Nogle litterære priser betyder bare så meget mere end så mange andre. På disse breddegrader betyder De Gyldne Laurbær så meget mere end så mange andre. Og det er altså ikke, fordi denne udmærkede udmærkelse, der gives af de danske boghandlere og deres ansatte, i sig selv er noget at prale af, hvad konkret økonomisk udbytte angår. Herregud, en laurbærkrans, et diplom, en fest og et boggavekort på 2.500 kroner, det er ligesom ikke helt i nobelprisklassen, vel?

Nej, det er nærmest latterligt lidt, også sammenlignet med andre prestigefyldte litterære danske hædersbevisninger som Debutantprisen (50.000 kroner) og Det Danske Akademis store pris (300.000 kroner). Når De Gyldne Laurbær alligevel er en pris, som rigtig mange danske forfattere gerne vil have, så skyldes det noget andet.

Så skyldes det, at der er stor prestige forbundet med at modtage prisen. Hvilket igen har at gøre med, at De Gyldne Laurbær, i modsætning til så mange andre af denne verdens utallige litterære hædersbevisninger, har en lang historie.

Om Jesper Stein, der tirsdag fik dette års gyldne laurbær for sin seneste Axel Steen-krimi, »Aisha«, kan man således ikke bare sige, at han er én af Danmarks bedste krimiforfattere nogensinde, og at han i dén grad har fortjent at blive hyldet af det bogfolk, der i stor stil langer hans hårdkogte, nervepirrende og stilsikre københavnerkrimier over disken.

Man kan samtidig pege på, at han indgår i en lang og fornem række af danske forfattere, der i al deres forskellighed i hvert fald har det tilfælles, at de formåede/formår at skrive smadderpopulære bøger uden på nogen måde at gå på kompromis med kvaliteten.

Det gælder sidste års prismodtager, Sara Blædel, og forrige års Anne-Cathrine Riebnitzsky. Og det gælder forfattere, der som Leif Panduro, Anders Bodelsen, Karen Blixen og den første De Gyldne Laurbær-modtager nogensinde, Martin A. Hansen, der alle for længst har opnået status som danske litterære klassikere, som ingen med interesse for dansk litteratur kan komme udenom.

Historie, ja. En litterær pris skal have en historie, før den er noget, man som forfatter virkelig sætter pris på, og før den er noget, et forlag kan bruge med held i sin markedsføring af denne og hin bog og af denne og hin forfatter. Derfor er Nobelprisen i litteratur, der blev uddelt første gang i 1901, stadig – og på trods af adskillige fejlskud og undladelsessynder undervejs – klodens mest prestigefyldte litterære hæder. Ingen over og ingen ved siden af.

Derfor er De Gyldne Laurbær, der blev uddelt første gang i 1949, på et helt andet niveau, men stadigvæk, en pris, man som dansk forfatter kan være stolt af.

Det kan da godt være, at The International IMPAC Dublin Literary Award målt i kroner og ører er én af verdens største litterære priser, men helt ærligt, hvor mange læsere associerer til noget som helst, når de hører titlen på prisen? Og hvor mange kan lige fortælle, hvem der sidst modtog den?

Og det kan da også godt være, at European Prize for Literature formelt set rangerer på et langt højere niveau end vores lokale laurbær, men jeg tvivler på, at ret mange kan nævne bare én af de 12 (!) forfattere, der sidste gang modtog denne EU-relaterede hæder.

Den prestige, der er forbundet med en litterær pris, er med andre ikke noget, man kan købe sig til eller tage for givet, blot fordi man har magt eller indflydelse. Dét er, som dét skal være, og så skal vi måske, midt i al den prissnak, lige huske på, at litterære priser er en måde at hædre litteraturen på (og en måde at kaste lys over den glade giver på), men at litteratur først og sidst handler om, ja ... litteratur.

Forfattere er ikke sportsfolk, litteratur er ikke en konkurrence, og hvis Jesper Stein om mange år stadig lyser op som én af sin egen generations bedste krimiforfattere og som én, man til den tid stadig læser, så skyldes det – med al respekt for boghandlerne – ikke, at han i 2016 modtog De Gyldne Laurbær. Så skyldes det, at han skrev romaner, der var bedre end det meste andet inden for sin genre.

At han er så god, som han er, er årets De Gyldne Laurbær med til at minde os om – og tak for det. Men først og fremmest tak til Jesper Stein selv for at forgylde en genre, der, når den er bedst, forener alt det bedste, romaner kan rumme. Uden ham ville dansk litteratur være temmelig meget kedeligere.