De har en historie at fortælle

Musikbiografien som genre lever først og fremmest i kraft af sine ekstreme røverhistorier og samtidsbilleder og så skal der ikke mindst være et liv at fortælle om. Det har rockstjerner som Marilyn Manson og rullestenen Keith Richards, der tidligere på måneden sikrede sig et forskud på 41 mio. kr. for den selvbiografi, som verdenspressen forventer bliver »den ultimative rocknroll«-biografi.

Marilyn Manson. Foto: Rick Nederstigt / EPA Fold sammen
Læs mere

Det var en magisk, seksstjernet aften, da Rolling Stones for et par uger siden gæstede Parken. Det to timer lange og brede smil hen over Keith Richards furede gavtyvefjæs var umuligt at stå for. Men det 63-årige guitar-ikon havde også mere end blot publikums udelte tilbedelse og den skønne aftenbrise i København at glæde sig over. Helt præcist det største forskud en kunstner nogensinde har modtaget for rettighederne til en selvbiografi. Via sin litterære agent, Ed Victor, havde Richards inden koncerten sendt forlagsrettighederne i udbud blandt tre af verdens største forlagskoncerner. Med et bud på 41 mio. kr. i forskud for retten til at udgive bogen på engelsk sikrede Little, Brown (et forlag under Hachette Books) sig Richards signatur. Skal selvbiografien, der er sat til udgivelse i løbet af 2010, udkomme på dansk, fransk eller spansk, må interesserede forlag til forhandlingsbordet med Ed Victor.

Dermed bliver »Keef«, som han kærligt omtales, den tredje rullesten, der giver sig i kast med en personlig beretning. Gruppens forhenværende bassist Bill Wyman udsendte i 1990 selvbiografien »Stone Alone«, og Mick Jagger begyndte på en selvbiografi så tidligt som i startfirserne. Forlaget Bantam betalte Jagger et forskud på små ti mio. kr., men ganske kort tid efter begyndte arbejdet at kede ham, hvorfor forskuddet blev betalt tilbage til forlaget med begrundelsen, »at Mick Jagger ikke kunne huske nok til at fylde en hel bog.«

Det forhold har Richards til en vis grad garderet sig imod ved at knytte forfatteren James Fox, som er en mangeårig, personlig ven af legenden, til projektet. Det forventes nemlig, at Fox, der i 1982 skrev krimien »White Mischief«, kan fylde de sorte huller i Richards hukommelse ud.

Frit fra hoften
Og heldigvis for det. For kikker man historisk på musikbiografien som genre, er de bøger, der fungerer bedst dvs. som slik i hænderne på læseren fremdeles dem, hvor historiefortællingen er skrevet frit fra hoften og sat i utallige scener med tilhørende røverhistorier. Dérude på overdrevet, hvor det »normale« forsvinder omvendt proportionalt med en voksende berømmelse og indtjening, finder man en perlerække af biografier, som kan tåle at blive læst igen og igen. Deriblandt titler som »Hammer of the Gods: The Led Zeppelin Saga«, en levende sladdertante af en sidevender, »Hellfire« om pioneren Jerry Lee Lewis, hvis liv har budt på et utal af episoder så groteske, at end ikke The National Enquirer tør skrive bare ti procent af sandheden om den farligste mand i rocknroll-historien. Og den bedste af dem alle, »The Dirt: Confessions of the Worlds Most Notorious Rock Band«, om det amerikanske sleazerockband Mötley Crüe. Sjældent har en bogtitel holdt alt det, den lovede og mere til. »The Dirt...« er skrevet af bandet og den anerkendte musikjournalist Neil Strauss, og den handler kort fortalt om fire unge mænd, som iklædt pangfarvet dametøj, grimme tatoveringer, sminke og tidsåndens pompøse puddelhundehår møgsviner sig igennem firsernes Los Angeles. Bogen har alt i form af sex, drugs & rocknroll i mængder end ikke Keith Richards kan toppe. Samtidig er det både gribende og rystende at læse, hvordan gruppens drivkraft, bassisten Nikki Sixx, voksede op på bunden af det amerikanske samfund som det værste, hvide trailerpark trash. Om hvordan han med umenneskelige, groteske midler kæmper sig op ad den sociale rangstige og mange år senere pludselig deler dørskilt på en fin palæadresse med en »Baywatch«-stjerne. Hans detaljerede beskrivelser giver et fantastisk indblik i de mest ekstreme sider af Amerika, som man ellers aldrig kommer i nærheden af. På samme vis indrammes en æra i Los Angeles, den helt specielle, tidsfæstede kultur, som med lynets hast bredte sig til resten af verden i diverse fortyndede aftapninger, deriblandt til Horsens og de københavnske forstæder.

Selv de mest simple biografier, der som »The Dirt...«, er bygget op omkring røverhistorier og baseret på interview med de fire bandmedlemmer, rummer således ofte ganske andre og dybe sidehistorier, som åbner døre, bag hvilke der gemmer sig overordentlig interessante og samfundsmæssigt vedkommende informationer.

Dreven provokatør
En anden af den type bøger er chokrockeren Marilyn Mansons selvbiografi »The Long Hard Road Out Of Hell«. Manson, eller Brian Warner om man vil, er på andet årti verdens mest kontroversielle rockstjerne. Det kristne højre i USA har kaldt ham antikrist, og i årevis har diverse religiøse grupperinger forsøgt at få hans koncerter aflyst af frygt for, at han hjernevaskede deres poder og forurenede samfundet. Havde disse kritikere læst dette værk, som udkom allerede tilbage i 1998, næsten urimelig kort tid efter Mansons entré på verdensscenen, havde meget været anderledes. For heri beskriver Manson, der oprindeligt ville være journalist, hvordan og ikke mindst hvorfor han endte som Marilyn Manson. Med en stormesters blik for modspillerens fremtidige modtræk følger læseren den lille, næsten skræmte, kristne skoledreng Brian gennem den psykologiske og fysiske forvandling, der først ender, da Manson udråbes til samfundsfjende. Også her bliver man klogere på hengemte sider af Amerika. Efter endt læsning ikke et sekund i tvivl om hvilken kontekst mandens provokationer er rundet af, ej heller at Manson er en af populærkulturens mest begavede personer. Og så skriver han herligt selvironisk.

Der skal mere til
Indtil for bare fåår siden havde musikbiografier, som primært bygger på kronologi, fakta og værksanalyser stor betydning. Det har de ikke længere. Fakta kan findes og tjekkes indtil flere gange ved få klik med musen. Ligesom kompetente analyser og anmeldelser én masse florerer overalt på internettet, blogs og hjemmesider, danske som udenlandske. Og derfor kommer faktuelt funderede biografiskrivere som f.eks. de lokale Karsten Jørgensen og Niels Martinov, der tidligere i år begge har begået mursten om henholdsvis Paul McCartney og C.V. Jørgensen til kort. Simpelthen fordi deres bøger baserer sig på materiale, læseren groft sagt selv kan finde hurtigere og endnu tættere på hestens mund. Generelt set nærmer genren sig i dag en tilstand, hvor de ældre (og meget få), nulevende biografi-ofre, som i det hele taget kan bære en biografi, helst skal medvirke, før det bliver interessant læsning. Og taler vi om afdøde, kan forfatteren heller ikke her længere slippe af sted med at bygge et værk på sekundære- og/eller nonverbale kilder. Som minimum forventer dagens læsere, og det med rette, at forfatteren er fulgt i emnets fodspor i bredest tænkelige forstand, så sanseindtryk, scener og miljøbeskrivelser åbenbares.

Keith Richards er stadig lykkeligt i live, hvilket han til overmål beviste i Parken. Og forventninger til hans biografi har siden aftalens offentliggørelse fået alverdens førende tidsskrifter, aviser og websites til at udråbe Keith Richards om Keith Richards til den ultimative rockbiografi. Og det skyldes så langt fra alene det faktum, at Richards har været med næsten lige så længe, som rocken har eksisteret. Den primære årsag skal findes i mandens livsførelse, og subsidiært i de sange, han har skrevet. Richards har aldrig gjort noget halvt, han har aldrig skånet sig selv. Hvor hans livslange ven fra sandkassen til stadionscenerne Mick Jagger ofte beskrives som en meget beregnende og kontrolleret person, har det altid heddet om Keith Richards, at han er »all heart«. Underforstået at man i tilfældet Richards hverken behøver at bekymre sig om miljøbeskrivelser, fantastiske scener eller de groteske forsideegnede historier, som formegentlig vil farvelægge hans erindringer side op og side ned. Og mon ikke den om da han i 2002 åbnede sin fars urne og sniffede af asken, som var det kokain, vil være iblandt. Forlaget har jo næppe lagt 41 millioner kroner for en universitær afhandling.