Selv om såvel det fysiske album som jazzen jævnligt bliver erklæret for død, er der fortsat masser af livskraft i begge fænomener. Ja, der udkommer faktisk et dansk jazzalbum sådan cirka hver anden dag, og på verdensplan er jazzudbuddet mildt sagt uoverskueligt.

Og der kommer mange glimrende plader, der skal ud og konkurrere med klassikere fra legender som Miles Davis og John Coltrane og alle de andre, som altid er et genhør værd. Så når man skal pege på de tre hidtil bedste jazzplader i 2020, handler det om at finde nålen i høstakken, det vil sige musik, der er et genhør værd, fordi hvert genhør byder på gode overraskelser.

Her er mine tre skud:

1. Sangerinden Caroline Henderson er ude med sit første dansksprogede soloalbum, og det er jo interessant. Og rigtigt interessant er det, at såvel idé som produktion ligger, før der var noget, der hed corona og deraf følgende renæssance for den danske sangskat. Caroline Henderson lægger ud med en livsfilosofisk sang, »Rejsen«, hvor hendes fine ord matcher perfekt til den smukkest tænkelige svanesang fra mesteren Bent Fabricius-Bjerre.

Derudover rummer albummet et par værker fra den legendariske sangerinde, pianist og komponist Karen Jønsson, der døde i 1942 i en alder af blot 33 år. Her får vi den bittersøde »Hvorfor er Lykken så lunefuld« og den romantiske »I Aften«, som Caroline Henderson formidler med en unik neddæmpet troværdighed. Også hos Sebastian, Trille, Kai Normann Andersen, Carl Nielsen og Benny Andersen er der hentet gode ord og toner, og så kan man glæde sig over en superflot produktion med fornemme arrangementer og fremragende akkompagnement ved pianisten Nikolaj Hess.

2. Også mit andet valg falder på en kvinde, nemlig den nu 84-årige amerikanske pianist og komponist Carla Bley. Hun skulle for et par år siden have spillet på Copenhagen Jazz Festival, men måtte for første gang i sin lange karriere aflyse en turné på grund af sygdom. Sidste år vendte hun så tilbage til et pladestudie i Schweiz, hvor hun skabte det aktuelle album med den velvalgte titel »Life Goes On«. Carla Bley omgiver sig – som så ofte før – med sin musikalske og private partner, el-bassisten Steve Swallow, og den britiske saxofonist Andy Sheppard, og trioen byder på de tre suiter, »Life Goes On«, »Beautiful Telephones« og »Copycat«. Det betyder en smuk strøm af elegant og luftig musik med den underspillede ironi, melankoli og finurlighed, der altid har været Carla Bleys varemærke

3. Mens de to ovennævnte album hurtigt tegnede sig på lystavlen, var det vanskeligt at vælge favoritalbum nummer tre. Men så var jeg for nogle uger siden til den københavnske »jazz-festival«, hvor jeg i Jazzcup hørte tenorsaxofonisten Jesper Thilo, som  med sit magtfulde og suveræne spil fortsat kan kunsten at overraske og overrumple. Og apropos Carla Bley-titlen »Copycat«, så er den nu 78-årige Jesper Thilo ofte blevet betegnet som en copycat, fordi hans spil rummer så meget fra de gamle mestre.

Men tag ikke fejl: Han er helt sin egen og står også i international sammenhæng som en af nutidsjazzens stærkeste tenorsaxofonister. Titlen på hans nyeste album, »Swing Is The Thing«, antyder jo, at  der er tale om uforfalsket jazz med et solidt strejftog i den store amerikanske sangbog. Her udgør bassisten Daniel Franck og trommeslageren Frands Rifbjerg et fortræffeligt fundament, og dertil er også pianisten Søren Kristiansen mand for at overraske – hver gang.

Caroline Henderson

Den danske sang

Stunt Reords *****

Carla Bley

Life Goes On

ECM Records ******

Jesper Thilo Quartet

Swing Is The Thing

Stunt Records *****