De indre dæmoner

Den tyske »Den frie vilje« er en stærk - og meget lang - beretning om en seksualforbryders forsøg på at forbedre sig.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Kan et menneske forbedre sig radikalt - lægge en stærkt belastende fortid definitivt bag sig og opbygge en helt ny form for socialt og moralsk acceptabel tilværelse?

Det påén gang enkle og komplicerede spørgsmål er grundlaget for Matthias Glasners tyske film »Den frie vilje«, der begynder med den mest ubehageligt udpenslede voldtægt, som man med rædsel har set på film siden Gaspar Noés frygtelige »Irréversible« fra 2002. Voldtægtsmanden Theo bliver fanget og tilbringer over ni år på en psykiatrisk institution, hvorefter han løslades, og filmen kan gå i gang med at finde svar på ovennævnte spørgsmål.

Fremstillet med en formidabel fåmælt udtrykskraft af Jürgen Vogel er Theo opfyldt af ærlig vilje til at opføre sig anstændigt, men han plages af sine seksuelle dæmoner, og man følger med bekymret medleven hans sammenbidte forsøg på at kontrollere de syge drifter og forvandle dem til noget konstruktivt.

Her minder »Den frie vilje« en del om Nicole Kassells amerikanske »The Woodsman« med Kevin Bacon som løsladt pædofil, og i begge tilfælde er det filmens afgørende kvalitet, at man får sympati for dens hovedperson trods afskyen for hans tidligere handlinger.

Fælles er de to film i øvrigt også om et sagligt tonefald, for »Den frie vilje« er i sin stil nøgtern og skrabet - næsten Dogme-agtig med håndholdt kamera og ingen ledsagemusik - men den er samtidig nervepirrende som en thriller, fordi angsten for et tilbagefald forplanter sig fra Theo til tilskueren, og fordi der er tale om den type film, hvor man ikke tør regne med en lykkelig slutning.

Efterhånden ændrer »Den frie vilje« dog i nogen grad kurs, da en del af dens fokus flyttes til den unge kvinde Nettie samt rent geografisk til Belgien. Theo og Nettie forelsker sig i hinanden og flytter tilsyneladende harmonisk sammen, men man har stadig ulmende uro i sindet, for noget i historiens tonefald er alt andet end betryggende, og uden at røbe for meget er man nødt til at konstatere, at »Den frie vilje« defaitistisk ender med at dementere sin titel.

Selvsagt er denne visuelt spartanske beretning om et torteret sind ikke just opløftende eskapisme, og den konfuse sidste halve time af den umanerlig lange film visker en enkelt stjerne væk fra vurderingen. Men indtil den skrider ud og mister en del af sin anspændt dirrende koncentration, er Matthias Glasners film gennem det meste af sit uforudsigelige forløb så indtrængende og insisterende, at den gør et voldsomt indtryk. Ikke behageligt, men bevægende.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse