykkeligste mennesker er dem, der lever i tosomhed. Samtidig er der undersøgelser, der viser det modsatte; at enlige er lige så lykkelige som dem, der ikke er enlige – eller tilsvarende ulykkelige. Men under alle omstændigheder tror jeg ikke, at den kontinuerlige propaganda om »den eneste ene« gør det nemmere for os at finde lykken.«

Og her kommer vi så tilbage til venskaberne, et af temaerne i »Lang historie kort«.

»Mange opfatter deres venner som dem, de er tættest på. Som dem, de deler de største glæder og sorger med. Venskabsbånd fylder rigtigt meget i takt med, at vi ikke har den samme dybe økonomiske og sociale forpligtelse over for vores familie og ofte lever meget forskelligt fra vores forældre. I takt med de spring udbygger vi vores omgangskreds, så den matcher den livsstil eller vej i livet, vi selv har valgt. Mine venskaber betyder meget for mig. Jeg har fire brødre, og det, der holder os sammen, er, at vi ud over at være søskende også er venner,« siger May el-Toukhy, der oplevede, at hendes venskaber fik en ny dimension, efter at hun selv for snart fem år siden blev mor til en datter.

»Det betød, at der blev skåret ned på mange af de sociale udskejelser, men så er der nogle andre ting, der binder mig sammen med mine venner. Jeg har fået et nyt fællesskab med dem, der også har børn, mens de, der ikke har, bliver ved med at sætte en masse ting i perspektiv – de fortsætter med at få læst avis, gå til rockkoncerter og tage ud på vilde rejser. Jeg får ligesom en bid af livet på en anden måde gennem deres oplevelser.«

Ofte er vennerne også stabile livsvidner, siger May el-Toukhy. Det er dem, der følger med år efter år, mens kærlighedsrelationer kommer og går.

»Jeg har venner, jeg har kendt i 20 år – det er jo helt vildt at have nået en alder, hvor jeg kan sige dét!«