De eneste Shubi der dur

I knap tre årtier har Shu-bi-dua været et humoristisk holdepunkt i dansk musik. Med 18 album og mere end seks millioner solgte plader har gruppen ramt en nerve i danskheden.

Shu-Bi-Dua er det samme nu, som de altid har været. De har aldrig forsøgt at lade som om, at der var tale om stor kunst. Det er, hvad det er. Hygge, fis og ballade. Til gengæld har Shu-Bi-Dua været et samlingspunkt. Som Dan Turèll skrev engang i anledningen af gruppens ti-årsjubilæum, var Gasolin for de unge, mens Shu-Bi-Dua er for hele familien. De begyndte som glade amatører, inden de professionaliserede skolegårshumoren, og der bliver hverken moraliseret, politiseret eller peget fingre. Til gengæld har de med omhu udforsket alle former for rim på »lort«.

»Når Shu-Bi-Dua er bedst, er de hele Den Danske Sangskat i ét, ekkoer, halvglemte erindringer fra morgensangen, Grundtvig-biklange, Tivoligarde, spejdersang,« skrev Dan Turèll, i bogen »Ti år med Shu-Bi-Dua«.

Og de har tilsyneladende ramt rigtigt, for shubberne, som de jo hedder i folkemunde, har solgt mere end seks mio. plader, cder, singler og kassettebånd. Og nu kommer hele molevitten igen i digitalform fra i morgen.

Derfor sidder to af gruppens grundlæggere nu i to store Chesterfield-sofastole foran avisens udsendte. Michael og Michael. Hardinger til venstre og Bundesen til højre. Michael Hardinger netop fløjet ind fra Austin i Texas iført stramme jeans, hvid skjorte og et adgangskort hængende om halsen i noget, der ligner et cowboyslips. På modsatte side af sofabordet flyder Michael Bundesen i den store stol med sin dybe stemme og sit store krøllede hår.

Der sidder de så og ligner en sherif og en bjørn. Attituden har en verden til forskel, men humoren er den samme. Men sådan er det vel, når man har spillet sammen og turneret landet tyndt fra 1973 til 1997, da Michael Hardinger fik nok af at rejse frem og tilbage mellem Texas og Danmark.

Som et ældre ægtepar afbryder de hinanden, retter på hinanden, afslutter hinandens sætninger og griner højlydt af jokes, de knap nok behøver udtale. En shubiduet, fristes man til at sige.

Har I ramt noget i danskheden med jeres humor?

MB: »Ja, det synes jeg, at vi...«

MH: »...det har vi helt sikkert! Hvis man kigger på Shu-Bi-Dua og Olsenbanden og Ørkenens Sønner, så ligger der en vis form for dansk humor i det. Intet af det ville formodentlig blive sindssygt populært i Tyskland eller Frankrig. Der ligger noget dansk i underspilletheden og legen med sproget.«

MB: »Jeg kan huske, engang Dirch Passer skulle optræde i Stockholm. Det gik slet ikke. Og vi synes, han er det sjoveste i hele verden. For eksempel den med mudderkliren...«

MH: »...JAAA!! Ha ha ha...«

MB: »...og det syntes de slet ikke var sjovt. Vi har også prøvet at få vores numre udsendt - det var pladeselskabets idé - men det var der sgu ikke nogen, der synes var sjovt, vel?«

MH: »Nej, »Vuffelivov« blev til »Doggywoggy«.«

MB: »Og »Brdr. Gebis« til »Dentures in the air«. Tak skal du have! Vi er jo et lunt folkefærd i Danmark, der godt kan lide en joke og en øl og at hygge os. Vi er nogle hyggefætre. Jeg er i hvert fald.«

Hvad har i bidraget med til danskheden?

MH: »Altså vi er jo ikke kunstnere, vi er håndværkere...«

MB: »...men vi har givet folk noget musik og nogle tekster, som de stadig gerne vil høre og stadig synes er fint. Og når man spiller koncert - altså jeg ved godt, at det bliver lidt vammelt og sentimentalt men...«

MH: »...sig det bare alligevel!«

MB: »...jamen så står der et par på 45-50 år og giver hinanden et klem og kigger på hinanden. Tak skal du have, ikke?! Det er deres sang, kan man se. Og vi er heldige at være soundtracket til folks liv.«

MH: »Jeg har det sådan med Beatles, at når jeg hører et bestemt nummer, så tænker jeg på dengang på Vangedevej på vej til Lyngby, hvor vi standsede og fik en burger, da de lige var kommet frem. Sådan er der mange, der kommer og fortæller om, hvordan vores melodier passer ind i deres minder.«

Dan Turèll skrev, at I var et band for hele familien i modsætning til Gasolin?

MH: »Gasolin var et fantastisk orkester, men det var jo mest storbyen og det miljø, der blev skildret. Men fantastisk musik...«

MB: »...med os kan man trygt tage familien i hånden og gå til koncert. Det gjorde de og...«

MH: »...vores tekster er mere som en eventyrbog. Så kom der én om en hval og så kom der én om en hund. Det er som at bladre i en billedbog. Og vi havde alt muligt med på scenen, så det mere var som et show end en rockkoncert.«

MB: »Kan du huske den turné, hvor vi havde så meget med, at det fyldte to sættevogne?«

MH: »To MONSTER-sættevogne!«

MB: »Vi havde en halv folkevogn med på scenen - godt nok udhulet. Og en barberstol, der vejede...«

MH: »...den vejede 400 kilo!!«

MB: »...og det synes vi bare var vildt fedt, ikke? Det er også derfor, det er meget for børn. Min lille nevø synes fandeme, det er frækt, når vi synger »folk med store vandmeloner« (Nam-nam, red.). Og så synger han kondifreaks (i steder for combifreaks, red.) - HA HA HA!«

MH: »KONDIfreaks? HA HA. Det var da også meget bedre. Men vi er meget barnagtige. Det har vi altid været. Det siger min psykolog i hvert fald.«

Det hele begyndte meget passende som en spøg. Michael Hardinger og Michael Bundesen var begge ansat på DR, men spillede i hver deres band. Michael Bundesen var begyndt at lave danske tekster til amerikanske hits, og inden længe var de lokket til at indspille »Fed rock« sammen til »Åbent hus« på P3.

Det var i 1973, og pladeselskaberne var straks på pletten. Singlen blev fulgt op med »Stærk tobak« på melodien fra Beatles »Twist and shout« og »Rap jul« på Bing Crosbys »White Christmas«. Året efter blev det alvor for gruppen, der udgav deres første LP.

Siden da har bandet haft en nærmest fast rytme. Shu-bi-duas sæson begynder med en pladeudgivelse, så følger et års turné, og så kommer der endnu en plade.

Inden længe var Shu-bi-dua blevet fast inventar i mange pladesamlinger landet over, og som Dan Turèll skrev i sit festskrift, blev det hurtigt en diskussion, om man var til Gasserne eller Shubberne.

Imens holdt Shu-bi-dua sig under radaren og knoklede i studiet under mottoet »Det skal være morsomt, ellers er det ikke sjovt«. Reglen var, at alle skulle synes, det var sjovt, ellers blev teksten droppet.

Hvad tænker I selv om teksterne?

MB: »Vi er gået meget op i det. Fra starten har vi brugt meget energi på teksterne...«

MH: »...mest energi!...«

MB: »...i starten var melodierne nogle, vi fik fra udlandet. Og så brugte vi vores energi på teksterne - der skulle være humor. Det gik vi meget op i, og det gør vi sådan set stadig.«

MH: »Det startede som fjol. Det var kun for sjov, og det var ikke meningen, at det skulle være et orkester. Men så blev den første single nummer et, og så tænkte vi »nå, for pokker« og lavede en til - »Stærk tobak«. Og den blev også et hit, og så måtte vi hellere tage det lidt mere alvorligt og finde ud af, hvad vi ville.«

MB: »Vi var ikke specielt gode musikere eller tekstskrivere, men vi havde sådan nogle regler i starten - for eksempel at hvis alle grinede af det to-tre gange efter et par dage, så var det godt. Og det skulle vi helst alle sammen gøre. Der var meget vetoret i starten.«

Hvorfor var det så vigtigt?

MH: »Fordi det var det, vi syntes var sjovt. Vi ville gerne lave humor. Vi ville ikke lave samfundsomvæltning. De fleste af os var ret ligeglade med politik.«

MB: »Vi ville heller ikke lave sådan noget »nu skal I høre, hvad vi mener, og I skal synes«. Det havde vi ikke lyst til.«

MH: »Det kræver en god portion storhedsvanvid at tro, at man har den eneste løsning. Og alle menneskers gode råd er baseret på deres egne dårlige erfaringer. Vi kom med en fabel, og så måtte folk selv finde ud af det.«

Synes I, I har fået nok kunstnerisk kredit for det?

MH: »Altså Danmarks befolkning kunne lide det, ikke? Og så var der nogle på bjerget, der ikke kunne. Men...«

MB: »...sådan vil det altid være! Nogle synes, det er mægtig godt, og andre synes, det er tilsvarende skidt.«

MH: »Vi har aldrig været en del af den danske musikscene som sådan. Vi så hinanden og almindelige mennesker. Hvor mange musikere omgås du?«

MB: »Altså dengang? Øh...«

MH: »...nej, heller ikke mig. Jeg kendte ikke én. Vi var udenfor cirkusset, og det gjorde også, at vi var ligeglade. Vi lavede bare vores ting. Længere var den ikke.«

MB: »Men vi skal ikke brokke os. Vi har da fået anerkendelse. Og med tiden får man sgu mere anerkendelse fra de unge musikere, når vi er ude og optræde. Men jeg higer ikke efter den. Det har jeg aldrig gjort.«

Anerkendelsen har dog også fundet vej fra de akademiske kredse. Sidste forår var Shu-bi-duas sproglige badutspring genstand for en lingvistisk undersøgelse af to sprogforskere. Konklusionen: Shu-bi-dua har mere end noget andet band fået indflydelse på det danske sprog. Med ét kunne man argumentere for at sætte Shu-bi-dua op ved siden af de store danske digtere og poeter.

Undersøgelsen blev lanceret i tidsskriftet Dansk Studier, og gennemgik hvordan bandet havde gjort brug af diverse sproglige finurligheder. For eksempel når de sparer stavelser ved at lade ord falde sammen (Jeg går ad trapper, ad stiger, agurker med mer / for at se Ruth / hun er en lang cigar, »I Østen stiger Olsen op«, Shu-Bi-Dua 7).

Eller når ord bliver nedbrudt til flere (Og da jeg røved en bank / og det gik op i spinat / ble jeg kørt bort i et fad af salat, »Advokatens vise«, Shu-Bi-Dua 7).

Dertil kommer alle de ord, shubberne har fået ind i det danske sprog. For eksempel vuffelivov, generatorboullion, nifle, tilfredserne, fruherre og midnatslusker. Eller udtryk som »det første hul fra nakken« (anus) og »når livets skjorte blir for kort«.

Hvordan har I arbejdet med sproget?

MB: »Hvis man har en god idé, så har man en masse associationer, man kan øse ud af. Men hvis man skal finde noget, som er lidt mærkeligt, så tager det lang tid. Rigtig lang tid. Askepot tog for eksempel...«

MH: »...det tog et halvt år at finde ud af, at den handlede om tøj og mobning. Men så var det også sådan »Wuuueeeppp« og så lige en slutning på.«

MB: »Ja, for udgangspunktet var jo bare »Aaaaaaskepot«, fordi det passede godt i melodien....«

MH: »...og drømmer om en prins, ikke? Men hvad står i vejen i dag? Det er mobning og det forkerte tøj købt i Bilka...«

MB: »...for man er ikke noget mærkedyr. Men det vil man lidt gerne være. Så der var mange vinkler, der skulle med i den. Det tog lidt over et år.«

Lingvisterne konkluderer, at I har haft stor indflydelse på sproget?

MB: »Det er jo underligt at se noget af det, man har været med til at lave, beskrevet som en anaboisme eller sådan noget...«

MH: »...ha ha, straks bliver man bange for hjerneblødninger!...«

MB: »...men det er da sjovt, at de synes det. Og vi er da enormt stolte over det. Det havde vi jo aldrig regnet med. Vi bare lavede noget skæg og ballade...«

MH: »...men vi lagde meget arbejde i det, og vi tog det vanvittigt alvorligt. Men at det skulle være så godt, at der var nogle forskere, der interesserede sig for det, det kunne man jo ikke vide.«

Men det er nok det, der i virkeligheden er essensen i Shu-Bi-Duas succes. Gavflabede rim og kolonihavevittigheder, der i virkeligheden er så meget mere end bare det. Som Dan Turèll skrev, gælder det om at skabe »ord i folkemunde«. Det er ikke uden grund, at han kaldte deres sange »folkeviser af i dag«.