Der er langt fra Robinson Crusoes øde ø til det menneskemyldrende London, der er scenen i romanen »Pestens år«, og så er afstanden måske alligevel ikke så stor. Begge steder lader forfatteren Daniel Defoe sin hovedperson møde en ukendt eller uudforsket verden fuld af truende farer, og i begge tilfælde er indsamlingen af de erfaringer og den viden, der gør overlevelsen mulig, et hovedtema.
Daniel Defoe, 1660-1731, er en af den engelske litteraturs mest farverige skikkelser, med op imod et par hundrede skrifter på sin værkliste. Han var søn af en slagter og begyndte at læse til præst, men gik efter studierne ind i handel og politik. Hverken som flise- eller strømpefabrikant havde han det store held med sig, og hans politiske aktiviteter indbragte ham både fængselsstraffe og ophold i gabestokken. Med tilnavne som »den første journalist« og »politistatens far« indrammes hans brogede karriere som pamfletforfatter og hemmelig agent temmelig præcist. Hans bemærkelsesværdige litterære blomstringsperiode lå i den sidste halve snes år af et omskifteligt liv.
»Pestens år« har med sine apokalyptiske træk og sin grundige udforskning af katastrofens landskaber og bybilleder sin egen dystre aktualitet. Dødens triumf på nærmeste hold.
I 1719 sikrede Daniel Defoe sig udødelighed med udgivelsen af bestselleren »Robinson Crusoe«, der var baseret på matrosen Alexander Selkirks oplevelser. Filosoffen og børneopdragelsesguruen Jean-Jacques Rousseau kaldte »Robinson Crusoe« »den første og vigtigste bog i et børneværelse«, fordi den beskrev den vigtigste lærdom, nemlig den af omstændighederne påtvungne.
Et par år efter udgivelsen af Robinson Crusoe kom så »Pestens år«, der nu for første gang foreligger, overbevisende oversat og med instruktivt forord af Hans-Jørgen Birkmose.
100.000 døde
Det er byldepesten i London 1665, som Daniel Defoe beskriver i en slags dokumentarroman med sadelmageren H.F. som den omhyggelige beretter, og beskrivelserne følger nærmest dødsfald for dødsfald ondets fremmarch gennem Londons kvarterer, fra de første forlydender om, at pesten er kommet til Holland igen, til smitten langsomt tager af og dens raseri ebber ud et års tid senere.
Omkring 100.000 mennesker døde under epidemien, og Daniel Defoes beretning skriver sig med omfattende og pinefulde detaljer ind i pestlitteraturens rædselskanon, fra Boccaccios skildringer i »Dekameron« af den sorte døds hærgen i Firenze i 1348 over J. P. Jacobsens »Pesten i Bergamo« til Albert Camus’ allegoriske roman »Pesten« om kampen mod den nazistiske besættelse.
»Pestens år« har med sine apokalyptiske træk og sin grundige udforskning af katastrofens landskaber og bybilleder sin egen dystre aktualitet. Dødens triumf på nærmeste hold:
»Der lå seksten-sytten lig på kærren; nogle af dem var svøbt i lagner, andre i pjalter, nogle var så godt som nøgne eller så let påklædet, at det dække, de havde, faldt af, da de væltede ud af kærren, og de landede ganske nøgne blandt de øvrige. Uanstændigheden betød dog ikke alverden hverken for dem eller andre, eftersom de var døde alle sammen og skulle hobes sammen i menneskehedens fællesgrav ...«
Beretteren, sadelmager H. F., der sagtens kunne være identisk med forfatterens onkel Henry Foe, har valgt at blive i byen, mens pesten hærger, og hans rapport er en blanding af dødsopgørelser og andre faktuelle oplysninger, redegørelser for myndighedernes skridt og manglende skridt og for lægernes og kvaksalvernes indbringende metierer. Nøgterne overvejelser veksler med gudfrygtige erklæringer og rædselsanekdoter, der illustrerer angstens faste greb i byens befolkning. »Jeg har også hørt om« er vendingen, der driver sadelmagerens rapport frem.
»Pestens år« er et typisk produkt af oplysningstidens ideer, og romanens absolut fornuftige morale er ikke til at tage fejl af:
»Jeg tænkte ofte over den uforberedte situation, folk som helhed befandt sig i, da denne ulykke kom over dem, og at det var manglende rettidige foranstaltninger og initiativer, både privat og offentligt, der var årsagen til det kaos, som fulgte, og til, at så overvældende mange mennesker bukkede under, mennesker, som måske med den rette håndtering, og hvis Forsynet ville, kunne være reddet. Det kan eftertiden, hvis man synes, både lære og lade sig advare af.«
Vist har »Pestens år« stadigvæk et højaktuelt budskab. Det kan godt være, at den nutidige læser vil have sine vanskeligheder med den omstændelige beretterstil, men gruopvækkende interessant læsning er Daniel Defoes fakta-baserede roman under alle omstændigheder.
Pestens år
Forfatter: Daniel Defoe. Oversættelse og forord: Hans-Jørgen Birkmose. Sider: 270.
Forlag: Forlaget Hoff & Poulsen.