Man kan høre en sikkerhedsnål falde til gulvet på det lille tilrøgede værtshus i kælderplan. Punkbandet De skrigende halses dominerende forsanger Frank har måske lige kaldt bandets manager Djarnis for »Djarnis-drengen«. Manageren kobler altid et »drengen« på, når han selv taler til Frank, den nervøse guitarist Ronni eller den følgagtige trommeslager Anders, men hans gigantiske ego kan ikke klare, at de bruger den omgangstone den anden vej. Forsangeren nægter at have sagt »Djarnis-drengen« hvorpå Djarnis resolut hiver en båndoptager frem fra inderlommen og spoler tilbage, mens Frank er ved at dø af skræk for at blive afsløret.

Det er anslaget til en af mange morsomme scener i Søren Faulis kulturfilm »De skrigende halse«, der spidder punkmiljøets selvhøjtidelighed og musikere til alle tiders høje tanker om sig selv.

I Danmarks Radio i begyndelsen af 1990erne kaldte man stadig en TV-film for et »TV-spil«, og det krævede ikke så lidt af en satsning fra de involverede at give »De skrigende halse« en chance. Søren Fauli oplevede efter sin afgang på Filmskolen, at det var svært at få sine idéer til spillefilm igennem på Det Danske Filminstitut.

»Da Bo Hr. Hansen og jeg afleverede vores manuskript fem minutter i deadline, lagde jeg mig på knæ foran DRs chefer og sagde, at hvis de nogensinde havde troet på noget, jeg havde lavet, så måtte de lade mig lave den her film!« husker Søren Fauli.

Bagefter gik han på toilettet og opdagede, at han havde blod i sin urin. Han fik konstateret nyresten. Et sindssygt 14 dages arbejdsryk sammen med Bo Hr. Hansen på koffeintabletter og andre substanser havde taget hårdt på de to.

»De skrigende halse« blev vist første gang på DR i marts 1993, men foregår i 1984. I filmen, der varer en god time, gør Fauli og Bo Hr. Hansen tykt grin med punkmiljøet og selvhøjtideligheden i det. Bo Hr. Hansen havde idéen til en historie om en svag punker, der troede han skulle dø, og som samtidig blev et kæmpestort navn. Fra sin afgangsfilm på Filmskolen havde Søren Fauli idéen om en mand, der løj, men blev afsløret, og de to idéer smeltede sammen til »De skrigende halse«.

»Mit første udkast var nok mere følsomt til at begynde med, men i løbet af sidste stræk i skrivningen dystede vi med hinanden under pres, og det endelige manuskript fik et ret hårdt udtryk. Bandet De skrigende halse er som en slags Olsen-banden med Ronni som Kjeld. Vi fik først samspillet til at blive dynamisk, da vi smed et fjerde medlem ud af bandet, selv om det havde været mere naturlig, hvis der var en bassist med«, siger Bo Hr. Hansen.

Bandet i filmen endte med at være guitaristen Ronni (Kristian Holm Joensen), forsangeren Frank (Thomas Bo Larsen) og trommeslageren Anders (Martin Brygmann). Rundt om punkerne er Søren Pilmark Djarnis, den gamle hippie med et koldt hjerte, og Sofie Gråbøl, der dengang dannede par med Søren Fauli, spiller Ronnis kæreste Anita.

Det meste af filmen er optaget om natten i Pisserenden i København, hvor der blev bandet en smule blandt de rigtige overlevende punkere. For eksempel fik filmholdet ikke lov til at bruge den legendariske café Floss.

Castingen af Ronni viste sig at være den sværeste nød at knække for Søren Fauli. Først prøvede han Thomas Bo Larsen, men han var for hård som type og endte i stedet som brøleaben Frank. Martin Brygmann husker det også, som han blev testet til rollen som Ronni, men han passede bedre som trommeslageren.

En dag så Søren Fauli en bly ung mand i foyeren på Betty Nansen Teatret som på en prik lignede hans forestilling om Ronni. Fauli ville have ham i rollen uanset hvad. Den unge mand var helt tilfældigvis skuespillerelev og hed Anders W. Berthelsen. Han klarede sin casting glimrende, men måtte ikke få fri fra Skuespillerskolen, selv om Fauli tryglede om det. En overgang var både Martin Buch og Nicolas Bro også inde i billedet til hovedrollen. Fauli tog i stedet til Århus, hvor han skulle caste Gordon Kennedy, men i sidste ende faldt han i stedet for Kennedys sambo Kristian Holm Joensen, der havde »klovnens udtryk«, som Fauli siger. Holm Joensen har ikke siden været med i særligt mange film, men han spiller i øjeblikket titelrollen i Peer Gynt i Riddersalen på Frederiksberg.

»Rollen som Ronni har ført til en hel del autografskrivning gennem tiderne. En gang blev jeg stoppet af politiet for at cykle på fortovet. Først fik jeg en bøde, og bagefter bad betjenten om en autograf. I sådan en situation er det først bagefter, man kommer i tanke om, at man burde have lavet en byttehandel«, siger Kristian Holm Joensen

Søren Pilmark er også ofte blevet mødt af fans, der forventede han gav igen som Djarnis – den patroniserende manager for De skrigende halse.

»I mine yngre dage var jeg nok lidt krukket med den slags og spillede ikke med på det. Men nu på mine lidt ældre dage synes jeg egentlig, det er skide skægt, for det betyder jo en anerkendelse af dit arbejde«, siger Søren Pilmark.

Rollen som Djarnis er en af de ting, der står tydeligst i hukommelsen hos de fleste, der har set »De skrigende halse«. Manageren er et levn fra hippietiden, men hans temperament gnistrer. Fauli havde set de gale og speedede Bilka-reklamer med Pilmark, som Lars von Trier instruerede.

»Fauli sagde, at jeg var sådan en, man altid gik og var lidt bange for. Bare for en sikkerheds skyld. Den aura brugte jeg i rollen som Djarnis, og jeg blev udstyret med skæg og hestehale og blev bedt om at give den gas. Søren er ikke nogen diskret instruktør, og jeg fedtede lidt i begyndelsen, for man vil jo gerne have kunstnerisk dækning, for det man spiller. Ordren lød derefter på at trykke sømmet helt i bund, og det gjorde jeg så. Spillet er stort, og det passer ind i sammenhængen, men allerede få år efter jeg har spillet en rolle, synes jeg ofte, at tiden har ændret sig, og at jeg spiller helt antikveret. Det kan jeg godt tillade mig at sige uden at fælde dom over filmen som sådan«, siger Søren Pilmark.

Som hovedregel leverede skuespillerne de ord, som Fauli og Bo Hr. Hansen havde skrevet, men havde man selv været med tilbage i punktiden var det lovligt at byde ind. Det gjorde Sanne Gottlieb, der spiller sexhungrende groupie. Hun er i øjeblikket i gang med at bygge en sangkarriere op med base i Singapore.

»Scenerne med mange replikker var svære for mig, men det gik lidt bedre, da jeg skulle have sex med Ronni. Der havde jeg trods alt erfaring at trække på, og der røg replikken: »Tag på mine bryster og tænk på, at de også skal dø, Ronni« ud af munden på mig. Det fedeste i punktiden var jo, hvis man havde været indlagt på den lukkede afdeling og havde set døden i øjnene, så den replik er ret realistisk, selv om den også er morsom,« siger Sanne Gottlieb.

TV-filmen, der ifølge en DR-producent var »det smalleste, han nogensinde havde finansieret«, fik en pæn modtagelse af anmelderne, og op gennem 1990erne blev den set igen og igen på VHS-bånd på drengeværelser landet over, og blev kult. Bo Hr. Hansen måtte en dag stoppe cyklen ved Månefiskeren på Christiania og kigge efter en ekstra gang, da han så en plakat for et band med navnet »Djarnis og slavepiskerne«.

I 1995 var Søren Fauli på Roskilde Festival, hvor han så en flok unge med et banner, hvor der stod »De skrigende halse«. Bandet havde nærmest fået sit eget liv uden nogensinde at eksistere. Han tilbød Roskilde Festivalen at lade bandet optræde der året efter, hvor happeningen – eller teaterkoncerten om man vil – samlede 12.000 tilskuere i et alt for lille telt. På Roskilde var der kaos. Den bil, som Martin Brygmann kørte i, brød sammen på vejen mod scenen, og han blev hyldet på sin vej gennem menneskemængden. Da Søren Pilmark kom på scenen som Djarnis, brølede menneskehavet så højt, at Brygmanns trommeslagerstol var ved at falde ned bag scenen.

Lige før Thomas Bo Larsen skulle synge de første strofer af »Riders of Depression«, kom der et vindpust hen over scenen, og tekstarkene fløj rundt på scenegulvet. Bo Larsen forsøgte at trække tiden ud, ved at lade som om han besvimede, og kravlede derefter febrilsk rundt på gulvet for at samle papirerne sammen. Total punk. Gode råd var dyre. »Giv mig et A,« råbte Thomas Bo Larsen, »giv mig et I,« fortsatte han, »giv mig et D«, »giv mig et S«. »Hvad siger det?«. Øh, AIDS, stemningen i teltet faldt helt ned i få sekunder, indtil det nye bandmedlem Peter Peter fyrede sin guitar af, og en flok skuespillere for første gang oplevede den energi, der ligger i at stå på en rockscene.

De optrådte ved yderligere et par begivenheder på Amager det følgende år, og der udkom både en CD og en LP bagefter, og siden er »De skrigende halse« også blevet et teaterstykke, der er planlagt til at få repremiere på Teater V i Valby i næste sæson.

Søren Faulis humor har siden fungeret bedst i reklameverdenen, men hans gejst og opfindsomhed var nøglen til »De skrigende halse«s succes, ifølge Sofie Gråbøl.

»Han er simpelthen aldrig vågnet så meget op til realiteterne som os andre. Punken ændrede jo ikke verden, men følelsen af, at man havde magten til ændre tingene, forstod Søren Fauli. Om så han har lavet »De skrigende halse« eller en reklame for Toms skildpadder,, tror han på det, og hans energi smitter. Filmen er lavet med så meget humor og selvironi og forståelse for det sted, ungdommen er, når de tror, de kan ændre verden, at den har fået kultstatus blandt gymnasieelever i flere generationer. De griner, fordi de kan genkende idealismen og selvhøjtideligheden«, siger Sofie Gråbøl, der spillede Anita.

Morten Lorentzen er i dag mest instruktør og en del af komikerduoen John & Aage. Han spillede bartenderen Iggy.

»Ikke ret meget af det, Danmarks Radio producerede i 1990erne, står tilbage i dag. Det var simpelthen stærkt gået af Søren Fauli at få sådan et projekt igennem, og det var morsomt at se de ældre produktionsfolk på DR gå rundt og lave film med mennesker, der kunne være deres børnebørn. I dag ville det være umuligt. At punktiden blev parodieret – også selv om det til tider var ondskabsfuldt – er jo en stor ære. Fauli ramte en stiliseret virkelighed uden at give køb på de gribende øjeblikke«, analyserer Lorentzen.

Ud over at ramme det selvhøjtidelige i punkmiljøet i »De skrigende halse« fik Bo. Hr. Hansen og Søren Fauli også lavet en film om musikmiljøet mere generelt med arketyper som den smarte dominerende fyr, medløberen og den undertrykte. Noget som selv unge i dag kan læse sig selv ind i. Derfor holder filmen i 2013, mener Søren Fauili:

»Vi ramte også ind i en meget talentfuld generation af skuespillere fra miljøet omkring Dr. Dante-teatret. Allerede da vi var til en seance med klip fra alt det nye på DR det år, kunne man mærke, at vi kom med et nyt sprog. En ny måde at fortælle på. Siden fik filmen sit helt eget liv. Den er større end mig. Større end hele holdet«, siger han.

Bo Hr. Hansen opsummerer oplevelsen med sit første filmmanuskript således:

»Jeg sammenligner gerne filmen med et rock’n’roll album, der er lavet på ingen tid, og som er lidt upåagtet i starten, men som så viser sig at holde i længden. I virkeligheden gjorde vi jo bare grin med os selv. Ronni er Søren og jeg. Vi gjorde grin med en tid, der kun lå få år tilbage i tiden på det tidspunkt, og som vi selv var en del af, og derfor tillod vi os at være ret grove. Hvis vi pissede på nogen, var det allermest på os selv«.

»De Skrigende Halse« udkommer på DVD på torsdag