»Deepfake-porno« bliver forbudt på nettet
Reddit og Twitter har nu forbudt »deepfake-porno« - hvor kendte ansigter eller endda børn kopieres ind i porno-videoer. Også et af de største porno-sites har forbudt videoerne.
Reddit og Twitter har nu forbudt »deepfake-porno« - hvor kendte ansigter eller endda børn kopieres ind i porno-videoer. Også et af de største porno-sites har forbudt videoerne.
Videoer, der med et computerprogram sætter kendte ansigter ind på aktører i pornovideoer har på det seneste fyldt stadig mere op på forskellige internet-fora, og de bliver nu imødegået af et forbud fra de sites, hvor videoerne oftest vises. Først var det Twitter, der forbød de såkaldte deepfake-videoer, og nu har Reddit fulgt trop - og selv pornositet Pornhub har meldt ud, at man ikke vil vise deepfake-videoer.
Især Reddit, der selv kalder sig internettets forside, er et sted hvor alverdens videoer og internet-indslag deles flittigt, og undergruppen Deepfakes havde over 90.000 følgere, inden Reddit lukkede den ned. Kendte skuespillere og sangere som Natalie Portman, Taylor Swift og Gal Gadot, der spiller Wonder Woman, har ligesom Michelle Obama kunnet ses som ufrivillige computergenererede aktører i diverse film. Samtidig er en skuespiller som Nicolas Cage et særligt yndlingsoffer for videomanipulatorerne - hans hoved kan findes på en næsten uendelig række film, hvoraf de fleste dog er ganske uskyldige.