Dem med håret - under armen

Med sange som »Billy Boy« og »Den bedste tid« blev gruppen One Two et af de bedst sælgende danske bands i 1980erne. I 1994 splittede gruppen op, men gruppens tre initiativtagere vedblev at være venner. Nu er de aktuelle med opsamlingen »Greatest«. Berlingske Tidende har mødt de tre til en snak om armhulehår, karnevallet 1984 og kærlighedskriser.

Dem med håret - under armen - 1
1980er gruppen One Two med kernemedlemmerne og vennerne Cæcilie Norby (tv.), Søren Bentzen og Nina Forsberg er pladeaktuelle med opsamlingen »Greatest«, hvis knaldrøde cover bevidst er langt fra debutpladens ubarberede armhule. »Folk ville tro, at One two var på banen igen, hvis vi begyndte at lade vores hår gro ud igen og brugte det billede på coveret, og det er vi ikke,« siger Cæcilie Norby, der har boet i Absalonsgade på Vesterbro, hvor gruppen poserer. Foto: Liselotte Sabroe
Læs mere
Fold sammen

Foran Café Citroën på Vesterbrogade er folk stimlet sammen i en laaaang kø. Mon de er her fordi de ved, at Cæcilie Norby, Nina Forsberg og Søren Bentzen - de tre kernemedlemmer af gruppen One Two - om få minutter vil indtage de røde lædersæder i den ellers tomme cafe? Nej, umiddelbart ikke. Køen fortsætter til Fona, der er Robbie Williams-billetter til salg. 1980erne er forbi.

Men dengang i 1980erne var det gyldne tider for bandet One Two, der netop nu er aktuel med opsamlingen »Greatest«.

I en slipstrøm af dansk musik som Tøsedrengene og Sneakers kom bandet til verden i løbet af 1985, og i 1986 udgav One Two debut-pladen »One Two«, som blev den bedst sælgende debut-plade i dansk musikhistorie, indtil Dizzy Mizz Lizzy overtog pladsen i 1990'erne. One Two udgav i alt tre album, inden de gik fra hinanden i 1994, og gruppens varemærke udadtil blev de to frontsangerinder Nina Forsberg og Cæcilie Norby. Men bag hitlyden og sange som »Den bedste tid«, »Hvide løgne« og »Getting better« stod bandets guitarist Søren Bentzen, der startede gruppen og skrev musik og tekst til størstedelen af One Two's numre.

Berlingske Tidende har eksklusivt samlet de tre kernemedlemmer af One Two på Vesterbro, hvor indspilningerne til debutpladen »One Two« begyndte i november for præcis tyve år siden.

Søren Bentzen er den sidste til at ankomme denne mandag formiddag, han har været tidligt i gang, for det går ikke helt som det skulle med istandsættelsen af den cafe, han snart skal åbne.

»Jeg troede, det var jer, de stod og ventede på alle sammen udenfor?!« siger han og peger ud på køen udenfor vinduerne.

»Arhhh, den tid er forbi du,« siger Nina Forsberg og fortsætter:

»Nå, men Søren, vi er helt tilbage på højskole. Du er slet ikke kommet ind i billedet endnu.«

Søren, Cæcilie og Nina er et umage makkerpar i dansk musik, og tonen mellem dem er som gamle venner, der aldrig har været fra hinanden. De var venner og kærester længe før, One Two gjorde dem til musikalske arbejdskolleger.

Da Nina var 13 år, blev den dengang 18-årige Søren kæreste med Ninas veninde, og Søren og Nina blev venner. Kontakten mellem Nina og Cæcilie startede på Montmartre, Københavns musik in-sted i 1980erne, hvor bl.a Miles Davis spillede. Det var dog først, da de tilfældigt mødte hinanden på Ribe Ungdomshøjskole i Vester Vedsted ved Vadehavet, at de begyndte at snakke sammen.

»Jeg troede, jeg skulle over og være på højskole med nogle landmandsbørn, og pludselig står to af de hotte chicks fra Montmartre med kufferter. Nina og jeg spillede teater sammen. Vi skulle være to narre med store hatte, men vi var nogle af de mest usportslige personer, og vi skulle være ret atletiske og lave rullefald, så det øvede vi os på, men måtte droppe det, fordi vi simpelthen var stive som brædder,« fortæller Cæcilie.

Tilbage i København begyndte Nina og Cæcilie at spille musik sammen i bandet »Streetbeat« i to år, indtil One Two begyndte.

Til karnevallet i København i 1984 mødte Søren og Cæcilie hinanden og blev kærester. Søren skrev musik og tekster, og i 1985 blev han kontaktet af EMI, som var interesseret i Sørens musik. Søren samlede et hold af musikere med en mand i forgrunden. Det var slet ikke meningen, at hverken Nina eller Cæcilie egentlig skulle have været med, de sang bare med som kor.

»Pladeproduceren Poul Bruun fra EMI var ude og se os spille,« starter Søren og fortsætter: »Så pegede han på forsangeren og sagde: »Ham der, han skal da bare ud af røret, det er pigerne, der skal op foran.« Og sådan blev det afgjort på en eftermiddag, og pludselig tog det hele fart. Udadtil blev det Cæcilie og Nina, der kom til at tegne One Two, og det havde jeg det utrolig godt med.«

Debutpladen »One Two« udkom i foråret 1986 med billedet af de to frontsangerinder, og frit udsyn til Ninas hår i armhulen.

»Vi havde været i studiet for at lave numrene færdige, og Søren havde en rød Toyota,« fortæller Cæcilie, men bliver afbrudt af Søren.

»Havde jeg fået den? Var det med kørekort? Er du sikker?«

»Søren, lad mig nu fortælle. Vi sad i bilen ved Rådhuspladsen og gisnede om, hvad der ville ske med debuten, da Søren sagde: »Tænk hvis den kommer til at sælge 10.000«. Nina og jeg kiggede på hinanden som om, jaja, nu har han fået storhedsvanvid,« siger Cæcilie.

Pladen solgte i 130.000 eksempler. Der kom dog først rigtig boost i salget, da One Two lavede seks musikvideoer til hitsinglerne. Gruppen arbejdede på højtryk, og da Cæcilie og Søren i 1987 tog på ferie i USA, endte det med, at hele gruppen kom til USA, og de forsøgte at indspille andet album her. Det ene uheld fulgte det andet, og gruppen tog tomhændede hjem. Mange penge blev tabt, og plade nummer to »Hvide løgne« fik tilnavnet »Danmarks dyreste LP«, da den blev udgivet i slutningen af december 1989. Pladen blev dog endnu en kæmpe succes for gruppen, der endte samarbejdet i 1994 efter den tredje plade »Getting better« og en stor turne. Samtidig endte forholdet mellem Cæcilie og Søren.

»Tiden i One Two var en sjov tid, men vi havde også daglige krisemøder, hvor vi drøftede alting. Vi havde et identitetsproblem, fordi vi ikke vidste, om vi ville være dem med håret, eller om vi skulle være noget andet, og egentlig havde vi bare lyst til at synge,« siger Nina, og Cæcilie supplerer:

»Der har været en ting ved det her band, og det har været, at vi har haft en utrolig humor, og det har ikke kun været os, men også resten af gruppen. Det kunne være en kommentar, som når Nina og jeg havde stået to timer foran spejlet, og nu skulle vi bare være lækre med alt det nye gear og havde brugt en hel hårspray. Så kom trommeslageren forbi og sagde: »Nå, der står to narkoludere,« og så gik han videre,« fortæller Cæcilie.

»Nej, det var ikke det, han sagde. Vi stod i en situation, hvor vi tænkte, hvordan klarer vi den, og så sagde han: »Vi skal bare have narkohønsene helt frem på scenen.«

Hangen til humor og kuriøse indfald fornægter sig da heller ikke, da vi forlader cafeen for at få taget billeder udenfor. Nina får øje på en giga champagneflaske på bardisken. Tager den. Og råber.

»Så er der fest, det var sådan vi festede i 1980erne.«