Kender du klassikerne? Og læser du dem? Måske H.C. Andersens eventyr? Men hvad med St. St. Blichers noveller eller Holbergs komedier? For ikke at tale om Gustaf Munch-Petersens digte eller Tom Kristensens ekspressionistiske roman »Livets Arabesk«?

Hvis du ligner resten af den danske befolkning, er det formentlig et godt stykke tid siden, du har haft en klassiker mellem hænderne. For vi orker dem ikke, den danske litteraturs traditionelle værker. I supermarkeder og boghandler sælger krimierne, samtalebøgerne og biografierne som varmt brød, mens det store flertal går uden om klassikerne. Trods regeringens anstrengelser med prestigeprojektet kulturkanonen, som Brian Mikkelsen lancerede i 2004, skal der også meget til for at fænge gymnasieeleverne. De snubler i det gammeldags sprog, lyder det herfra. Og selv på danskstudiet på universitetet gider de studerende ikke skrive specialer om litteratur fra før 1980.

Det sidste har Anne-Marie Mai konkret erfaring med som litteraturforsker og professor på Syddansk Universitets institut for litteratur, kultur og medier.

»Folk bliver fjerne i blikket, når talen falder på litteraturhistorien,« fortæller hun.

»Den litteraturhistoriske interesse mangler i dag. Jeg oplever, at det er svært at fange de studerende med det ældre stof. De skriver specialer om f.eks. Helle Helle, Merete Pryds Helle og Ida Jessen. Det er fremragende forfatterskaber og dejligt, at de skriver om dem, men kunne de dog ikke også bare engang imellem gribe til noget historisk litteratur?« lyder bønnen fra Anne-Marie Mai, der oplever det samme, når hun holder foredrag på biblioteker og gymnasier.

»Der bliver jeg altid spurgt, om jeg ikke vil fortælle om de nye forfattere i det nye årtusinde,« siger hun.

Sagen i egen hånd

Men nu har litteraturhistorikeren taget sagen i egen hånd. Anne-Marie Mai har netop skrevet et nyt litteraturhistorisk værk i tre bind. I »Hvor litteraturen finder sted«, hvoraf de to første bind udkommer i næste uge, tager hun udgangspunkt i steder, der har spillet en rolle for de forfatterskaber, hun beskriver. I bind et gælder det den tidlige litteratur fra 1000-1700, mens toeren beskæftiger sig med 1800-1900 - det, Anne-Marie Mai betegner »Længslens tidsalder«. Læserne kommer bl.a. med til Udby, hvor Grundtvig begyndte at skrive salmer, og til Sorø Akademi, som Holberg testamenterede sin arv til.

»Jeg har valgt at lægge vægt på stederne, fordi jeg oplevede, at der var bingo med mine studerende, når jeg f.eks. tog dem med på ekskursion til Ribe. Så var Brorson ikke længere bare et eller andet dødssygt stof, vi skulle se at komme igennem. Jeg havde også nogle studerende, der blev så fascinerede af et besøg i Udby, at de lavede en hel lille film om Udby og Grundtvig i en opgave, hvor mange ellers beskæftiger sig med den nye litteratur,« siger Anne-Marie Mai.

Stederne gør historien håndgribelig, mener hun.

»De studerende har svært ved at finde ud af, hvor man er henne i den her fortid. 1864 og 1945 er sådan set lige tæt på. Var det Murens fald i 1989 eller 1864?« siger Anne-Marie Mai og tilføjer: »Men den historiske fornemmelse tror jeg, man får, når man kan knytte historierne til et sted. Når man står i sin nutid på det her sted, der har forandret sig så meget, får man en forståelse af både nærheden og afstanden til historien. Det er så langt fra os, og alligevel var det lige her. Det er den paradoksale eksistentielle oplevelse, man får.«

Ifølge Anne-Marie Mai er det vigtigt ikke at tabe litteraturhistorien og klassikerne på gulvet.

»Vi skal have det med os. Det er vigtigt at forny fortællingen om vores litteratur og kultur. Der ligger fantastiske kunstneriske værdier gemt i alt det her, så det er afgørende, at vi får gjort nye generationer interesserede. Derfor må vi tænke anderledes, når vi formidler det,« siger Anne-Marie Mai og erkender, at litteraturforskerne har deres del af ansvaret.

»Der har været mange forsøg på at få sat interessen i gang - kulturkanonen var f.eks. et forsøg på at gøre det, men hvis jeg skal gribe i egen barm som forsker, hænger det også sammen med, at vi ikke har været gode nok til at forny genren. Den har trængt til det,« siger Anne-Marie Mai, der også har været redaktør af litteraturhistorien »Danske digtere i det 20. århundrede«.

Svært i gymnasierne

Tendensen er den samme på landets gymnasier. Det er blevet sværere at formidle litteraturhistorien og de klassiske værker, fortæller gymnasielærer Birgitte Darger. Hun er næstformand for Dansklærerforeningens sektion for det almene gymnasium og HF og underviser på Det Frie Gymnasium på Nørrebro.

»Der er nogle barrierer for de unge, som ikke i så høj grad var der tidligere. Det handler om vores læsermønster generelt - det gælder ikke kun unge. Vi læser action, spænding. Og Herman Bang f.eks. er ikke spændende. Der er en helt anden kadence, og bare det at komme igennem de første sider, hvor der ikke er sket noget, er en kamp for mange,« siger Birgitte Darger og forklarer, at vores evne til fordybelse er blevet ringere generelt.

»Det handler også om, at eleverne næsten kun ser den samme type tekst hele tiden. De kan næsten ikke holde det ud, hvis sproget ikke ligner deres eget. De både læser og skriver rigtig meget, nogle læser f.eks. meget på engelsk eller læser fantasy. Men det er ligesom alle de voksne, der læser Liza Marklund - og det er ikke for at være nedladende - men det, mange læser, er meget let fordøjeligt og hverdagsagtigt. Der er slet ikke noget, der får dem til at stoppe op. Det synes eleverne helst ikke, der skal være, for så er det besværligt,« siger Birgitte Darger.

Ligesom Anne-Marie Mai mener hun, det er vigtigt at holde fast i klassikerne.

»Verden skal være stor. Eleverne skal opdage, at der er en verden før dem. Det er en dannelsesudfordring, for når man er 16-17 år, er man sikker på, at verden begynder med en selv.«

Også Birgitte Darger peger på nye måder at formidle stoffet på som en måde at fange elevernes interesse på.

»De skal trænes til at læse de gamle tekster, men hvis vi f.eks. kunne servere nogle af dem som lydbøger, tror jeg, det ville være nemmere. Det er den vej, de opdager ting i dag. Jeg bruger selv oplæsning meget som en måde at gøre teksterne levende på,« siger hun.

Relancerede klassikere

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) har netop sammen med Gyldendal relanceret en klassiker-serie. Store hardbacks, der sælges for 100 kr. Men ifølge Jesper G. Nielsen, der er ledende redaktør på DSL, er feltet af klassikerudgivelser generelt blevet smallere herhjemme.

»Det er meget de samme kendte klassikere, der kommer. Det hænger sammen med, at der ikke er et så stort publikum til det mere. Forlagene har heller ikke så meget lyst til at udgive klassikerne, fordi de går efter de sikre point - bøger, de ved, sælger,« siger Jesper G. Nielsen.

Men det handler også om vores kulturelle niveau generelt, mener han.

»Man kunne være ond at sige, at det dannelsesniveau, der var engang, hvor mange læste den type tekster, hører fortiden til. I hvert fald bliver den udfordring, det er at læse historiske tekster, sjældent taget op af ungdommen i dag. Det er nemmere og bekvemmere at læse andre typer bøger eller se TV i stedet,« forklarer Jesper G. Nielsen, der ser det som en udfordring at blive ved med at sørge for, at den klassiske litteratur er tilgængelig.

Helt pessimistisk har Anne-Marie Mai heller ikke lyst til at være.

»Jeg håber det bedste og frygter ikke helt det værste. Men hvis ikke nogen tager fat og prøver at gå nye veje, så tror jeg, at litteraturhistorien forfalder til bare at blive en liste over nogle værker, vi bør kende.«

Anne-Marie Mais litteraturhistoriske værk »Hvor litteraturen finder sted, bind et og to« udkommer 15. september på Gyldendal og vil blive anmeldt her på siderne.