De seks Søstre

Husrækken ud mod havnen mellem Børsen og Knippelsbro hed officielt Nybørs, men i folkemunde De seks Søstre. Foto fra ca. 1890, Palle Lauring: »Ude og inde i København 1850-1920« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Børsen er et arkitektonisk mesterværk. Og til enhver tid turde det være indlysende rigtigt at værne om skønhedsindtrykket ved at forhindre opførelsen af en anmassende mastodont i nabolaget.

Det lyder jo som et tema med variationer, der til stadighed giver anledning til debat rundt om i hovedstaden, og i slutningen af 1800-tallet var det også brændende aktuelt.

Privatbanken var i rivende vækst, og da planerne om et passende hovedsæde skulle realiseres, fandt man en attraktiv byggegrund på Slotsholmen med Børsen som nærmeste nabo. Grunden var imidlertid bebygget. Og det havde den været i 250 år med en række karakteristiske gavlkvisthuse. Gennem tiden var de blevet slemt maltrakteret, og så rejste spørgsmålet sig om det rimelige i at rive byens historiske huse ned til fordel for et moderne bankpalads.

Vandalisme eller ej? I hvert fald slog en række fremtrædende kulturfolk til lyd for, at man skulle renovere husene med respekt for historien, og den er også værd at fortælle.

»De seks Søstre« hed de i folkemunde, for der var tale om tre sammenbyggede ejendomme med hver to gadedøre, og man sagde, at det var rådmand Hans Knip, der havde bygget dem til sine seks døtre, men man sagde så meget.

I virkeligheden var det Christian IVs kammerskriver Henrik Müller, som i 1647 fik overdraget den attraktive byggegrund med pålæg om, at husene skulle stå færdige i løbet af fire år.

Han havde som ung været bestyrer af kongens private formue, men avancerede til tolder i København og igen til generaltoldforvalter og rentemester, og samtidig drev han handel i den helt store skala.

En farlig kombination for svage sjæle, skulle man mene, men Müller var udstyret med en robust samvittighed, og han lod sig ikke anfægte af en smule uorden i regnskaberne.

Som storkøbmand og industrimagnat med bjergværker i Norge leverede han tømmer og andre nødvendigheder til flåden, og det kan ikke undre, at det var en god forretning, når han handlede med sig selv og bare skulle flytte statens penge over i egne lommer.

Hovedrig blev han i takt med, at pengene forsvandt ud af statens kasse, men på et tidspunkt gav de mange finansielle uregelmæssigheder anledning til nedsættelse af en revisionskommission, og det var artige ting, den afslørede. Alt måtte Müller levere tilbage med renters rente og en bødestraf oven i, som han ikke kunne betale. På højden af sin karriere havde han været en af nationens mest magtfulde mænd, men da han døde i 1692, måtte familien anmode om pekuniær hjælp for at få ham anstændigt i jorden.

Noget muggent var der nok også over Müllers køb af byggegrunden på Slotsholmen, for dokumentet var skrevet på bagsiden af murermesterens beregninger, og noget tyder på, at det var en handel, som ikke alt for mange havde godt af at kende.

Men husene blev opført, og »Henrik Müllers Boder ved Børsen« vakte begejstring i samtiden.

På forsiden ud mod Børsgade indrettede ejerne beboelse på første sal, og de øvrige etager var lejet af folk med solide indkomster og en anstændig levemåde.

Værtshusene i kælderen var obligatoriske, og på bagsiden var der indrettet pakhuse langs den kanal, som først 200 år senere blev til Slotsholmsgade.

Jomfrustien hed strækningen på denne side af søstrene, men det skulle ikke tages bogstaveligt, for det var et af de mere faretruende steder at færdes, når tusmørket lagde sig over byen.

I nummer 66 boede den pæne Regine Olsen, og her havde Kierkegaard sin gang et lille års tid omkring 1840-41.

Trods protester blev hele komplekset revet ned i efteråret 1900. Banken fik sit palads.