»Den bedste Roskilde nogensinde«

Over 100.000 solgte billetter og økonomisk gevinst på måske 20 mio. kroner. Mindeværdige koncerter. Glade gæster. Mindre affald og markant fald i tyveri- og voldtægtssager. Roskilde Festival blev en succes, mener arrangører, politi og anmeldere.

Lørdag d. 5. Juli på Roskilde Festival 2014. Publikum til Major Lazer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

»Der er naturligvis altid ting, man kan og skal arbejde videre på, men hånden på hjertet, så synes jeg, at det har været det bedste år nogensinde for Roskilde Festival.«

Sådan siger festivalens begejstrede talsmand, Christina Bilde, mandag formiddag, da Berlingske træffer hende over telefonen. Måler man festivalens succes ud fra et isoleret, økonomisk perspektiv, er der i hvert fald også noget om snakken. For med et samlet billetsalg på over 100.000 billetter – 80.000 partout-billetter og 22.000 endagsbilletter – slår Roskilde Festival 2014 rekord. Aldrig nogensinde før har så mange gæster været samlet til en uges markering af musik, kunst, holdning og medskabelse. En enorm tilslutning, der vækker glæde hos Roskilde Festivals administrerende direktør, Henrik Rasmussen.

»Vi kender først det endelige økonomiske resultat om nogle måneder, men med et rekordhøjt billetsalg på over 100.000 og et rigtig flot salg i boderne har vi særdeles positive forventninger om et økonomisk overskud, som vi vurderer til at ligge mellem 15-20 millioner kroner.« Ud over den økonomiske gevinst ved festivalen, som traditionen tro går ubeskåret til velgørende og kulturelle formål inden næste års arrangement, har festivalen generelt fået positiv medfart af anmelderne hos de danske dagblade, der har haft udsendte ude for at give hovednavne som Rolling Stones, Outkast og Stevie Wonder en lytter.

Færre lommetyve

Politiken står for den mest rosende anmeldelse, idet musikredaktør Simon Lund ikke alene betegner festivalen som både en »musikalsk og kulturel succes«, men også tilføjer, at »hvis man troede, at kombinationen af lejrliv, rockekstase og generel gak i låget var gået af mode,« kan han »efter en uge i den parallelverden, de kalder Roskilde Festival, berette, at det forholder sig lige modsat«.

Men også nærværende avis’ musikredaktør og anmelder Lars Rix roser arrangørerne for »at have formået at blande en god cocktail af stærke navne inden for forskellige genrer«, ligesom Jyllands-Postens Peter Schollert er imponeret over, at det »lykkedes Roskilde Festival at få verdensstjernerne fra The Rolling Stones til Orange Scene«. Men ikke bare musikalsk var festivalen en succes. Festivalgængerne har generelt også udvist bedre adfærd.

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, der har udarbejdet en opgørelse over antallet af politisager i forbindelse med festivalen, siger, at politiet ved dette års festival har haft mindre travlt end de forgangne år. Det skyldes, at der har været et markant fald i antal af lommetyve. Mens der sidste år var 556 registrerede tilfælde, er tallet i år – indtil videre – nede på 350 antal lomme- og tasketyve.

»Vi glæder os rigtig meget over det enormt positive resultat på tyveriområdet. Der kan dog stadigvæk nå at komme bunkevis af efteranmeldelser i løbet af de næste par dage, men jeg vurderer ikke, at det er noget, der vil kunne ødelægge den positive tendens,« siger Martin Bjerregaard og tilføjer, at der kun har været indgivet en enkelt anmeldelse om formodet voldtægt natten til onsdag.

Men for Christina Bilde er den mest glædelige nyhed nu ikke det økonomiske, men de succesfulde, miljøvenlige og publikumsdrevne initiativer som området Dream City. Festivalgængere har over de seneste tre år kunnet bygge deres helt egen lejr 100 dage før, festivalen åbner for menige teltliggere. Her har vi kun mødt en stigende interesse, deltagelse og social ansvarlighed.«