Den afmålte svensker

Den svenske troubadour Björn Afzelius døde som blot 52-årig uden rigtigt at opnå den anerkendelse i sit hjemland, som han fik i både Danmark og Norge. En ny dokumentarfilm blotter nogle af de mørke sider, der var med til at distancere ham fra sine landsmænd.

»Jeg har det fint. Solen skinner.«

Året er 1999. Björn Afzelius lyder afmålt i telefonen. Journalisten i den anden ende har netop spurgt til hans helbred, men typisk for den svenske musiker skyder han det hen. Vil ikke snakke om den kræftsygdom, der efterhånden har plaget ham i et stykke tid.

Interviewet bliver Björn Afzelius’ sidste. Et par dage efter er han død. 52 år gammel og blot to numre fra at have færdiggjort sin plade »Elsinore«. Instruktionerne er imidlertid klare, og i et studie fyldt med blomster bliver albummet gjort færdigt. Et sidste værk fra en svensker, der aldrig helt blev accepteret i sit hjemland, men i udlandet – ikke mindst i Danmark – opnåede noget nær stjernestatus.

Præcis hvorfor det forholdt sig sådan, forsøger de to dokumentarister Magnus Gertten og Stefan Berg at afdække i den nye film »Tusen Bitar«. Og som det ofte forholder sig med andre store personligheder, så er også Björn Afzelius’ historie spækket med mørke sider, og netop heri kan man finde noget af forklaringen på troubadourens status i Sverige.

»Bonderøven fra Hakarp« som vennen Mikael Wiehe kærligt kalder ham i filmen, blev født i 1947 i byen Huskvarna i Småland og voksede op sammen med lillebroderen Bengt, i en familie hvor faderen var ingeniør og oftest på forretningsrejse og moderen hjemmegående. Set udefra synes det som prototypen på en sund svensk kernefamilie, men indefra viser arkivmateriale og samtaler med blandt andet en barndomskæreste, at det langtfra var tilfældet. Den unge Björn gjorde alt for at hjælpe og behage sin mor, der oftest var sengeliggende, men følte sig igen og igen svigtet af hende, når faderen vendte hjem og moderen fandt på historier, om hvor uartigt og dårligt børnene havde opført sig.

Moderen tager sit eget liv

Og da moderen så ender med at begå selvmord, kaster det en enorm skyldfølelse over på en ung mand, hvilket kommer til at præge ham resten af livet.

»Mor, du må ikke være så skuffet/Jeg lover at være rar/Mor, jeg hader dig, når du råber/Jeg bliver hos dig i aften/Mor, du må ikke gå i døden/vil du ikke blive her lidt mer/Det er ikke anger jeg har brug for/Mor, svigt ikke en gang til/Jeg går i eksil!« som det eksempelvis lyder i nummeret »Exil« fra succes-albummet af samme navn.

Opvæksten er med til at forme ham som voksen.

»Björn var ikke sådan en mand, man kunne holde på,« som det lyder fra ekskæresten Marianne Lindberg De Geer, der måske var det tætteste, Björn Afzelius kom på et fast parforhold. Adskillige gange blev broerne brændt mellem de to, inden det endegyldigt var slut efter, at Lindberg havde født deres datter, Rebecca, og Björn Afzelius næsten samtidig fik datteren Isabella med en anden kvinde.

Björn Afzelius kunne ganske enkelt ikke knytte sig tæt til et andet menneske – heller ikke selv om han gerne ville. Og det var ikke fordi, det skortede på tilbud fra det modsatte køn.

Björn Afzelius elskede kvinder, men sjældent længere end en enkelt nat. På de mange og lange turneer stødte nye til, nærmest hver eneste dag, som en af medmusikanterne i bandet Globetrotters udtrykker det.

Men helt tæt på kom ingen. Selv som nær ven kunne Mikael Wiehe opleve Afzelius som ekstremt lukket.

Netop derfor blev han af mange betragtet som meget kølig og distanceret. Utilnærmelig og svær at tale med, hvilket var med til at opbygge hans ry hos sine landsmænd. Men lige så lukket han var i det offentlige rum, lige så udleverende og ærlig var Björn Afzelius til gengæld i sine sange.

»Han var god til at skrive sange om ikke at være perfekt,« som en kollega siger på et tidspunkt i filmen, men netop det uperfekte var bare ikke altid god tone i 70ernes Sverige.

I begyndelsen gik det dog godt. Sammen med svenskernes svar på Bob Dylan, Mikael Wiehe, startede han i 1970 det progressive rockband Hoola Bandoola Band. De placerede sig ude på den politiske venstrefløj med en række stærkt samfundskritiske tekster og blev hurtigt Sveriges mest populære orkester, men selv om Wiehe og Afzelius delte politisk overbevisning, så havde de ambitiøse unge mænd svært ved at arbejde sammen kunstnerisk. En mere og mere selvsikker Björn Afzelius havde således svært ved, at Mikael Wiehe skulle bestemme, hvordan hans sange skulle lyde.

Blev hurtigt et kendt navn

En solokarriere lå lige for, og med en række soloalbum og plader blandt andet med bandet Globetrotters manifesterede han sig hurtigt som en af 70ernes og 80ernes mest betydningsfulde svenske popmusikere. Men først og fremmest i udlandet. For i Sverige havde venstrefløjen meget svært ved at forliges med, at Afzelius på den ene side støttede sandinisterne i Nicaragua og hyldede systemet på Cuba, og så på den anden side elskede lyden af amerikansk country & western. Sidstnævnte blev af mange anset som dybt problematisk – Afzelius selv kunne ikke se noget problem.

»Elvis Presley fik mig til at begynde at synge. The Beatles at spille guitar, Bob Dylan at interessere mig for lyrikken i rocksange, og Mikael Wiehe at skrive mine egne sange,« som Afzelius har sagt det.

Og da han i 1993 endelig gjorde op med sin mangeårige flirt med det cubanske system i bogen »En gang i Havanna«, følte man- ge det som en kniv i ryggen fra en af deres egne.

Men værst var nok den flirt med det folkelige, som mange kritikere havde svært ved. Pludselig kunne man opleve en svensk schlagersanger som Stefan Borsch fra bandet Vikingarna stå og synge Björn Afzelius’ protestsange, mens hr. og fru Svensson dansede løs til halballerne.

Dén havde mange svært ved at sluge hinsidan, mens det gik noget nemmere i både Norge og Danmark.

Herhjemme fandt Björn Afzelius et meget stort og trofast publikum ikke mindst til de livekoncerter, der igen og igen bragte ham til Danmark. Han spillede flere gange på Roskilde Festival og det at stå foran 80.000 mennesker på Orange Scene blev et af højdepunkterne i hans karriere.

Ikke mindst når sangen var »Tusen Bitar«. Anne Linnet-sangen faldt Björn Afzelius over, da han på en køretur i Danmark købte et kassettebånd på en tankstation. Og det var teksten, der ramte ham:

»Alting kan gå itu/Et hjerte kan gå i tusind stykker/Kaldte du mig for ven engang/Så er jeg her nok endnu«.

Modtog en dansk Grammy

Linjer der måske mere end noget andet passede til Björn Afzelius selv. Han gjorde sangen til sin egen, og »Tusen Bitar« blev et kæmpe hit og indbragte ham oven i købet en dansk Grammy i 1991.

Det var her, karrieren toppede for den afmålte svensker med de faste meninger, men arbejdet sluttede ikke, før den sidste afsked blev taget med »Elsinore«. Et album der rummede både et farvel til det liv der blev levet fuldt ud, men også en bitter selverkendelse. Som i titelsangen hvor en aldrende prins foragtet af både fattig og rig sidder fanget i sit eksil på et slot i Helsingør og stirrer over sundet mod et Sverige blottet for håb.

»I et tårnværelse af sten, bag tremmer af jern/Og en lukket port af det mest massive træ/Med en smerte der vokser som kræft i hans bryst/Ser han mod den svenske kyst,« som Afzelius synger.

I dag forstår man hvorfor.