De skiftede stor villa ud med mindre hus i skoven: »Vi ville have tid til dem, vi elsker«

Alexandra Krautwald og hendes mand lagde deres liv om og flyttede fra en stor villa til et mindre hus midt i naturen, hvor datteren bor i et anneks i haven med egen sø og å. Reduktionen af kvadratmeter, indbo og udgifter har givet familien større frihed til ro og fordybelse og rejser til deres anden bolig i Tyrkiet.

Køkkenhaven med courgetter, jordbær, tomater og meget andet er indhegnet, så afgrøderne ikke bliver ædt af nærgående rådyr. Jan Ove Kristensen

Hvorfor flyttede I til et lille hus?

»For at opnå økonomisk og materiel frihed til kun at lave det, der er sundt for os, valgte vi at downsize. Nu skal det være os, der ejer tingene, og ikke tingene, der ejer os. Vi vil hellere bruge vores tid på at være sammen med dem, vi elsker, end at være tvunget til at tjene en masse penge.

At flytte fra en stor villa til et lille hus har været en gevinst for Alexandra Krautwald og hendes familie. Det har givet økonomisk frihed, ro og tid til fordybelse. Og ikke mindst nærhed til dyr og natur. Jan Ove Kristensen

Som selvstændig behøver jeg aldrig mere bekymre mig om, hvor mange regninger jeg skal betale, eller om jeg bliver syg af stress, fordi opgaverne overstiger mine ressourcer. Det var et stort ønske at komme helt tæt på naturen, som vi var tiltrukket af, selv om vi i forvejen boede ret idyllisk på 240 kvadratmeter på nordkysten med have mod en sø. For første gang bor vi direkte i naturen og samtidig nær byer som Hornbæk og Helsingør.«