De fleste kvitter Twitter

Kun et mindretal af brugerne bag Twitters profiler er så bidt af det, at de kommer tilbage efter de første besøg.

Skuespilleren Ashton Kutcher var den første til at få 1 million andre brugere til at følge med i, hvad han havde for i skrivende stund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Max Nash / AFP

Det blev spået en glimrende fremtid som det sociale netværk, der skulle afløse Facebook som virtuelt samlingssted for hele verden.

Især efter Barack Obama og Oprah Winfrey oprettede profiler og begyndte at kvidre med på højest 140 tegn som svar på spørgsmålet ’hvad laver du lige nu?’

Men de mange brugere, som fik folk til at besøge Twitter i hobetal, bliver ikke så bidt af det, at de bliver hængende som faste brugere. Det viser tal fra analysebureauet Nielsen Online.

Hele 60 procent af Twitters nye brugere har mistet interessen efter en måned.

Sammenlignet med Facebook og Myspace er Twitters tal nedslående – disse to medier havde i deres opstartsfaser kun 30 procent, de ikke kunne fastholde.

På Twitter kan brugerne fortælle, hvad de laver og følge andres opdateringer – eller tweets. I flere tilfælde er det lykkedes Twitterbrugere at være først på nyhedsfladen, før etablerede nyhedsmedier selv nåede det.

Det skyldes ikke mindst, at man via sms kan opdatere sin Twitter-profil og dermed ikke være afhængig af at skulle sidde ved sin computer for at opdatere.