F.C. København flytter sin træningslejr fra Portugal til Dubai. Sådan lød den opsigtsvækkende melding onsdag fra fodboldklubbens midlertidige sportslige leder, William Kvist.
Udmeldingen har vakt vrede blandt fans, da klubben tilbage i januar 2019 – efter massiv kritik fra netop fansene – meddelte, at man ikke længere ville rejse til Dubai på grund af landets brud på menneskerettighederne.
Med en to go-kaffekop i hånden står William Kvist torsdag på FCKs træningsanlæg og forklarer, at der udelukkende er tale om en sportslig beslutning, mens han afviser, at klubben sætter fodbolden over menneskerettigheder ved at rejse til De Forenede Arabiske Emirater.
»Det er ikke det, vi siger med denne beslutning. Det er et stort dilemma for alle, og selv som almindelig forbruger nede i supermarkedet kan det være svært at træffe de rigtige beslutninger. Men vi deler den holdning, at det er svært at lave et verdenskort over, hvor man ikke må tage hen, så kunne man måske blive ved og sige: 'Hvad med Tyrkiet, hvad med Polen og så videre',« siger William Kvist.
Hos Parken Sport & Entertainment, som blandt andet ejer F.C. København, skriver man under »CSR & Samfundsansvar« på hjemmesiden blandt andet, at virksomhedens ansvarsområder er »nærsamfund og menneskerettigheder«.
Asger Bach Holst har været FCK-fan hele sit liv og arbejder på B.T. Han fortæller, at denne beslutning er det værste, han har oplevet i sine mange år som superfan.
»Jeg er sindssygt skuffet over min klub, jeg var så glad, da de sidste år tog beslutningen om aldrig at tage til Dubai igen, så nu er det endnu mere skamfuldt, at de vender tilbage og undskylder det med coronakrisen. Jeg synes, det er pinligt,« fortæller han:
»Jeg føler, at de pisser på fansene.«
Også FCKs officielle fanklub, F.C. København Fan Club – som har knap 10.000 aktive medlemmer – har i en officiel udmelding på Facebook taget kraftigt afstand fra beslutningen. Fanklubben skriver blandt andet, at man opfordrer fodboldklubben til at sætte menneskerettigheder over sport og til, at klubben »finder et alternativ, der ikke støtter styret i et land, hvor gæstearbejdere arbejder under slavelignende forhold«.
Lars Thor er formand for fanklubbens bestyrelse og fortæller, at klubben og fansene har været meget stolte af FCKs store kampagne mod homofobi i 2017. I Dubai er straffen for at være homoseksuel op til ti års fængsel – og netop derfor gør det ekstra ondt på de trofaste fans, at klubben tager den kontroversielle beslutning.

Torsdag formiddag afviser William Kvist, at klubben ændrer mening.
»Beslutningen er taget for i år, og så håber vi, at verden åbner mere op næste år,« lyder det endelige svar fra den tidligere FCK-spiller.
»Der er nogle ting, der er vigtigere her i livet«
Flere af klubbens fans har i løbet af 2020 valgt at donere pengene fra det sæsonkort, som de ikke længere kunne bruge, til klubben i solidaritet. Men nu trækker flere fans altså deres penge tilbage som en form for »straf«. Nogle fans vælger endda at donere de tilbagetrukne penge til Amnesty International.
»Fodbold må ikke gå over menneskeliv og menneskerettigheder, så vigtigt er det heller ikke. Der er bare nogle ting, der er vigtigere her i livet,« lyder det fra en skuffet Asger Bach Holst.
William Kvist fortæller torsdag, at han og klubben på ingen måde er ligeglade med menneskerettigheder, men at man har været nødsaget til at tage beslutningen ud fra et sportsligt grundlag.
»Det er en svær balance at gøre det bedste for en fodboldklub og samtidig prøve at være det bedst mulige menneske,« lyder det fra den tidligere landsholdsspiller, som argumenterer for, at det måske heller ikke gør den helt store forskel om FCK boykotter Dubai eller ej.
»Vi er nødt til at gøre det her. Og generelt i forhold til boykots så er der også hjælpeorganisationer, som siger, at det ikke nødvendigvis hjælper at boykotte lande,« siger William Kvist, som fastslår, at klubben ikke tager til Dubai for at støtte dem økonomisk.
Han fortæller, at træningslejren er yderst vigtig for klubben som helhed.
Det er vel også vigtigt, at fansene kan stå 100 procent bag deres hold?
»Ja, og det er der måske nogle, der ikke kan lige nu. Og det har vi fuld forståelse for.«
Men er I ligeglade?
»Nej, vi er absolut ikke ligeglade, men det er klart, at der er noget, der er vigtigere for os, i forhold til at få optimale forhold og komme på træningslejr.«