De geniale er ikke altid gale

Filminstruktøren Joachim Trier er blevet en af norsk films allervarmeste navne, efter at han har fået solgt sin debutfilm »Reprise« til 28 lande. Og han har allerede har takket nej til flere millioner dollars for at lave en amerikansk version.

Joachim Trier <br>Foto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Joachim Triers film »Reprise« om to unge norske debutforfattere begynder i drømmeland. Ikke i et konventionelt film-drømmelandskab, hvor alting foregår i slowmotion og på blomstrende enge. Nej, de første fem minutter viser i opspeedet tempo de mange forskellige scenarier, to unge mænd forestiller sig, at deres nyskrevne bogmanuskripter kan føre til. Den ene ser i et lynglimt, at hans bog får revolutioner til at bryde ud i Afrika, mens den anden forestiller sig et dekadent bohemeliv i Paris.

Ingen af drømmene bliver til virkelighed, selv om alting vendes på hovedet i løbet af filmen. Kun deres venskab forbliver intakt.

Venskabet er et alt for sjældent tema i nutidens film, mener den 33-årige Joachim Trier, som Berlingske Tidende mødte inden dagens københavnspremiere på hans debutfilm »Reprise«.

»Tidsånden har formuleret en masse regler om hvordan man bedriver kærlighed og parforhold, men meget lidt om hvordan venskaber formes og udvikler sig. Jeg har selv oplevet, hvor sørgmodigt det kan være, og hvor rådvild man kan føle sig, når fælles ambitioner med venner går i stykker, og det tema ville jeg gerne undersøge,« siger Joachim Trier.

Filminstruktøren bor i Norge, men er født i København og uddannet på filmskole i London. Han er ikke i familie med Lars von Trier, som mange har antaget i tidens løb, men er til gengæld i slægt med »Røde Mor«-forsangeren Troels Trier. Temperamentsmæssigt minder han kun lidt om denne viltre personlighed og taler et formfuldendt dansk uden accent.

I »Reprise« begynder de to unge venner Erik og Phillip fra deres karrierer som forfattere med alverdens forventninger. Eriks første manuskript afvises, men Phillips udgives, og han bliver pludselig centrum i den norske, kulturelle scene. Men livet lader sig ikke forudsige, og den heftige medieopmærksomhed kombineret med en besættelse af kæresten Kari resulterer i, at Erik og hans venner efter seks måneder må afhente Phillip på et psykiatrisk hospital.

»Vennekredsen kommer fra et miljø, der ikke så tit ses i norske film - den velstillede middelklasse - og skildrer en generation, der laver oprør på en anden måde end deres 68-forældre. De søger en form for livsalvor i kunsten, samtidig med, at de på andre måder er barnlige, for eksempel i forhold til deres kærester,« siger Joachim Trier.

Samtidig skildrer filmen kombinationen kunstner og psykisk lidelse på en måde, der afviger fra den traditionelle »van Gogh«-skildring af kunstneren som genial ener.

»I vores film er de geniale ikke nødvendigvis gale, og psykiske lidelser går ikke godt i spænd med kunstnerisk produktivitet. Endelig viser filmen, at de ikke så geniale faktisk kan opnå kunstneriske resultater gennem hårdt arbejde,« siger Joachim Trier.

Den collageagtige billed- og lydside i »Reprise« repræsenterer på mange måder et nybrud i skandinavisk film, og en indledende scene skildrer for eksempel Norges nationaldag den 17. maj i et tvetydigt lys med stangstive, nationaldragtsklædte marchdeltagere, der brækker sig til tonerne af punkgruppen Joy Division. Men også selve handlingsforløbet, der bevæger sig ind og ud af personernes drømme, illusioner og virkeligheder, er usædvanligt.

»Jeg var meget tidligt bevidst om, at filmen skulle byde på oplevelser, man kun ville kunne få fra en film og ikke fra en bog eller en teaterscene. Og drømme udgør jo halvdelen af dem vi er, så hvorfor ikke præsentere dem som en del af virkeligheden?« siger Joachim Trier.

På grund af deres høje ambitioner med filmsproget var instruktøren og medmanuskriptforfatteren Eskil Vogt flittige brugere af såkaldte test-screenings af deres film, mens den endnu var på klippebordet. Reaktionerne fra det fortrinsvis unge publikum fik flere gange instruktøren til at trække filmen endnu længere ud i et dristigt og fremmedartet filmsprog. Generelt mener Joachim Trier, at MTV-generationen er blevet meget sofistikerede med at afkode film.

»De fleste forstår hurtigt, hvor man er i handlingen. Men til gengæld synes jeg, at der generelt er mange, der har problemer med den følelsesmæssige aflæsning af film: hvad er meningen med det her? Ofte glemmer publikum at film er en form for filosofi. Film er tankeprocesser, og måden man ser gennem kamaeret på er et budskab i sig selv,« siger Joachim Trier, der afholder sig fra entydige tolkninger af sin film.

Det var også denne holdning, der fik ham til at sige nej tak til et tilbud om at genindspille »Reprise« i USA. Hollywoods letaflæselige dramaer interesserer ham ikke.

»Jeg har ikke noget imod kommercielle film som sådan, og mange amerikanske film rummer gode handlinger og karakterer. Det er bare så kedeligt, at de alle sammen slutter med at personerne finder lykken i et parforhold. De fleste amerikanske film ville fungere bedre uden de sidste tyve minutter,« siger Joachim Trier. »Reprise« har premiere i dag i Gloria i København, Øst for Paradis i Århus og Biffen i Ålborg.