De skriver litterært om mord

»Litterære« krimier er bevidsthedsudvidende og brobyggende og oplagt sommerferielæsning. Merete Reinholdt anbefaler nogle af de bedste.

Jo Nesbø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Inde på de bonede gulve, der hvor den velansete skønlitteratur bliver hyldet med skåltaler og fine glas, har kriminalromanen i mange år været en ugleset gæst. Sådan én, man med tiden var blevet nødt til at invitere, fordi den efterhånden var gået hen og blevet en robust indtægtskilde for en ellers sårbar branche, men også sådan en Klodshans-svinedrengs-agtig type, der vadede ind med beskidte træsko og lasede klæder og sølede sildebensparketten til med blod og snavs og tarvelige klicheer.

Efterhånden som den billigt klædte bejler til kongerige og kunstnerisk accept har fået omsat noget af sin voksende formue til pænt tøj og nye sko, er der ikke længere nær så mange på parketgulvet, der vender ryggen til.

Faktisk har flere og flere anerkendte højlitterære forfattere vovet pelsen og nærmet sig den fremmede, enten for at få fat i den indbringende lyd fra den klingende, klirrende spilledåse, eller fordi der alligevel var noget sexet over spradebassen. Nogle har kysset svinedrengen i ly af hofdamer og pseudonymer. Andre har taget springet fuldt ud og er vadet direkte ud i svinestien og fået udgivet krimier og spændingsromaner ved siden af det, man kunne kalde det mere kunstneriske forfatterskab.

Pia Juul er en af dem. Hun er digter, dramatiker og prosaist, har undervist på Forfatterskolen og er medlem af Det Danske Akademi, og så sprang hun i 2009 ud som krimiforfatter med den litterære krimi »Mordet på Halland«.

Merete Pryds Helle, der har eksperimenteret med flere litterære platforme og også har været forfatterskolelærer, har sammen med digteren Morten Søndergaard, forskønnet genren med Liv Mørk-serien.

J.K. Rowling har under pseudonymet Robert Galbraith beriget markedet med sine bøger om Cormoran Strike. Og senest har Isabel Allende kastet sig over spændingsromanen, dog med mindre held end ovennævnte.

Krimi som kunst

Men kriminalromanen har også selv udviklet sig. Fra at være en mere eller mindre entydig størrelse med faste rekvisitter og fast vokabularium, har svinedrenge og Klods-Hans-kloner spredt sig ud over det litterære landskab, og under påvirkning fra vidt forskellige miljøer og opvækstvilkår udviklet sig i mange retninger: Til femikrimi, samfundskritisk krimi, historisk krimi, klimakrimi, terrorkrimi...

Den seneste knopskydning er en krimi, der er barn af begge genrer - krimi og kunst. Den er opvokset, passet og plejet af dygtige krimiforfattere, stadig frække og farlige, men klædt i graciøse gloser og ny stoflighed.

At afkommet falder anderledes ud, når garvede krimiforfattere skriver finlitterært, end når finlitterære flirter med krimien, er en række nyere udgivelser smukke beviser på. I år er udkommet flere bøger af slagsen, og de burde kunne tilfredsstille selv de mest konservative læseres krav til god sommerlæsning.

Håkan Nessers »Straf« er den ene. Nesser er en forfatter, der leger med læseren og sjældent holder sig til krimigenrens faste skabelon. Men her overgår han sig selv i sin dekonstruktion af den traditionelle krimi og af hovedpersonens (og læserens) virkelighedsopfattelse. »Straf« handler om en velrenommeret forfatter, der kontaktes af en gammel barndomskammerat, der dødssyg af ALS beder ham om hjælp. Forfatteren vægrer sig, men overtales, og af dette drama vokser en roman, der hverken er traditionel krimi eller traditionel prosa, men bygget af elementer fra begge.

Det samme kan man sige om Jo Nesbøs »Blod på sneen«, der ligeledes leger med figurernes (og læsernes) virkelighedsopfattelse. I en sofistikeret og underholdende form fortæller Nesbø om den ordblinde lejemorder, der forsøger at redde sit kommende offer fra først sig selv og siden sin arbejdsgiver. En let og finurlig sprogtone ligger som et tyndt lag over litterær dybde og højt kunstnerisk niveau.

Det fine og det forfærdelige blandes

Også Gunnar Staalesen bevæger sig i sit seneste Varg Veum-bind i grænselandet mellem krimi og kunst. Veum anklages for besiddelse af børnepornografi og i et næsten kafkask drama mister han troen og tilliden til verden og dén til ham.

Sjældent har en krimihelt trådt så dybt i svinestiens mudder som Veum – det skulle da lige være Jesper Steins Axel Steen, der fra første til sidste bind i trilogien om ham undergår en sørgmodig forvandling. Stein-bøgerne er mere traditionelle krimier end de tre ovennævnte, men Nørrebro-strisseren med hang til hash og selvdestruktivt hærværk er beskrevet så indsigtsfuld og facetteret, at det visse steder er ren Tom Kristensen.

Franske Pierre Lemaitre er en anden krimiforfatter, der har æltet noget af svinestiens mudder ind i en ægte sildebensparketgulvsroman som »Vi ses deroppe«. Lemaitre er kendt for sin bloddryppende og voldsomme trilogi om den halvanden meter høje kriminalkommissær Verhoeven, og i sit prisbelønnede epos om to unge mænds venskab efter Første Verdenskrig genbruger han kneb fra krimien i suspense, splatter og rænkespil.

Det er ikke nyt, at svinedrenge og –piger tørrer noget af skidtet, skrækken og blodet af på siderne i en finlitterær roman. På vore breddegrader satte svenske Kerstin Ekman tilbage i 1993 nye standarder for begge slags litteratur med bestselleren »Hændelser ved vand«. Ekman, der indledte sin karriere som krimiforfatter, men senere elegant bevægede sig videre mod en forening af det sprogligt stærke, psykologisk dybe og kriminalistisk gådefulde, er dog en sjældnere fugl end dem, der kun flyver i én retning.

Uden sammenligning i øvrigt så blander hun ligesom Paul Auster, Umberto Eco og Jan Kjærstad det fine og det forfærdelige. Alle forstår de at føre sig med både velplejede hænder og beskidte sko på det litterære parnas, så pæne parketgulve bliver fyldt med mudder, mord og mystik.

Det samme gælder for spanske Arturo Pérez-Reverte, der senest har skrevet en atypisk, næsten tørvetrillende thriller om en kvindelig kunstkritikers jagt på en verdenskendt, men anonym graffitikunstner. Kunstdebat og idoldyrkelse flettes sammen med død og dramatik i mørke togtunneler og lukkede rum. Det er både finlitterært og uhyggeligt.

Klods-Hans mod højrøvet elitisme

Og så er der selvfølgelig krimiforfattere, der – ligesom ovennævnte Stein – fødes med et litterært ambitionsniveau, som placerer dem i en særlig liga. Franske Fred Vargas er en af dem. Hun er uddannet arkæolog og middelalderhistoriker, arbejder sideløbende som forsker og skriver med stort fagligt, sprogligt og psykologisk overskud. Intuition og filosofiske vandreture er en del af opklaringsmetoden, og det skæve, skarpt portrætterede persongalleri består bl.a. af en betjent, der taler i seksfodsjamber.

Der er næppe nogen, der er i tvivl om, at både svinedrengen og Klod-Hans har en god portion medfødt selvtillid. Den er tydeligvis vokset i de senere år, hvor kriminalromanerne fylder mere og mere på andet end supermarkedernes og lufthavnskioskernes hylder, og hvor mudderklatter og blodspor efterhånden har lagt sig som et tyndt lag på de finlitterært bonede gulve.

Der bliver derfor ræbet og råbt højt, når krimien i dag disses af de af gæsterne i de litterære saloner, der endnu ikke har vænnet sig til lugten fra krudtslam og svinesti. Isabel Allende kom således grueligt galt af sted i forbindelse med udgivelsen af sit bud på en kriminalroman, den tidligere nævnte »Ripper«. Ikke kun fordi anmeldelserne har været lunkne over hendes forsøg på en litterær krimi, men mest fordi hun udtalte, at bogen var »en joke«, og at hun egentlig slet ikke bryder sig om krimier.

Det fik en række svinedrenge og -piger op i det røde felt. En krimi-boglade i Houston sendte hele det bestilte sæt bøger retur til forlaget, og bloggere og kolleger skældte og smældte og kaldte udtalelserne »højrøvet elitisme«.

Hvis man vil kysse med Klods-Hans og hans kumpaner, kan man nemlig godt stå ved det i dag. Der er både sproglig, intellektuel og kriminalistisk næring i meget af svinefoderet, og mangen en svinedreng og –pige har for længst spist sig stærke og sunde og sexede. De er faktisk (burde være) fuldgyldige medlemmer af det litterære establishment, de (bør) hyldes og beskåles og læses. Og gulvet kan jo altid bones i morgen. Ach, du lieber Augustin…