Grov humor er udbredt på internettet, og derfor er videoerne, hvor der tilsyneladende bliver lavet sjov med deltagere fra De Paralympiske Lege, måske ikke så overraskende.
Indtil man ser, hvem afsenderen er.
Videoerne kommer nemlig fra De Paralympiske Leges officielle TikTok-konto.
I en af videoerne cykler Darren Hicks – der vandt både en guld- og en sølvmedalje ved De Paralympiske lege i Tokyo i 2020 – mod målstregen til lyden af en redigeret version af sangen »Follow the Leader«.
I den oprindelige sang bliver der normalt sagt »left, right« – altså venstre, højre – men sangen er redigeret, så der kun bliver sagt »left, left, left«, fordi cykelrytteren kun har sit venstre ben.
Det amerikanske medie NBC skriver, at kontoen har været genstand for megen kritik blandt TikTok-brugere.
Men Darren Hicks selv kan ikke se et problem med videoen, siger han til NBC. Det samme siger bocciaspilleren Andre Ramos fra Portugal, som lider af cerebral parese, og som er med i en anden af videoerne, som du kan se nedenfor.
»Jeg mener ikke, at det (videoen, red.) er en fornærmelse. Mange mennesker vil måske tro, at det er det, men det skyldes, at de ikke er vant til at have kontakt med mennesker med handicap. At lave sjov med vores handicap er et tegn på, at vi accepterer os selv, som vi er, og at andre ikke ser handicappet som en forskel,« siger Ramos til NBC.
BBC har spurgt Den Paralympiske Komité om TikTok-kontoen. Den indrømmer, at indholdet måske »ikke er for alle«, men at målet er at oplyse et publikum, som måske ikke ved ret meget om paralympisk sport.
Komiteen svarer, at det er en paralympisk sportsudøver, som står for TikTok-kontoen, og som derfor »fuldt ud forstår handicap, og som gennem unikt indhold med kant har skabt en stor følgeskare.«
Jack Hunter-Spivey, der er bordtennisspiller, og Jess Whyte, som spiller kørestolsbasket, mener begge, at TikTok-videoerne er en god måde at skabe opmærksomhed, siger de til BBC.
Til gengæld er der andre, som ikke er enige – herunder Sean Jackson, der spiller fodbold for amputerede. Han mener, at TikTok-kontoen hellere skulle promovere paralympiske sportsudøvere.
»De vælger bare at håne dem og gøre dem til memes og prøver at bruge sporten til at lave komisk underholdning,« siger Sean Jackson til BBC.
Uanset hvad man synes om videoerne, er de med sikkerhed populære. TikTok-kontoen har 3,3 millioner følgere, og videoerne er sammenlagt blevet set 128 millioner gange.