Den aktivistiske portrætmaler

Simone Aaberg Kærn har malet en række danske ministre, der har været med til at beslutte at sende soldater i krig. Selv har hun ofte bragt sin egen person i spil i et ønske om at diskutere politik, religion og samfund.

Tidligere statsminister og nuværende NATO-generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen (V), valgte Simone Aaberg Kærn (tv.) til at male sit officielle portræt til Folketinget. Kunstneren og den tidligere statsminister er her fotograferet sammen 13. november 2010, og maleriet blev afsløret på Christiansborg 3. december samme år. Foto: Bjarke Ørsted Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PORTRÆT: Meningerne var meget delte, da Simone Aaberg Kærns portræt af tidligere statsminister for Venstre, nuværende generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, blev afsløret i 2010.

Nogle mente, at portrættet, der kunne minde om en forside på tidligere tiders rigtige drengebøger, gjorde grin med den afgående statsminister. Andre at nu havde kunstneren med en fortid i det autonome miljø, da helt solgt ud til Systemet.

Atter andre syntes, at det blot var et ringe maleri. Simone Aaberg Kærn, lød argumentet, er en god konceptmager, men en dårlig maler.

Det sidste havde kunstneren selv advaret Anders Fogh Rasmussen om, da han valgte hende, ligesom hun havde betroet den daværende statsminister, at hendes stemme ikke var at finde blandt dem, der havde bragt VK-regeringen til magten.

Simone Aaberg Kærn udarbejdede tre forslag til Anders Fogh Rasmussen, der var meget optaget af et, hvori der indgik en video. Men manden med habitten og kvinden med punkfrisuren enedes alligevel om et maleri.

»Jeg er,« forklarede Simone Aaberg Kærn, »en af dem, der har grinet lidt af maleriet som kunstnerisk udtryk, men det er jo meget smart, når det kommer til stykket. Det fungerer også, når strømmen går.«

Simone Aaberg Kærn er i øvrigt repræsenteret på Louisiana med en serie på 45 malede portrætter af kvindelige piloter fra Anden Verdenskrig.

Medierne som medspiller

For rigtige kunstnere går ikke fra koncepterne. Slet ikke en billedkunstner som Simone Aaberg Kærn der gerne vil undersøge eller diskutere samfundsmæssige konflikter som for eksempel den aktivistiske udenrigspolitik, der har kendetegnet Danmark siden missionerne i det opløste Jugoslavien.

Derfor vælger hun også de medier, der passer til anledningen. Som nu hendes nye serie af danske ministre malet som om de var såret.

Aaberg Kærn er en strategisk tænkende kunstner, der går efter effekten. Nogle af hendes kolleger har malet billedserier af nogle af de soldater, der har mistet livet i Afghanistan – men med sine nye billeder formår Simone Aaberg Kærn virkelig at komme ud over rampen.

I de fleste aktioner af denne art medtænker kunstneren ofte mediernes rolle.

Simone Aaberg Kærns ugebladsagtige, men barske ministerportrætter indskriver sig ikke i den propagandistiske form for politisk kunst. Den med paroler og enkle budskaber. Men derimod en form for politisk kunst (og alt kunst er selvfølgelig politisk), der gerne vil diskutere, hvad det er der foregår.

Danske soldater har deltaget i mange opgaver i udlandet, men det er, som om erkendelsen af, at nu er det krig for alvor, kun vanskeligt trænger igennem i offentligheden. Derfor maler Simone Aaberg Kærn kendte ansigter, vi alle kan forholde os til.

Rejsen til Afghanistan

Simone Aaberg Kærn har i det hele taget aldrig været bleg for at gå utraditionelt til værks.

Blandt hendes mange bedrifter er en flyvetur i en lille topersoners maskine til Afghanistan. I den forbindelse trodsede hun et forbud om overflyvning af afghansk luftrum udstedt af det amerikanske luftvåben. Og hun måtte derfor flyve så lavt over bjergene, at hun var et klokkeklart mål for afghanske krigere på jorden. Formålet med hele projektet? At besøge en afghansk pige der selv så brændende ønskede at prøve at flyve.

»Og det var vel det, vi havde til fælles, Anders og jeg,« forklarede Simone Aaberg Kærn i forbindelse med afsløringen af portrættet af den tidligere statsminister. »Vi tog begge til Afghanistan for at løse nogle problemer. Af med burkaen og op i luften. Problemet er så, at så enkelt er det ikke. Pigen i Afghanistan blev jo tilbage. Hun kan ikke fungere alene, fordi hun er medlem af et klansamfund.«.

Simone Aaberg Kærn er født i 1969 og blandt andet uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, på Goldsmith’s College of Fine Art i London og på Clacton Aero Club i Clacton on Sea.

Mange af hendes værker har tematiseret og beskrevet flyvning og herunder revideret historien ved at pege på de kvindelige piloters indsats under Anden Verdenskrig. Hendes første udstilling fandt derimod sted under jorden; nemlig i 1992 i en bunker på Frederik den Vs Vej i København. Hun har siden udstillet separat i forskellige kunsthaller og museer i Europa.

I 1999 var hun inviteret til det deltage i den internationale del af Venedig-biennalen. Simone Aaberg Kærn er blandt andet blevet hædret af Statens Kunstfond, Ole Haslunds Legat og Foreningen af Danske Kunstkritikere.